EFTER KRISEN En tsunami af regulering eller stærkere tilsyn?

28.04.2010

Den økonomiske krise har synliggjort et behov for et øget tilsyn med den finansielle sektor. Et tilsyn skal forhindre fremtidige kriser og på ny øge tilliden til finanssektoren. Svaret er dog ikke hovedløs regulering – vi er i dag ved at bevæge os fra et meget liberalt system og i den modsatte grøft.

Af Anne E. Jensen (MEP, V)

For nylig advarede Finansrådet – bankernes organisation – om, at kommende EU-regulering kan komme til at koste hver eneste dansker omkring 4000 kr. om året. Realkreditrådet advarer om, at den kommende regulering kan stoppe de billige flexlån [se ”Breve fra Bruxelles” i RÆSONs ugemagasin #12, red.] og i det hele taget fordyre boliglånene i Danmark.
Det er forslag til nye regler for pengeinstitutternes kapitalkrav, der vil betyde en opstramning, og dermed gøre kreditgivningen mindre risikabel, men også dyrere for almindelige borgere.
Efter min mening bør vi tage advarslerne meget alvorligt. Vi er ved at bevæge os fra et meget liberalt system over i den modsatte grøft, hvor en bølge af reguleringer risikerer at lægge en markant dæmper på det spirende økonomiske opsving.
Krisen har vist, at der er behov for nye reguleringer. Men den har først og fremmest vist, at der er behov for bedre offentligt tilsyn, både nationalt og overnationalt, der kan sikretilliden til finanssektoren.

Megen snak – få resultater
Der har været afholdt mange topmøder og er aftalt mange initiativer, men der er ikke gennemført megen konkret lovgivning endnu. Især i G20-regi er der aftalt retningslinjer, som nu skal udmøntes.
Men der er en voksende fornemmelse af, at vi som lovgivere risikerer at lave en masse ukoordinerede indgreb, der hver især synes fornuftige, men som tilsammen får utilsigtede effekter.
Det er forståeligt, at der er et politisk ønske om at stramme markant op. Det er jo essentielt for en moderne økonomis funktion, at man kan stole på finanssektorens stabilitet. Og finanssektoren har på globalt plan vist en fantastisk tonedøvhed over for politiske signaler. Det gælder både, når store pengeinstitutter udbetaler kæmpebonusser efter at være blevet reddet af skatteborgerne, eller når de fortsætter med udvikling af kreative produkter, ingen forstår dybden af.
Det er en sandhed uden modifikationer, at der er behov for en ny kultur og et opgør med en forretningsmoral, der lukker øjnene for ansvarlighed over for det omgivende samfund. Men svaret er ikke en hovedløs regulering, der også rammer institutioner, der har leveret sund og ordentlig forretning uden for stor risikotagning. Svaret skal være nøje tilpasset regulering kombineret med et langt bedre tilsyn. For det var i høj grad på tilsynssiden, der blev svigtet.
I oprydningen efter krisen indgår også retsopgør. For i den optimistiske feber i opsvinget frem til krisen var der også en frugtbar udviklingsmulighed for tvivlsomme forretning på kant med loven – eller som vi jo også har set det i Danmark – i strid med loven.
Disse retsopgør er også en illustration af, at der er behov for stærkere kontrol og tilsyn, så der gribes tidligere ind, når noget ser ud til at være for godt til at være sandt.

Regulering i EU og USA
Hvad skal der til for at undgå en finansiel krise af tilsvarende dimensioner for fremtiden? Og hvad skal EU gøre? Skal EU handle uafhængigt af USA? Finanssektoren er jo global. Der er stor usikkerhed om, præsident Obama kan skaffe opbakning til sine ønsker om regulering i Kongressen – herunder et indgreb mod banker, som er ”too big to fail”.
I EU er vi længere fremme i behandlingen af lovgivning om tilsyn, om kapitalkrav og om de såkaldte ”skyggebanker”, hedgefonde og kapitalfonde. Dele af denne EU-lovgivning ventes at være på plads ved udgangen af indeværende år. Særligt de nye regler for kapitalkrav rummer mange opstramninger, som i en dansk sammenhæng ser problematiske ud. Ud over de allerede nævnte problemer er der således i forslagene krav til bankansattes lønninger, som kolliderer med den danske model for arbejdsmarkedet.
Der er ikke tvivl om, at der er behov for at stramme kapitalkravene op, gøre dem mindre pro-cycliske og få en bedre afspejling af de risici, de skal afdække. Men opstramningen skal ske med fornuft
og med hensyntagen til den økonomiske situation, vi aktuelt befinder os i. Problemer lige nu er jo ikke, at bankerne låner for meget ud – tværtimod.
Desuden forekommer det grotesk, at disse kapitalkrav, der aftales i internationalt regi i centralbankernes bank – BIS – ikke hidtil har været gennemført i USA. Og det er vel ikke for meget sagt, at sygdommen i det globale finansielle system har sit udspring i netop USA.
Derfor kunne det måske være nyttigt at indgå en mere forpligtende aftale, traktat eller lignende, der forpligter USA til også at leve op til de skrappere kapitalkrav, man er med til at aftale.
Europa-Parlamentet har nedsat et udvalg, som skal undersøge, evaluere og analysere omfanget af den finansielle, økonomiske og sociale krise og se på, hvilke yderligere tiltag der er nødvendige. Der er mange og store problemer i samfundsøkonomien at tage fat på, fra krisen i Grækenland og andre lande til det store omfang af nationaliserede banker.
Vi må jo finde ud af, hvad patienten fejler, inden vi medicinerer. Det har der ikke været megen tid til i en situation, hvor man har måttet gribe til gentagne kriseindgreb og et uhørt omfang af statsstøtte – fordi alternativet var værre. Det er vigtigt at skelne mellem årsag og virkning af krisen.
Man skal være opmærksom på disse forskelle, ellers risikerer vi at udskrive den forkerte medicin, som måske vil give alvorlige bivirkninger.

Stærkere tilsyn
Der er ingen tvivl om, at på regulerings- og tilsynssiden er der stærke kræfter i Europa-Parlamentet, der ønsker et stærkere tilsyn over grænser, end det der konkret arbejdes med at gennemføre.
Fragmenterede nationale tilsyn har ledt til arbitrage i regulering og skabt konkurrence mellem landene om, hvem der kunne “tilbyde” den mest lempelige tilsynsstandard og praksis for ikke at komme til at stå dårligere i konkurrencen om at tiltrække finansielle institutioner. Det skal der nu laves om på.
Allerede nu er vi i Europa-Parlamentet ved at arbejde med et forslag, som skal styrke det finansielle tilsyn og regulering på europæisk plan. Vi skal have styrket tilsyn på både mikro- og makro plan for at lette informationsudvekslingen fra tilsynsautoriteter (mikroplan) til centralbankerne (makroplan).
Forslaget betyder et styrket finansielt tilsyn på hver af de tre sektorer: banker, værdipapirer og forsikrings- og pensionsfonde. Der skal skabes en myndighed for hver af de tre sektorer, og de vil få hovedsæde i henholdsvis Frankfurt, London og Paris, hvor de såkaldte Lamfalussy-kommitteer (samarbejde mellem EU-landenes nationale tilsyn) allerede eksisterer. Det er selvfølgelig det nemmeste at styrke det samarbejde, som allerede eksisterer – selv om det ikke fungerede.
Men det forekommer mærkeligt og uambitiøst, at myndigheder, der bør have et tæt samarbejde, skal spredes geografisk over hele Europa. Man kan også sætte spørgsmålstegn ved om denne opsplitning af tilsyn på sektorer er hensigtsmæssig. På den anden siden er der reelle forskelle i forretningsmodeller, der kan retfærdiggøre, at opsplitningen fastholdes. Men det ville da være smart at lave et enkelt tilsyn med tre søjler, der kan holde øje med de store pengeinstitutter i Europa, der opererer på tværs af grænser, og som kan formidle fælles retningslinjer for de nationale tilsyn og dermed fortsat fungere som ét netværk.
Dette europæiske finanstilsynssystem skal således bygge på et netværk af nationale tilsynsmyndigheder. De nationale tilsynsmyndigheder har detaljeret kendskab og ekspertise og skal således være ansvarlige for det daglige tilsyn, mens det europæiske tilsynssystem skal koordinere tilsyn på det grænseoverskridende niveau.
Det danske Finanstilsyn har indset behovet for at styrke sine kompetencer og var i november 2009 ude med en nydelig og skarpt formuleret pjece ‘Tilsyn med Kant’, der satte fokus på en ny strategi. Her kan bankernes bestyrelser orientere sig om, hvilke ulykker, der venter, hvis man ikke lever op til regler.
I pjecen melder Finanstilsynet, at de vil styrke tilsynet med bankerne, samt styrke risikobaseret og internationalt tilsyn. Og samtidig skabe en dynamisk og attraktiv arbejdsplads. Alle positive meldinger og tiltag, som kan tjene til inspiration på et europæisk plan.
Især er det vigtigt at have veluddannet og kompetent personale. Personalet skal være i stand til at øjne farer, der kan true den finansielle stabilitet. Men et veluddannet personale kræver ressourcer.
De dygtigste folk, der var ansat i tilsynsmyndigheder, søgte over mod den finansielle sektor, hvor de blev bedre aflønnet. Derfor er det også vigtigt at skabe de rigtige incitamenter, så man kommer sådanne eksempler til livs, fx ved at sikre en konkurrencedygtig aflønning inden for rimelighedens grænser!

Regulering – med fornuft
Der er ingen tvivl om, at EU har brug for et styrket fælles regelsæt for at kunne genskabe tilliden til kapitalmarkedet. Det ultimative mål må være, at finanssektoren får lov til at udfylde sit hovedformål, nemlig at fremskaffe og formidle kapital på den mest effektive måde til virksomheder og borgere.
I den økonomiske teori taler man om ‘prudent regulation’ – afbalanceret, hensigtsmæssig og fornuftig regulering, der styrker den finansielle sektor og dennes formål. Det er blandt andet nobelpristageren Joseph Stiglitz, der længe har været fortaler for en sådan tilgang.
Prudent regulation skal være baseret på generelle principper såsom klarhed, sammenhæng og gennemsigtighed – og den skal være enkel. Nogle af de nuværende problemer med regulering er en manglende forståelse for bankernes aktiviteter og en tro på, at man med få instrumenter kan detailregulere, bare man laver reguleringen tilstrækkelig kompleks.
Det er derfor i høj grad nødvendigt for os som politikere at få en bedre forståelse af den finansielle sektors adfærd for herigennem at kunne udforme en effektiv, enkel og tilstrækkelig regulering, som vil kunne adressere den iboende risiko af bankaktiviteter.
Hvis de amerikanske regulatorer således havde haft en bedre forståelse af de amerikanske sub prime lån, ville de højst sandsynlig have været bedre i stand til at lave regler, der havde forebygget den finansielle uro.

Den politiske realitet
Man kan så spørge om det, der nu tegner sig, er en sådan prudent regulation. Det er ikke bare økonomisk teori, der præger debatten om den fremtidige regulering, men også en massiv og forståelig politisk vrede over den adfærd, finanssektoren har præsteret i en årrække – grådighed og alt for stor risikotagning.
Ud over regler, der skal sikre større gennemsigtighed, med krav til kreditvurderingsinstitutter og nye regnskabsregler, er skærpede kapitalkrav, skærpet banklovgivning med rammer for bankers aktivitet, regulering af de såkaldte ”skyggebanker”, hedgefonde og kapitalfonde og en regulering af banker som er ”too big to fail” på tegnebrættet. Dertil kommer retningslinjer for beskatning af banker, der betyder skærpet beskatning.
I USA foreslår præsident Obama den såkaldte ”Volker-rule”, som vil betyde, at banker ikke vil kunne operere kapitalfonde eller involvere sig i ejendomsmarkedet, medmindre disse aktiviteter er kunderelateret.
Obamas plan er blevet kaldt radikal, men Volker-reglen er i princippet blot en genindsættelse af Glas-Steagall-loven, som blev afskaffet i 1999. Den vil separere de kommercielle bankaktiviteter, som er essentielle for en velfungerende finansiel sektor, fra de mere spekulative aktiviteter, som svækker den finansielle stabilitet. Vi får se, om den overlever behandlingen i Kongressen, men meget tyder på det.

Beskatning af bankerne
Der har længe været politiske ønsker om en såkaldt Tobin-skat på finansielle transaktioner blandt venstreorienterede. Og nu kommer der så en skat på bankerne – men ikke en decideret Tobin-skat.
Vi har ingen global skatteopkræver, så det bliver de enkelte lande, der selv bestemmer, hvor meget de vil hæve beskatningen af finanssektoren. Men da finanssektoren er global, har Valutafonden begyndt et arbejde med fælles retningslinjer. Ideen er blandt andet, at de lande, der har givet store statstilskud til finanssektoren, skal kunne få skatteborgernes penge igen. Beskatningen af bankerne skal ifølge forslagene målrettes de spekulative aktiviteter og ikke alle bankoverførsler under et, sådan som en Tobin-skat gør.
Samtidig skal de indsamlede midler bruges til en bail-out af fremtidige bankkrak eller ende i statskassen og ikke til at finansiere udviklingsbistand, som ofte har været ønsker blandt tilhængerne af en Tobin-skat.
Banker og andre finansielle institutioner kan komme til at betale to nye slags afgifter. Valutafondens forslag er mere radikalt end først antaget. Alle finansielle institutioner skal betale en simpel bankafgift samt en skat på profit og aflønning. Bankerne skal betale disse afgifter til brug af fremtidige finansielle og økonomiske redningspakker.
De internationale regulatorer og ledende politikere påstår, at de har overblikket og kan sikre, at de mange nye tiltag bliver koordineret og målt på deres effekt på realøkonomien. Dermed skal man kunne sikre, at indgrebene ikke fører til en ny krise.
Lad os håbe at de har ret!

Fra Bruxelles skriver I RÆSONS UGEMAGASIN:
Dan Jørgensen, Anne E. Jensen, Morten Messerschmidt, Emilie Turunen og Bendt Bendtsen.

RÆSON