Der er ingen løsning på vej i Nordkorea: Kina har nøglen, men kommer ikke til at bruge den

Der er ingen løsning på vej i Nordkorea: Kina har nøglen, men kommer ikke til at bruge den

24.11.2010


Så gjorde Nordkorea det igen – agerede tilsyneladende aggressivt og ude af proportioner på en sydkoreansk militærøvelse. Og det er i den grad ikke første gang at Pyongyang iscenesætter et stunt, der bringer det forarmede Nordkorea frem på verdens avisforsider.

Af Magnus Hjortdal

Reaktionerne på det nordkoreansk angreb, der ramte den sydkoreanske ø Yeonpyeong tirsdag morgen, har været forudsigelige. Vesten, USA og dets allierede i Østasien har alle taget skarpt afstand fra bombardementet. Kina (og Rusland) har på diplomatisk vis undladt at vælge side, men på ægte Beijing-manér udtrykt bekymring over situationen og fremført at sekspartsforhandlingerne må genoptages.
Pyongyang forsvarer angrebet: Det var en reaktion på at ”the puppet regime in South” – som det statslige nordkoreanske nyhedsbureau, KCNA, kalder Sydkorea – havde affyret skud ind i nordkoreansk farvand. Selv, hvis det er sandt, så er reaktionen fra Nordkorea ikke proportional med den sydkoreanske handling.
     Derfor må man antage, at Nordkorea har en interesse i at eskalere situationen for at opnå fordele. Der har igennem længere tid været spekuleret i, hvad Nordkorea egentlig vil opnå med sine gentagne provokationer, og ligeså længe har der været udmærkede svar herpå. Grundlæggende ønsker Nordkorea at opnå en så god aftale som muligt – en aftale der både kan sikre landets fortsatte eksistens, gøre landet mere velstående, og sidst men ikke mindst, holde den nuværende ledelse ved magten. En sådan aftale er det ikke lykkedes at komme igennem med endnu, og Nordkorea forsøger derfor at få verdens opmærksomhed for at vise alvoren bag dets nuværende rolle i regionen.

Fra et vestligt perspektiv ser vi lidt anderledes på sagen.
     I forhold til konkret at løse det nordkoreanske problem nævner mange iagttagere og eksperter Kinas rolle. Og det er da også rigtigt, at Kina har en vis indflydelse i forhold til Nordkorea. Men man tager fejl, hvis man tror, at Beijing kommer ikke til at bruge sin indflydelse til at ændre den nuværende situation mærkbart.
     Generelt er Kinas indflydelse på Nordkorea præget af to modsætninger. Kinas indflydelse er på den ene side overvurderet, da Pyongyang ikke lytter til nogen som helst. På den anden side kan Kina skære energi og madforsyningerne til Nordkorea væk, hvilket – ifølge pålidelige kilder – vil få at regimet vil falde indenfor en måned.
     Men hvis det er så nemt, hvorfor gør Kina det så ikke?

For det første er det vigtigt, at man som udenforstående er klar over, at Kina har gjort så meget det kan for at præge Kim Jong-il til at slå ind på en mere bæredygtig vej. Det er ikke tilfældigt, at Kim Jong-il er blevet vist rundt i kinesiske industriområder de seneste par gange ’den kære leder’ har besøgt landet. Det har helt klart været forsøg på at vise Kim Jong-il den rette vej – ved at gøre som Kina. Man kan dog blot konkludere, at Beijings forsøg på at påvirke Pyongyang til reformer ikke har virket på den korte bane. Tværtimod har man oplevet en øget nordkoreansk fjendtlighed rettet mod omverdenen.

Der er med andre ord grænser for Kinas indflydelse, hvilket man kan se i både det aktuelle angreb på Sydkorea, men også ved tidligere nordkoreanske provokationer som torpedoangrebet på det sydkoreanske krigsskib, Cheonan. Hér hverken rådførte eller orienterede Pyongyang Kina tilfredsstillende, hvilket adskillige amerikanske og kinesiske eksperter fortæller mig.

Lad os vende tilbage til det centrale spørgsmål. Hvorfor ønsker Kina ikke at lægge yderligere pres på Nordkorea? Det er der flere grunde til. Den klassiske er, at kineserne er bekymrede over de massive flygtningestrømme, der vil krydse Yalu-floden og potentielt ’besætte’ større dele af det nordøstlige Kina. Det vil dreje sig om ekstremt fattige mennesker, som Kina ikke har nogen interesse i at tage sig af. Dette er for mig at se dog ikke det vigtigste. Derimod hænger Kinas modstand mod at støtte øgede krav, der kan føre til Pyongyangs fald, sammen med, at Sydkorea reelt vil blive nabo til Kina. Det vil indebære, at Kina – overnight – bliver nabo til ikke blot et fremadstormende liberalt demokrati, men også nabo til 25.000 amerikanske soldater, der siden Koreakrigens afslutning i 1953, har udgjort en væsentlig del af USA’s Stillehavsflåde og dermed USA’s markante indflydelse i det østasiatiske område.
     Vil de amerikanske soldater bevæge sig nordpå og placere sig tæt på den kinesiske grænse? Vil Sydkorea blive en atommagt, når og hvis de skulle få det nordkoreanske atomvåbenprogram under deres kontrol? Vil Kina få endnu en amerikansk allieret som naboland, og kan det bruges i USA’s øvrige forsøge på at balancere Kinas stigende magt?
     Det er sådanne spørgsmål, der driver Beijings overvejelser, og man kan derfor godt forstå, at en meget langsom nordkoreansk reformering hen imod en kinesisk model, vil være den optimale løsning for Beijing.

Men ud over alle disse spørgsmål, der bekymrer Beijing, så er det min vurdering, at der er et vigtigt element omkring Beijings holdning til Nordkorea, der baserer sig på et følelsesmæssigt og historisk bånd. I kinesiske medier og af ministre omtales Nordkorea som Kinas blodsbrødre, hvis evige bånd blev knyttet under Koreakrigen. Det spiller en rolle i Kina, selvom man kan være nok så irriteret over Pyongyangs handlinger. Derudover vil det være svært at forsvare over for den kinesiske befolkning, at Kina deltog i Koreakrigen til ingen verdens nytte, hvis man skulle gå imod Nordkorea nu, samt at Kina, som kommunistisk stat, medvirker til at bringe en af de få, resterende kommunistiske stater til grunde.

I den nuværende situation er det naturligt at iagttagere mener, at Kina skal spille en større rolle og forsøge at løse problemet. Det er også givet at USA forsøger at få Beijing til at lægge pres på Pyongyang.
     Men det vil alligevel ikke få Kina til at gøre en afgørende forskel i Nordkorea-spørgsmålet, og vi må nok indstille os på at en stat som Nordkorea, der har en stor hær og sandsynligvis besidder atomvåben, har relativt frit spil i forhold til at foretage sig urimelige eskalerende handlinger (vi må håbe Iran ikke lader sig inspirere yderligere). Visse iagttagere mener, at situationen kan løses. Det mener jeg ikke er umuligt, men det vil blive usandsynligt svært at få Kina til at spille med på en løsning.
     Spørgsmålet er, om ikke Pyongyang selv er den eneste aktør, der kan bringe regimet til fald.

Magnus Hjortdal, forskningsmedarbejder, Forsvarsakademiet.