DEBAT Berlusconi. Til forsvar for kritikken

10.03.2010

RÆSON bragte i årets første ugemagasin – #1, årgang 2 – en artikel af Ida Krogh Mikkelsen om Italiens immigrationsaftale med Libyen fra august 2009. Da Simon Pasquali kommenterede på artiklen – i ugemagasin #3 – blev det startskuddet på en debat mellem de to, om Berlusconis Italien og landets forhold til EU. RÆSON bringer her femte indlæg i debatten.

Debatten om Berlusconis regeringsførelse og EU’s manglende reaktion fortsætter i Simon Pasqualis indlæg i RÆSON’s ugemagasin #5. Her understreges vores indbyrdes uenighed, når det gælder demokratisyn og kritikkens berettigelse. Pasqualis kommentar levner plads til et par parenteser og en bemærkning om det enkelte punkt, hvor vi faktisk synes enige: Kritikken af den overfladiske mediedækning af italiensk politik.

Af Ida Krogh Mikkelsen

Simon Pasquali (SP) leverer i sin kommentar d. 24.feb. en indsigtsfuld pointe om, at de store EU-landes egeninteresser trumfer EU’s værdipolitik, der mest af alt er en omgang signalpolitik. En analyse, jeg er enig i, men som dog ikke rokker ved min kritik i min første artikel ”Europas højrepartier holder hånden over Berlusconi” [i RÆSON’s ugemagasin #1, red].
Helt overordnet tegner der sig en afgrundsdyb forskel mellem os i synet på berettigelsen af kritik af Berlusconis Italien og EU’s manglende normative lederskab: Nytter det noget at referere til idealerne og påpege realpolitiske afvigelser – eller er det formålsløst?
SP konkluderer, at fordi de andre stater følger egeninteresser på bekostning af EU’s idealer, så må Italien også gøre det. Her kan jeg kun svare; at uanset praksis er EU’s normative magt ikke andet end en krøllet papirtiger, så længe man ikke tør reagere på Italiens ugerninger. Eksemplificeret ved den bilaterale aftale med Libyen [jf. artiklen ”Europas højrepartier holder hånden over Berlusconi” i RÆSON’s ugemagasin #1, red], der efter min bedste overbevisning fraviger såvel de retlige som moralske principper formuleret i traktattekst efter traktattekst.
Uden at gå for meget ind i materien af denne uenighed, bliver det tydeligt, at vores indbyrdes uenighed har bund i divergerende syn på kritikkens berettigelse og i sidste ende politikerens pligt. Når SP skriver, at ”EU’s værdigrundlag bør vurderes ud fra dets praktiske konsekvenser” udfoldes et tydeligt konsekventialistisk udgangspunkt, hvormed min kritik af EU nødvendigvis må fremstå overflødig.
Mit udgangspunkt er modsat, at politiske systemer bør udspringe af et sæt rettigheder og pligter, som er absolutte og ufravigelige. Der er således altid ”et rigtigt valg” at træffe, uanset hvilke konsekvenser valget måtte medføre. Derfor kan jeg forsvare at fare i blækhuset over den pinagtige forskel på, hvad EU siger og gør – selvom jeg er vel klar over, at EU i praksis hverken vil eller kan nå videre end Kul- og Stålfællesskabets kugleramme.

Berlusconis tre bløde punkter
Dette standpunkt ændrer ikke ved, at jeg er åben for relative forskelle demokratier imellem. Jeg sætter således ikke Italiens regering i bås med ”(…) reelt udemokratiske lande som mange af de latinamerikanske, afrikanske og asiatiske”, som SP kritiserer mig for.
Selvfølgelig accepterer jeg en bred buket af demokratiforståelser. Selv uden at slå op i lærebøgerne eller fortabe mig i en teknisk diskussion, må jeg stille spørgsmålstegn ved SP’s karakteristik af, at ”(…) det italienske demokrati [der trives, red.] i bedste velgående: Et levende civilsamfund, en høj grad af pluralisme og kontestation [hvor aktører udfordrer hinanden, red.] i italiensk politik, en velfungerende blandingsøkonomi og ikke mindst uafhængige domstole, der som nævnt har langt flere beføjelser end de danske domstole.”
Uden at fortabe mig i sarkastiske kommentarer om de presserende ”græske tilstande” i Italiens økonomiske situation pt., der er alt andet end velfungerende, vil jeg straks gå videre til mit forsvar for at kalde Berlusconi for udemokratisk.
Selvom han overholder basale demokratiske spilleregler som f.eks. afholdelse af frie valg, og selvom Italiens forfatning, som SP fremhæver, er skruet bedre sammen end mange andre, når det gælder forfatningsdomstolens beføjelser.
Jeg mener, at det er svært at se ud over tre svage punkter i Berlusconis regeringsførelse: Minoritetsbeskyttelse, interessekonflikter og ytringsfrihed.
Helt kort er minoritetsbeskyttelsen i det det italienske demokrati særdeles vingeskudt. Her tænker jeg på de illegale indvandreres forhold ekspliciteret bl.a. ved den libyske aftale og ikke mindst de seneste års kontroversielle love fra Berlusconi og Lega Nords hånd, der fratager illegale immigranter basale rettigheder (fx til deres egne børn) samt lovliggørelsen af borgerværn, der bringer mindelser om fascisttidens dødspatruljer.
De formodede interessekonflikter bag Berlusconis virke er ifølge min demokratiske opdragelse et problem, fordi altovervejende økonomiske og juridiske egeninteresser i et politisk virke rokker ved idealet om magthaveren som repræsentant for folkets interesser; grundstenen i det repræsentative demokrati. Indicierne er efterhånden mange, når det gælder Berlusconis lyssky forbindelser til den italienske mafia, medvirken i korruption og skattesvig. Intet er endegyldigt bevist, og enhver må således tænke sit. Berlusconi har dog for længst passeret min subjektive grænse for, hvad der er ret og rimeligt i et moderne demokrati.
Anklageskriftet indeholder desuden misbrug af den lovgivende magt til at sikre mediemonopol og diverse former for immunitet. Dette blev i øvrigt markeret i slutningen af januar, da dommere fra hele Italien i protest udvandrede af retslokalerne ved den årlige indvielsesceremoni af Italiens 26 appeldomstole. Alle med den italienske forfatning under armen.
Sidst men ikke mindst er der ytringsfriheden, der formelt knægtes af den begrænsede pressefrihed i Italien. Værst er dog regeringsmagtens indirekte påvirkning af mediernes og domstolenes uafhængighed. Jeg tænker særligt på Berlusconis mange udfald og nu også sagsanlæg mod navngivne journalister og redaktører. Derudover mener jeg, at Berlusconis åbne kritik af dommere som politiske, venstreorienterede osv. eroderer magtens tredeling og den italienske retsstat som sådan.

Overfladisk dækning af italiensk politik
Jeg forventer ikke, at SP er enig i disse kritikpunkter velvidende, at debatten ville kunne fortsætte uendeligt næret af vores uforenelige politiske standpunkter. Jeg er imidlertid glad for, at vi tilsyneladende begge er utilfredse med, at mediedækningen af italiensk politik ikke er tilstrækkelig – muligvis med forskelligt fortegn.
Når SP skriver, at ”nordeuropæiske aviser ofte tegner et aldeles karikeret billede af italiensk politik, der ikke gør læserne klogere, men blot bekræfter deres fordomme” flugter det ganske godt med en anke i min oprindelige artikel om, at vi i det nordlige Europa mest af alt ryster på hovedet og griner lidt i skægget, når der er nyheder fra Italien.
Kun få danske medier prioriterer andet end notitsstof fra det store EU-land, og med de mange interessante brudflader og perspektiver, der findes i italiensk politik, er det problematisk som nyhedsbilledet domineres af Berlusconis dårlige jokes og kvindebekendtskaber.

Ida Krogh Mikkelsen (1984) er kandidatstuderende i statskundskab, desuden studier i film- og medievidenskab. Tidligere ansat hos Socialdemokraterne på Christiansborg, i DR Nyheder og som praktikant på den danske ambassade i Vietnam. Ida har siden sin tid som udvekslingsstudent i Norditalien 2000/01 interesseret sig for fænomenet Silvio Berlusconi og italienske forhold.

RÆSON