DEBAT Italiensk politik er mere end Berlusconi

17.03.2010

RÆSON bragte i årets første ugemagasin – #1, årgang 2 – en artikel af Ida Krogh Mikkelsen om Italiens immigrationsaftale med Libyen fra august 2009. Da Simon Pasquali kommenterede på artiklen – i ugemagasin #3 – blev det startskuddet på en debat mellem de to, om Berlusconis Italien og landets forhold til EU. RÆSON bringer her sidste indlæg i debatten.

Mediedækningen af Italiens politik er alt for overfladisk – så langt er Ida Krogh Mikkelsen (IKM) og jeg enige. Dog mener jeg fortsat, at det er forsimplet at kalde den italienske regering udemokratisk. Mht. EU må man ikke tage den udenrigspolitiske retorik for gode varer – udenrigspolitikken er realistisk og ikke idealistisk.

Af Simon Pasquali

Mediedækningen af italiensk politik er overfladisk – og Berlusconi fylder for meget
Det glæder mig, at IKM og jeg er enige om, at dækningen af italiensk politik i danske medier generelt er overfladisk. Det var nemlig baggrunden for min første kommentar til IKM’s artikel, ”Europas højrepartier holder hånden under Berlusconi” [RÆSON ugemagasin #1, 3.februar 2010], hvor jeg argumenterede for, at mange udenlandske journalister blot karikerer italiensk politik, hvorved læserne ikke bibringes nye indsigter.
Hvordan kan man så skabe en mere nuanceret mediedækning? Ifølge IKM synes kritiske historier, som hendes egen – om aftalen mellem den italienske regering og det libyske styre – at være vejen frem. Jeg holder meget af kritiske historier, da de kan være med til at sætte vigtige problemer på dagsordenen. Men fra min synsvinkel bør en mere nuanceret mediedækning af italiensk politik indeholde mere end kulørte historier om Berlusconis privatliv og kritiske reportager om Italiens realpolitiske udenrigspolitik. Hvis al omtale bliver negativ, bliver mediedækningen nemlig ensidig, jf. mit første indlæg.
En mere nuanceret mediedækning bør også interessere sig for alle de dele af italiensk national, regional og lokal politik, som har meget lidt med Berlusconi at gøre. Hvor mange danskere har eksempelvis hørt om Gianfranco Fini, som er formand for deputeretkammeret, og som sandsynligvis bliver Italiens næste regeringschef? Endelig bør dækningen finde sted på en indsigtsfuld måde, der bl.a. holder fast i den præmis, at mange italienere nærer en betydelig modvilje mod den centrale italienske stat. Det har en række implikationer for italiensk politik, bl.a. at tiltag, der øger decentraliseringen på bekostning af Roms magt, næsten altid bliver vel modtaget, og at der derfor er grobund for regionalistiske partier og bevægelser á la Lega Nord.

Italien er et demokratisk land – med en demokratisk regering
IKM fastholder, at Berlusconi – og dermed den italienske regering – er udemokratisk. Det gør hun, selvom hun medgiver, at hun er ”åben over for relative forskelle demokratier imellem”, og at Berlusconi ”overholder basale demokratiske spilleregler”. Jeg tror, at det er den helt afgørende forskel mellem vores opfattelser af italiensk politik, hvorfor vi – som IKM er inde på – næppe bliver enige. Jeg vil derfor blot sige følgende:
For det første interesserer den demokratiteoretiske litteratur sig først og fremmest for, hvorvidt et lands politiske system er demokratisk. Det er ikke uden grund: Hvis et land har et solidt politisk system, er det nemlig begrænset, hvor meget de enkelte skiftende politiske aktører kan ændre. Der er med andre ord en høj grad af inerti. Det gælder også i Italien, hvor Berlusconi IKKE har ændret grundlæggende ved det politiske system i form af eksempelvis en forfatningsændring, ligesom flere af hans love er blevet underkendt af forfatningsdomstolen, hvilket han har rettet sig efter.
For det andet vil jeg fastholde, at IKM ikke har præsenteret argumenter, der berettiger, at Berlusconi og hans regering kan kaldes udemokratisk. Problemer med minoritetsbeskyttelsen og visse interessekonflikter er efter min mening slet ikke nok. Som jeg fremhævede i mit seneste indlæg – og som IKM afviser uden at argumentere for det – er en række forudsætninger for demokrati opfyldt i Italien: Først og fremmest har Italien et levende civilsamfund: Mange italienere er engagerede i et væld af foreninger, politiske bevægelser og religiøse aktiviteter.
Desuden er der en høj grad af pluralisme og kontestation i Italien, hvilket bl.a. fremgår af de italienske af aviser og RAI’s [italiensk public service-medievirksomhed, red.] tre kanaler, som er fyldt med politisk debat, og som modsat den gængse forestilling i Danmark er mindst lige så politisk afbalancerede som DR. Desuden eksisterer der en livlig debatkultur blandt almindelige italienere.
Endvidere har Italien uafhængige domstole. De er langt stærkere end de danske, bl.a. fordi de aktivt prøver loves overensstemmelse med forfatningen. IKM lægger tilsyneladende stor vægt på Berlusconis udfald mod de italienske dommere. Forfatningsdomstole er per definition mere politiske end almindelige domstole, idet deres funktion netop er at blande sig i den politiske proces. Derfor er det også naturligt, at de møder kritik fra politisk hold, jf. også den hyppige og ofte massive kritik af EU-domstolen. For mig er det afgørende, at den lovgivende og udøvende magt respekterer forfatningsdomstolens afgørelser, og i såvel EU som i Italien sker det stort set altid.
Endeligt har Italien en velfungerende blandingsøkonomi. Det afviser IKM med henvisning til de ”græske tilstande” i italiensk økonomi, hvilket er en aldeles unuanceret påstand. Man må sondre mellem den offentlige og den private økonomi i Italien: den offentlige har i mange år været præget af store budgetunderskud, som gør, at den offentlige gæld ligger på over 100 pct. af BNP. I kriseåret 2009 var underskuddet 5,3 pct. af BNP. Til sammenligning forventes det danske budgetunderskud i år at ligge på 5,5 pct. Den private økonomi er til gengæld velfungerende med et væld af små og mellemstore virksomheder. Det er her, de fleste italienere arbejder. Italien er fortsat verdens 7. største økonomi med en arbejdsløshed på 8,5 pct. i december 2009 (ifølge Eurostat). Tallet for Danmark var ifølge samme opgørelse 7,3 pct. – det skyldes, at Eurostat, i modsætning til den danske stat, tæller arbejdsløse i aktivering med som arbejdsløse. Pointen er, at mange italienere har en sund privatøkonomi – bl.a. er de sammen med japanerne blandt de folk, der har den største private opsparing – mens den italienske stat, som ringeagtes af så mange italienere, har en underskudspræget økonomi.
Alt i alt er jeg enig med IKM i, at Berlusconis regering har forskellige fejl og mangler, men at kalde en regering, der er valgt ved frie valg af en veluddannet og velstående befolkning for udemokratisk, er efter min opfattelse fejlagtigt. Ved at bruge ordet ’udemokratisk’ indikerer man nemlig, at Italien hører til i den meget brede gruppe af lande, der har ikke-demokratiske styreformer. Ved at bruge ordet udelukker man med andre ord den nuancerede debat, jeg efterlyser.

EU: Idealistisk retorik, realistisk udenrigspolitik
Til slut kan jeg med glæde konstatere, at IKM anerkender, ”at de store EU-landes egeninteresser trumfer EU’s værdipolitik, der mest af alt er en omgang signalpolitik”. Det er lykkedes EU at overbevise mange USA-skeptiske europæere om sine egne meritter som en progressiv, normativ magt, der udgør et modstykke til USA’s realistiske udenrigspolitik. Men sagen er, at EU’s udenrigspolitik i alt væsentligt udgøres af de enkelte EU-landes egen udenrigspolitik, og at den som ofte er komplet realpolitisk. Så vidt er IKM og jeg vist enige.
Jeg er også enig med IKM i, at kritik er berettiget, men hendes udgangspunkt – ”at politiske systemer bør udspringe af et sæt af rettigheder og pligter, som er absolutte og ufravigelige” – deler jeg ikke.
Ethvert land har sit eget politiske system, der er et resultat af konkrete historiske begivenheder og processer. Derfor mener jeg ikke, at rationalistiske idéer, som IKM giver udtryk for, er andet end abstrakte konstruktioner. Ved at henvise til disse kan politikere opnå større legitimitet i deres befolkningers øjne – og så i øvrigt føre eksempelvis den realistiske udenrigspolitik, som de altid har gjort. Men det bliver vi næppe enige om.
Jeg vil derfor sige tak for en glimrende debat, der viser, at enkelte danske medier afviger fra reglen om en overfladisk dækning af italienske forhold.

Simon Pasquali (f. 1986) er kandidatstuderende i statskundskab ved KU og har tidligere læst ved Universitá degli studi di Bologna i Italien. Tidligere ansat i Finansforbundet, Statsministeriet og arbejder nu for De Konservative i Folketinget.

RÆSON