EFTER KRISEN Er økonomerne blevet klogere?

28.04.2010

Den økonomiske krise har skabt en krise blandt økonomer. En del af økonomstanden – tællende prominente folk som nobelprisvinderne George Akerlof og Joseph Stiglitz – mødtes for nylig på King’s College, Cambridge, for at diskutere behovet for ny økonomisk tænkning. Konferencen, hvor de to deltog, er en del af det nye Institute for New Economic Thinking , der blev stiftet ultimo 2009, med et $50 mio.-rygstød af finansguruen George Soros, for at fremme ny post-finanskrisepræget økonomisk teori. Men økonomerne er delt – er de eksisterende teorier tilstrækkelige – eller skal der tænkes helt nyt?

Af Kenneth Praefke, stud.polit

King’s College, Cambridge, er økonomen John Maynard Keynes’ domæne – hans ultimative hjemmebane. Det var her den senere legendariske økonom i 1902 begyndte at studere matematik og filosofi. Det var her han i 1908 vendte tilbage som underviser i økonomi. Og det var herfra han grundlagde sit magnum opus The General Theory of Employment, Interest and Money, der udkom i 1936 og – uanset hvad man i øvrigt mener om Keynes – må rangeres blandt de allervigtigste og mest originale bidrag til økonomisk teori.
Mange økonomiske kriser senere, og stadig med det seneste store tilbageslag særdeles præsent, mødtes tohundrede af verdens førende økonomer for nylig til en konference, som den danske økonomiprofessor Jesper Jespersen fra RUC har kaldt ”et ‘turning point’ inden for makroøkonomisk teori.”
Keynes skabte i 1930’erne et nybrud i økonomisk teori med sit svar på, hvordan Den Store Depressions efterveer skulle angribes. Det er samme nybrud af keynske dimensioner, finanskrise-fortvivlede økonomer nu er begyndt at efterlyse.
Med blikket rettet op af krateret fra det hul The Great Recession, den verdens omspændende økonomiske krise anno 2007-2010, skabte, har selvransagelsen på ny nået økonomstanden.

Ny økonomisk tænkning
Den kontroversielle finansmand George Soros, der – efter de fleste skøn – tjente omkring $1 mia. i 1992 på at spekulere mod pundet, indtil Storbritannien måtte trække sig ud af fastkurssamarbejdet i Europa og devaluere, er kendt for at dele generøst ud af sin formue til velgørende projekter.
Senest har han brugt $50 mio. af sin, ifølge Forbes, $14 mia. store formue på et nyt projekt, Institute for New Economic Thinking, en slags tænketank, der skal danne platform for økonomers selvransagelse og bidrage til udviklingen af ny post-finanskrise økonomisk teori.
Instituttet blev grundlagt i oktober 2009, men først med åbningskonferencen The Economic Crisis and the Crisis in Economics på King’s College, Cambridge, d. 8.-11. april, har tænketanken gjort opmærksom på sig selv.
Og initiativet skal tages seriøst. Det ses blandt andet på listen af hovedtalere ved konferencen, der talte den tidligere franske finansminister og nuværende IMF-direktør Dominique Strauss-Kahn, chef for det britiske finanstilsyn Lord Adair Turner, nobelprisvinderne Joseph Stiglitz og George Akerlof, tidligere IMF-cheføkonom og nuværende MIT-professor Simon Johnson, samt selvfølgelig George Soros selv.
Foruden diskussioner om Grækenland, gældskrisen og finansiel regulering var konferencens primære fokus at sætte et stort spørgsmålstegn ved det, økonomerne troede, de vidste før finanskrisen, samt sætte kursen for den nye økonomiske tænkning, der skal dominere i genopbygningsperioden og frem.

”Put up – or shut up”
Finanskrisen har fået økonomer til at se indad. Hvor kom krisen fra, og hvorfor blev den ikke
opdaget i tide? Er der noget galt med modellerne, og skal det hele kastes overbord?
En yndet forsimpling af diskussionen – kampen om den økonomiske diskurs – er at lade diskussionen stå ved antagelsen om, at mennesker er rationelle, og omkring den efficiente-markeds-hypotese – at markedet prissætter aktiver ”korrekt” ud fra den tilgængelige information. Forsvarerne vil hævde, at det i mange tilfælde repræsenterer den bedst opnåelige version af sandheden. Modstanderne – herunder mange af konferencedeltagerne ved New Economic Thinking – vil bløde op for det, de mener, er urealistiske antagelser. Antagelser, der gjorde, at økonomer ikke forudså krisen.
Den danske Keynes-tilhænger og økonomiprofessor på RUC Jesper Jespersen skrev før King’s College-konferencen på sin blog på Altandetlige.dk:
”Det er efter min mening hævet over enhver rimelig tvivl, at denne konference vil komme til at udgøre et ’turning point’ inden for makroøkonomisk teori. Ligesom kriserne i hhv. 1930erne og 1970erne ændrede makroteorien markant, så er det blevet åbenbart af den aktuelle finansielle og økonomiske krise, at lærebøgerne skal skrives om, thi kravet om større realisme i de makroøkonomiske modeller er blevet uomgængeligt.”
Hans kollega og medblogger på Altandetlige.dk Henrik Jensen, økonomiprofessor på Københavns Universitet, har siden ytret sig begejstret over en af konferencen deltagere: Harald Uhlig, der bestemt ikke er med på nybruds-bølgen.
Henrik Jensen fremdrager på sin blog særligt en af Uhligs-pointer, der med utrolig præcision illustrerer modstandernes position:
”Det er nemt at kritisere denne og lignende modeller, men inden for forskningsverdenen, må du enten rette ind eller holde mund [”put up or shut up”]. Kun en bedre model kan erstatte den eksisterende.”
Og det er så her, økonomerne nu står. Den ene halvdel efterlyser nye, bedre, mere pragmatiske, ikke så forsimplende modeller, der fanger mere af den økonomiske virkelighed. Over for dem står den anden halvdel og siger, at så længe I ikke kan vise os en bedre model, vil vi stadig have lov at bruge det bedste, vi har; de eksisterende modeller. Med Harald Uhligs ord ”you either put up or you shut up.”

Et turning point?
Gav konferencen så den efterlyste rystetur til økonomisk teori? Blev konferencen det ”turning point” for Jesper Jespersen, som han proklamerede forud for konferencen?
”Min gamle chef nævnte af og til, at jeg havde den svaghed, at jeg ind imellem kunne forveksle håb med realiteter,” lyder Jesper Jespersens udlægning et par uger efter konferencen på King’s College.
Økonomiprofessoren fra RUC er – og har længe været – en af dem, der håber, at nye vinde inspireret af gode gamle Keynes snart vil dominere.
Tanken er den, at når så få økonomer var i stand til at se krisen komme, må noget værre galt.
Den bredde erkendelse blandt økonomer er ved at samle sig om, at en stor del af finanskrisen, der kickstartede hele den økonomiske krise, skyldes fejlkonstruerede finansielle produkter, amerikanske boliglån – konstrueret efter antagelsen om, at priserne ville fortsætte op og, at renten ville forblive lav, samt at et boligprisfald i samtlige 50 amerikanske stater på en gang var en umulighed. Desuden kan årsagen findes i værdipapirer sammensat og bundtet efter principper, der skjulte risikoen og fik alle til at miste overblikket. Væddemål og grådighed. Den slags.
Men foruden det er der en stadig større gruppe, der mener, at fundamentale, generaliserende antagelser om rationelle agenter og efficiente markeder må afløses af mere pragmatiske, virkelighedsnære alternativer.
De mener, at finanskrisen har bevist, at den eksisterende skole har taget fejl.
Henrik Jensen, økonomiprofessoren fra Københavns Universitet, tilhører derimod den gruppe, der ikke er parat til at smide den eksisterende økonomiske teori på finanskrisens bål.
Blev konferencen på King’s College det ”turning point” for makroøkonomisk teori, som Jesper Jespersen har kaldt det?
”Jeg er nok lidt gammeldags. Jeg kan ikke se, at konferencen viser noget særlig nyt. Det er da skønt, at en mæcen som Soros skænker betragtelige summer til konferencer af denne art. Men et ”turning point” tror jeg ikke, det bliver, på basis af hvad jeg har læst. Højst et lille startskud.”

Den langsomme evolution
Henrik Jensen tilhører den koldblodige økonomrace. Forandringer er velkomne – men først når de kan erstatte en eksisterende model med et bedre alternativ.
”Blot fordi journalister, politikere og andet godtfolk helst taler om mindst et paradigmeskift, eller behovet for dette, hver gang der sker noget voldsomt, så skal økonomer ikke pr. automatik lægge sig og logre med halen. De skal ikke ligge under for modeluner; det må videnskabsfolk nærmest per definition ikke.”
Og det er da i virkeligheden også en langsom udvikling, der er i gang, mener Henrik Jensen. Når nobelprisvindende George Akerlof med sin økonomkollega Robert Shiller skriver en finanskrise-motiveret bog om de dyriske instinkters påvirkning af menneskers økonomiske beslutninger [bogen “Animal Spirits”, der udkom i
foråret 2009, red.], er det, som Henrik Jensen ser det, et opkog – eller frugten af – 30 års arbejde. Tilsvarende gælder for Joseph Stiglitz, en anden nobelprisvinder, der fik sin pris i 2001 for sit arbejde med imperfektioner af finansielle markeder og nu er et af trækplastrene i New Economic Thinking.
Som Henrik Jensen siger:
”Voldskomme ting skaber selvfølgelig et skift i fokus. Og det har man da oplevet. Ordene financial crises optræder vel nærmest i hver tredje makroøkonomiske artikels abstract for tiden. Så det er skam ikke, fordi finanskrisen bliver forbigået i tavshed af mainstream-økonomer. Der skal nok komme meget ny indsigt ud af krisen. Om det bliver et voldsomt skift i den forstand, at alt, der er skrevet før 2007, bliver nærmest værdiløst, det tror jeg bare ikke på.”
Hvor reform-skolen råber til lyd for en eller anden form for pragmatisme i den økonomiske teori, råber Henrik Jensen til lyd for den ultimative pragmatisme i tilgangen til økonomisk teori – og særligt nyudviklede teorier:
”Jeg er meget interesseret i at se fødsler af nye teorier. Om de så har det ene eller andet navn, tilhører den ene eller anden ”økonomiske skole”, det er jeg fuldstændig ligeglad med.
Det, jeg er interesseret i, er, om de gør os klogere på virkeligheden. Alt for mange har i disse tider for travlt med at putte teorier i bås og kræve den ene eller anden skole afskaffet eller rehabiliteret. Det er en død diskussion, som blot fastholder offentligheden og politikerne i en misforstået opfattelse af økonomi som noget, hvor man skal vælge side.”
The Economist omtalte formålet med Soros’ pengeindsprøjtning i New Economic Thinking, som en måde at hjælpe økonomerne til at bestige det rette bjerg.
De mest fortvivlede, nybruds-ivrige økonomer mener at se den øvrige økonomflok gå op ad det forkerte bjerg – og at bjerget er det forkerte har finanskrisen med tydelighed vist.
De fleste mainstream-økonomer fastholder dog stadig det synspunkt, at man bliver klogere af sine fejl, også af finanskrisen, men at forandringer skal komme med tiden af bedre viden – ikke af pludselige kriser. At økonomer hele tiden bliver klogere.

Kenneth Praefke (f. 1987) er stud.polit. og redaktør på de polit.-studerendes internetportal Altandetlige.dk. Har desuden skrevet freelanceartikler om økonomi til RÆSON, Uniavisen.dk og Weekendavisen. Kenneth blogger om økonomi på econblog.dk.

RÆSON