Derfor bør EU ikke sende katastrofehjælp

10.02.2010

Da EU sendte nødhjælp til Haiti i kølvandet på det omfattende jordskælv d. 12. januar, var en længere proces at få koordineret hjælpen. Per Stig Møller har i Politiken (d. 25. januar) beklaget, at EU’s nødhjælp var så længe undervejs. RÆSON spørger medlem af Europaparlamentet Morten Messerschmidt: Kan og bør EUs nødhjælpsindsats effektiviseres fremover?
HAITI

Af Morten Messerschmidt (MEP, DF)

BRUXELLES. Der blev samlet mere end 130 millioner kroner ind ved Danmarks Indsamling til jordskælvsofrene i Haiti og kvinder i Afrika d. 30. januar. Der var tale om et enestående resultat, som viser danskernes store offervilje i alvorlige situationer som denne. På samme måde har der været spontane, nationale indsamlinger i en række andre europæiske lande.
Danmark yder bestemt sin andel med hensyn til ulandsbistand. Vores bidrag udgør 0,85 procent af BNP – eller i 2008: 15 milliarder kroner. Til sammenligning har EU-landene meget svært ved blot at nå EU’s egen målsætning om, at 0,55 procent af EU’s BNP skal gå til ulandsbistand – for ikke at tale om FN’s anbefalede niveau på 0,7 procent, der befinder sig lysår borte.
Pointen er, at man først og fremmest kan stille spørgsmålstegn ved, hvorvidt udenrigsminister Per Stig Møller har ret, når han beklager, at EU’s nødhjælp har været for længe om at nå frem; er det i det hele taget er relevant og ønskværdigt at lade EU tage sig af den opgave? Er det ikke indbygget i EU, at alting tager lang tid, og at de enkelte medlemslande har langt lettere ved at yde hjælpen på nationalt plan?
Når en katastrofe er indtruffet, drejer det sig om at få hjælpen dirigeret i den rigtige retning så hurtigt som overhovedet muligt. Hvert sekund tæller! Derfor er der ikke tid til at kæmpe med de bureaukratiske og logistiske flaskehalse, som EU er så berygtet for. Når en alvorlig situation er indtruffet, nytter det ikke noget at afholde møder for at koordinere. Hjælpen skal frem her og nu.
Hjælpen koordineres bedst i det enkelte medlemsland, hvor rutinerne er indarbejdet, og hvor alle led kan kommunikere effektivt med hinanden. Hertil kommer et andet – og ligeså vigtigt – aspekt: Katastrofehjælp kan ikke stå alene. Hvad nytter det at flyve fødevarer, telte og læger ind for derefter at overlade den nødstedte befolkning til sig selv? Katastrofehjælp og ulandsbistand bliver dermed to sider af samme sag.
Alligevel er der grund til at skelne mellem to forskellige former for hjælp: Den akutte og øjeblikkeligt lindrende nødhjælp og den mere langsigtede u-landsbistand. I begge tilfælde kan man argumentere for den nationale model. På nødhjælpsområdet fordi effektiviteten er langt bedre nationalt, på u-landsbistandsområdet, fordi det nødvendigvis må være op til det enkelte medlemsland at vurdere, hvilke lande det ønsker at støtte.
Danmarks Indsamling viste, at danskerne var mere end villige til at hjælpe, fordi de fik sat ansigter på nøden – og fordi de fik en klar fornemmelse af, at det nyttede at hjælpe. Den statsligt styrede ulandsbistand er ligeledes vigtig, men den lider af det handicap, at den forvaltes af en gruppe bureaukrater efter nogle på forhånd fastlagte retningslinjer. For befolkningen er det dermed uklart, hvad pengene i grunden går til. Denne usikkerhedsfølelse vil om muligt blive endnu større, hvis hjælpen skal forvaltes på unionsniveau.
Katastrofehjælp skal for mig at se ikke ligge i EU-regi, men man kunne forestille sig, at hvert enkelt medlemsland ydede penge til en nødhjælpsfond med en noget mere smidig og tidssvarende forvaltning end EU’s – en fond, hvis konkrete indsats sagtens kunne “udliciteres” til en ngo som Røde Kors eller andre. På den måde kan man få det bedste fra begge verdener. En fælles indsats på et effektivt grundlag.
Jordskælvskatastrofen i Haiti har vist os, at det bestemt ikke skorter på offervilje, men at en lang række andre problemer har forhindret hjælpen i at nå frem. Efter jordskælvet blev stort set al infrastruktur i Haiti smadret, og med til historien hører, at landet i forvejen er et verdens mest
kaotiske og fattige lande præget af korruption og kriminalitet. Hertil kommer, at de forskellige hjælpende lande ikke har kommunikeret tilstrækkeligt med hinanden, og at amerikanerne i stort omfang har kørt deres eget løb.
Hvilken gavn kan EU-hjælp gøre, hvis et land som USA ikke er med? Måske havner hjælpen det helt forkerte sted, hvis europæerne deler fødevarer ud på et sted, hvor amerikanerne lige har været. En effektiv katastrofehjælp overstiger EU’s formåen og befinder sig bedst i et samarbejde mellem enkeltlande på hele Jorden. Når det kommer til handling samt viljen til at sætte den fornødne magt bag en katastrofeindsats i et land, hvor alt er kaos, viser historien, at det først og fremmest er USA, der er villig til at risikere noget. Men selv om hjælpen planlægges bedst og hurtigst i de enkelte lande, må den naturligvis organiseres i fællesskab.

Hvis vi kaster blikket på ulandshjælpen, gør de samme betragtninger sig gældende.
U-landsbistanden er grundlæggende betinget af befolkningernes accept og deres følelse af, at pengene gør gavn.
Derfor forstår jeg godt unionstilhængernes ønske om at centralisere u-landsbistanden, eftersom det vil fjerne konsekvenserne af uheldige beslutninger fra borgernes bevidsthed i endnu højere grad. Men vi mennesker er nu en gang så “egoistisk” indrettede i Kierkegaardsk forstand, at vi gerne vil se resultater af den hjælp, vi giver. Vi vil se folk, der har fået det bedre. Vi vil høre succeshistorier – og det har man generelt været alt for dårlig til fra både medlemslandenes og EU’s side.
Danmarks Indsamling viser, at befolkningen ønsker at tage ansvar, men samtidig også, hvor afgørende den konkrete kontekst er.
Det er ikke sandsynligt, at EU vil kunne koordinere denne opgave i fremtiden – heller ikke efter Lissabon-traktatens ikrafttræden. EU er på den ene side en bureaukratisk kæmpe, og på den anden side en ynkelig dværg. Mens folk lider, vil EU ivrigt diskutere omfang og målretning af hjælp. Katastrofehjælp og u-landsbistand skal efter min opfattelse holdes så tæt på befolkningerne som overhovedet muligt, og her er det samtidig vigtigt, at man giver helt almindelige mennesker mulighed for at engagere sig personligt i hjælpearbejdet. Tænk på, hvordan en dansk nødhjælpsarbejder, den 49-årige Jens Tranum Kristensen, som selv, efter at have været begravet under ruinerne i Haitis hovedstad Port au Prince i fem dage, insisterede på at blive i landet for at hjælpe. Den indstilling kan intet bureaukrati frembringe – uanset hvor smukke hensigterne er.
Når man efterlyser en EU-indsats på katastrofehjælpsområdet, bør man ligeledes overveje, om ikke sporene skræmmer. Har FN altid udvist den fornødne effektivitet, eller har der ikke også her været gevaldige problemer, når det kom til at koordinere en indsats – og har FN ikke altid været en ren dværg, når det var påkrævet at sætte magt bag sine ord? I et land som Haiti er der ikke alene brug for nødhjælp; der er også brug for sikkerhed. I forbindelse med jordskælvet styrtede et fængsel sammen, hvorved flere tusinde farlige kriminelle pludselig kom på fri fod – hertil kommer, at plyndringer og røverier hører til dagens orden i kølvandet på katastrofen.
Katastrofehjælpen kan ikke stå alene, men må bakkes op af en militær og politimæssig indsats for at sikre, at hjælpen kommer frem til de nødlidende – heller ikke her ville EU være til nogen som helst nytte. EU ville passivt se til, mens kriminelle får lov at sætte dagsordenen. Kun USA har haft viljen til at gribe effektivt ind over for forbrydervældet.
Dette ikke er nogen bandbulle mod EU. EU er god til at masse ting. Men når det kommer til hurtig og effektiv handling, når det kommer til en situation, hvor hvert sekund tæller, og hvor menneskeliv står på spil, så er EU ikke svaret. Det er derimod et samarbejde mellem selvstændige nationer – og meget tyder i den nuværende situation på, at det kun er USA, der har den nødvendige vilje til at indsætte den nødvendige magt for at kunne hjælpe.

Fra Bruxelles skriver I RÆSONS UGEMAGASIN:
Dan Jørgensen, Morten Messerschmidt, Emilie Turunen, Jens Rohde og Bendt Bendtsen.

RÆSON