DEMOKRATERNE VS. REPUBLIKANERNE Obama i offensiven

17.02.2010

Præsident Obama forsøger at udfordre republikanerne foran rullende kameraer. Han har netop startet en ny offensiv, men virker den, og hvad foregår der egentligt i forholdet mellem Obama og det Republikanske Parti? RÆSON har snakket med en præsidentiel ekspert.

Af Jakob Jessen, Washington, D.C.

For tre uger siden stod en presset mand foran sin nation. I Massachusetts havde en truck-kørende republikaner, en tidligere nøgenmodel, vundet det afdøde demokratiske ikon, Robert Kennedys senatsæde. Konsekvenserne i Washington var til at få øje på: demokraternes superflertal i senatet var forsvundet, og sundhedsreformen var kuldsejlet. Dertil kom en arbejdsløshed på mere end 10 procent. Dårlige meningsmålinger. Undertøjsterrorister.
Før han gik på talerstolen kunne Barack Obama i dagens Washington Post konkludere, at ”Præsidenten er i problemer, partiet er i uorden”, mens New York Times diagnosticerede krisen som: ”den værste storm under denne administration”. Det gik ikke godt.
”Hvor Clinton drejede til højre, pløjer Obama fremad”, hed overskriften næste dag i New York Times. I sin tale havde Obama lanceret en ny offensiv; republikanerne skulle udfordres. Og det blev de.
Allerede dagen efter sin tale rejste Obama ud til Baltimore for at møde republikanere til en fjernsynstransmitteret spørgsmål-svar-session. De møgirriterende republikanere – der havde nægtet at tage ansvar i forhandlinger om den sundhedsreform, de kaldte et ”socialistisk plot”, og som havde omtalt demokraternes nederlag i Massachusetts som amerikanernes hævn over en præsident, der prøvede at ”presse en sundhedsreform ned i halsen på det amerikanske folk” – skulle sættes på plads.
Og det gik godt for præsidenten. Rigtig godt, faktisk. Men tre uger efter er spørgsmålet imidlertid: Går det stadig godt; har offensiven ændret andet end overskrifter?

Obama skal vurderes på resultater
Stephen Wayne – professor i amerikansk politik ved Georgetown University og forfatter til en bunke bøger om amerikanske præsidenter – har ikke set tegn på, at Obamas nye strategi fungerer. Endnu.
”Om det virker, afhænger jo ikke af ændringer på et eller to point i meningsmålinger. Obamas offensiv skal vurderes på resultater. Og dem har vi ikke set nogle af endnu”, siger han i et interview med RÆSON.
Obama satte i sin tale arbejdsløshed og økonomien øverst på agendaen, dog uden at forlade ambitionerne om at gennemføre en omfattende reformering af det amerikanske sundhedssystem. Og han opfordrede republikanerne til at deltage helhjertet i forhandlinger om sundhedsreformen:
”Her er hvad jeg beder kongressen om: I må ikke forlade forhandlingerne. Ikke nu. Ikke når vi er så tæt på. Lad os finde en måde at finde sammen og fuldføre arbejdet for det amerikanske folk. Lad os få det gjort. Lad os få det gjort!”, sagde præsidenten.
Den opsang presser republikanerne til at vælge; samarbejde eller sabotage. Og hvis ikke republikanerne vælger samarbejde åbner det en strategisk mulighed for Obama og demokraterne, mener Stephen Wayne:
”Obamas offensiv har sat republikarne i en position, hvor de – hvis de ikke samarbejde – kommer til at fremstå som obstruktionister. Og det giver Obama muligheden for at føre en kampagne, som den Harry Truman førte imod ‘the do-nothing Republicans’ i 1948”.

Republikanerne er fanget i en fælde
Med invitationen til endnu et tv-transmitteret møde i slutningen af februar mellem Obama og republikanerne – denne gang med sundhedsreform på dagsordenen – har Obama givet republikanerne en mulighed for at afkræfte billedet af ‘the do-nothing Republicans’.
Men.
Republikanerne ved, at de ikke kan matche Obamas mundtøj. Præsidenten gjorde det så godt, da parterne mødtes i Baltimore, at adskillige republikanske kilder efterfølgende fortalte NBC’s reporter Luke Russert, at de fortrød at have inviteret præsidenten.
Og omvendt: møder republikanerne ikke op til sundhedstopmødet bekræfter de netop billedet af ”the do-nothing Republicans”.
Obama har således – med den konservative kommentator Andrea Tantaros’ ord – ”fanget republikanerne i en fælde”, hvor de enten må
acceptere invitationen og lade sig rykke rundt retorisk i direkte fjernsyn eller fremstå som en flok mavesure obstruktionister.
Og de inviterede republikanere har da også åbenlyst svært ved at bestemme sig; ”do-something” eller ”do-nothing”?
”Jeg ønsker ikke at gå lige i Obamas fælde. […] Jeg ønsker at gå derind og føre en reel samtale”, fortalte John Boehner, der er leder for republikanerne i Repræsentanternes hus, til Fox News i sidste uge.
Men Stephen Wayne er ikke så sikker på, at det kun er Obama og demokraterne, der vil drage nytte af en tv-transmitteret forhandling om sundhedsreformen.
”Der er helt bestemt en masse frustrationer i den amerikanske befolkning, fordi regeringen ikke synes at fungere. Og hvis Obama – som et resultat af de her møder – kan skabe et billede af, at der arbejdes sammen, tror jeg både republikanere og demokrater vil få noget ud af det”, fortæller professoren og tilføjer, at præsidentens tv-tække ikke er nogen garanti for succes i et set-up, Wayne anser for at være ”et tricky spil”.
”Der er intelligente mennesker på begge sider af det politiske spektrum”, understreger professoren.

Det her handler om midtvejsvalget
Obamas offensiv er altså et forsøg på at bringe republikanerne på banen i spillet om de store reformer; job, økonomi, sundhed.
Men det handler ikke alene om at tvinge de republikanske parlamentarikere til forhandlingsbordet. Det handler også om et midtvejsvalg. I november skal amerikanerne stemme om samtlige 435 sæder i Repræsentaternes Hus – et valg, der har afgørende betydning for Obamas manøvremuligheder.
”Hvad vi ser, er altså Obama og demokraterne, der går i offensiven for at minimere deres tab”, forklarer Stephen Wayne.
Mens Obama holder næsen – men måske ikke længere munden – over vandoverfladen med målinger, der viser, at næsten halvdelen af amerikanerne er tilfredse med præsidenten, synker Det Demokratiske Parti lige så stille mod bunden. I den seneste måling – foretaget af Rasmussen Reports – siger 44 procent af adspurgte, at de vil stemme republikansk, hvis der var valg i dag, mens 36 procent vil stemme demokratisk. For et år siden var tallene 42 procent over for 38 procent i demokraternes favør.
Ifølge Stephen Wayne er der tre årsager til, at Obama klarer sig, mens demokraterne er i problemer: ”For det første: Præsident Obama er moderat, mens demokraterne, der kontrollerer kongressen, er liberale. Der er altså en politisk kløft. For det andet: Kongressens resultater – som bestemt ikke er ubetydelige i Obama-administrationens første år – er blevet overskygget af en sundhedsdebat, der er blevet trukket utroligt i langdrag. Det har betydet, at offentlighedens syn på kongressen er utroligt negativt, mens Obama til en hvis grad har holdt sig for god til slåskampene i kongressen. Men det er også en del af problemet. For den tredje årsag er netop, at Obama har uddelegeret alt for meget magt til kongressen. Han troede, han kunne uddelegere magt og ansvar til kongressen og stadig kontrollere resultatet. Han uddelegerede ganske rigtigt både magt og ansvar til kongressen, men har ikke kunnet kontrollere resultatet.”
Men betyder den her splittelse, at Obama ikke vil være i stand til at påvirke udfaldet af midtvejsvalget i november?
”Hans rolle vil ikke være at få amerikanerne til at tænke: ’aha, Obama siger, ham dér er en flink fyr. Ham stemmer jeg på!’. Men han spiller en vigtig rolle i to sammenhænge. For det første spiller han rolle i forhold til at rejse de økonomiske midler. Og for det andet har han en vigtig rolle i forhold til medierne. Han skal bruge sin position til at flytte opmærksomheden væk fra intern ballade og hen imod de positive politiske tiltag, der er blevet overset. Hvis det lykkedes, vil det være en stor hjælp for de demokratiske kandidater”, fortæller Wayne.

Clinton kom aldrig ud af krisen
I amerikansk politik er det nærmere reglen end undtagelsen, at den siddende præsidents parti mister sæder i kongressen. Demokraternes nedtur kan derfor dårligt komme som en overraskelse, mener Stephen Wayne.
”Det er jo ganske normalt, at oppositionspartiet vinder sæder ved midtvejsvalgene, og det vil også være resultatet efter dette års midtvejsvalg. Men hvor mange sæder, og hvorvidt det reelt kommer til at gøre en betydelig forskel, er stadig uklart”, forklarer han
Når det er sagt, ser professoren en slående lighed mellem de problemer, Obama oplever for tiden, og de ubehageligheder, hans demokratiske forgænger, Bill Clinton, måtte igennem, før han opgav at gennemføre en omfattende sundhedsreform.
”Det ligner 1993 forfærdeligt meget. Her har vi en ny præsident. Han har lovet en masse – har skabt en masse forventninger – men han bliver viklet ind i en sag med et resultat, der ikke ligefrem er fordelagtigt.”
Kan han lære noget af Clintons vej ud af den politiske krise?
”Clinton kom aldrig ud af krisen! Krisen bestod i, at republikanerne overtog kongressen, og at Clinton var tvunget i defensiven de næste seks år.”

Jakob Jessen studerer Dansk ved Københavns Universitet og læser i øjeblikket tilvalgsstudier ved American Univeristy, Washington, D.C.
Han har tidligere bidraget til RÆSON med interviewartikler og kommentarer og har desuden en fortid som praktikant ved netavisen Altingets Christiansborg-redaktion.

RÆSON