DEBAT Berlusconi. Faktisk er Italien ikke så forskellig fra de andre store EU-lande

03.03.2010

RÆSON bragte i årets første ugemagasin – #1, årgang 2 – en artikel af Ida Krogh Mikkelsen om Italiens immigrationsaftale med Libyen fra august 2009. Da Simon Pasquali kommenterede på artiklen – i ugemagasin #3 – blev det startskuddet på en debat mellem de to, om Berlusconis Italien og landets forhold til EU. RÆSON bringer her fjerde indlæg i debatten.

EU’s værdigrundlag er blot signalpolitik, der tjener det formål at skabe et image af EU som en progressiv, normativ magt. Værdigrundlaget er med andre ord uden videre betydning i den daglige politik – og i særlig grad i udenrigspolitikken. Derfor kan man heller ikke sige, at Berlusconi ’undergraver’ EU’s værdigrundlag. Italiens udenrigspolitik i almindelighed – og immigrationspolitikken i særdeleshed – flugter nemlig fuldstændig med en række af de andre store EU-landes politik.

Af Simon Pasquali

”Man straffer jo også kriminelle, selvom de har haft en hård barndom”, skriver Ida Krogh Mikkelsen som svar på min kritik af hendes indlæg i RÆSONs Ugemagasin [# 1 3.februar, red.]. Hendes svar giver anledning til nogle bemærkninger om det italienske demokrati og EU’s såkaldte normative magt. For IKM har ret i sin konstatering af, at vi ”kort og godt” er uenige. Det er vi på to afgørende punkter: Demokratiets tilstand i Italien samt EU’s evne og vilje til at agere som såkaldt normativ magt.

Der er mange former for demokrati
IKM udlægger fejlagtigt min pointe om betydningen af Italiens sene statsbygning og landets fortsat meget decentrale karakter, som om jeg mener, ”at Italien skal møde lavere standarder, fordi der er tale om et ungt og decentraliseret demokrati”. Men mit mål var – og er – ikke at bruge historien til at legitimere den politik, der føres i nutidens Italien. Derimod er mit mål at bidrage til at forklare, hvorfor italiensk politik fungerer, som den gør. Det ligger mig – som nævnt i min tidligere kommentar – meget på sinde, fordi nordeuropæiske aviser ofte tegner et aldeles karikeret billede af italiensk politik, der ikke gør læserne klogere, men blot bekræfter deres fordomme. Jeg tror, at den afgørende forskel på IKM’s indlæg og min kommentar er, at hun alene vil kritisere italiensk politik – og Berlusconi i særdeleshed – mens jeg vil forsøge at forklare disse størrelser. Det er væsentligt at huske på, at det at forklare et fænomen bestemt ikke er det samme som at legitimere det.
Videre mener IKM, at ”demokratiets kvaliteter” er ”af absolut karakter”, og at det er et normativt udgangspunkt, som jeg ikke skulle dele. Dog forklarer hun ikke, hvad denne absolutte karakter indebærer. ”Absolut” betyder ubetinget og betingelsesløs. Altså må IKM mene, at en given styreform enten kan klassificeres som demokratisk eller ej. Det er ikke en betragtning, jeg deler. I den demokratiteoretiske litteratur skelnes der mellem mange former for demokrati. Eksempelvis er Italien – på linje med Tyskland, USA, Spanien, Belgien, osv. – et konstitutionelt demokrati. Det indebærer, at den italienske forfatning er ganske omfattende, og at landets forfatningsdomstol har kompetence til at annullere love, hvis de er i strid med forfatningen. Det sker faktisk ganske ofte – senest annullerede man den lov om immunitet for indehaverne af landets fire højeste embeder, som flertallet i deputeretkammeret og senatet havde vedtaget. Derimod kan Danmark – på linje med de andre nordiske lande og Storbritannien – klassificeres som et flertalsdemokrati. Karakteristisk for det danske demokrati er, at vi har en kortfattet grundlov, og at domstolsprøvelse
af loves grundlovmæssighed er en yderst sjælden affære, hvilket bl.a. kan tilskrives den traditionelle opfattelse af ’ingen over og ingen ved siden af Folketinget’. Men den opfattelse strider jo åbenlyst mod magtadskillelseslæren, og i mange andre demokratiske lande vil man ikke synes særligt godt om det.
Demokrati er altså langt fra nogen entydig størrelse, og at IKM burde eksplicitere sin demokratiforståelse i stedet for at bruge ordet ’udemokratisk’ om italiensk politik. Ved at bruge dette ord udelukker hun nemlig en saglig diskussion – og sidestiller samtidig Italien med reelt udemokratiske lande som mange af de latinamerikanske, afrikanske og asiatiske.
Jeg er bestemt ikke blind over for, at pressefriheden pga. Berlusconis ejerskab af næsten samtlige private tv-kanaler i Italien er blevet reduceret, og at pressefrihed – og dermed korrekt information af vælgerne – er en af demokratiets forudsætninger, uanset hvilken form for demokrati der er tale om. Men pressefrihed er ikke alt og bedømt ud fra en række andre forudsætninger, trives det italienske demokrati i bedste velgående: Et levende civilsamfund, en høj grad af pluralisme og kontestation [hvor aktører udfordring hinanden, red.] i italiensk politik, en velfungerende blandingsøkonomi og ikke mindst uafhængige domstole, der som nævnt har langt flere beføjelser end de danske domstole.

EU’s charter er kun signalpolitik
Endelig er der spørgsmålet om EU’s evne og vilje til at agere som normativ magt. IKM spørger mig, 1) hvordan Berlusconis regeringsførelse kan finde legitimitet i EU’s værdigrundlag, og 2) hvordan EU kan acceptere, at Italien undergraver fællesskabets demokratiske grundlag. Det vil jeg meget gerne svare på:
For det første tillægger jeg ikke charteret om grundlæggende rettigheder, som IKM henviser til – og som vel er det nærmeste, man kommer EU’s værdigrundlag – nogen stor praktisk betydning. IKM mener, ”at EU langt hen ad vejen er en normativ magt”, hvilket hun ”bygger på en tro på eksistensen af et sæt af universelle værdier, der bl.a. konkretiseres i menneskerettighederne”. Jeg mener ikke, at der findes mange eksempler på, at EU agerer som sådan. Derimod er der utallige eksempler på, at EU – og medlemsstaterne – plejer egne interesser: Mange aftaler om energileverancer og handelssamarbejde indgår man med de stater, som har noget at handle med, og som i mange tilfælde er autoritære regimer. Samtidig med at EU taler vidt og bredt om menneskerettigheder i Afrika, giver man ikke de afrikanske bønder mulighed for at eksportere deres landbrugsprodukter til det europæiske marked, hvilket medfører sult og fattigdom.
EU’s værdigrundlag bør vurderes ud fra dets praktiske konsekvenser. På den baggrund har jeg meget svært ved at se, at EU skulle udøve en særlig normativ magt over for andre end de central- og østeuropæiske lande, der nu er blevet lukket ind i varmen. Svaret på IKM’s første spørgsmål er altså, at Berlusconis regeringsførelse kan finde legitimitet i EU’s værdigrundlag, fordi dette grundlag blot er signalpolitik, der tjener det formål at skabe et image af EU som en progressiv, normativ magt. Værdigrundlaget er med andre ord uden videre betydning i den daglige politik – og i særlig grad i udenrigspolitikken.
Dernæst er mit svar på IKM’s andet spørgsmål, at de andre EU-landes accept af Italiens realpolitiske udenrigspolitik (både i forhold til immigrationsaftalen med Libyen, gasaftalen med Rusland, osv.) skyldes, at de selv fører samme form for politik. Frankrig ekspanderer i Afrika, Tyskland handler gas med Rusland, og alle handler med Kina. Derudover køber jeg ikke IKM’s argument om, at Italien undergraver fællesskabets demokratiske grundlag. En demokratisk valgt regering som den italienske kan sagtens føre en realpolitisk udenrigspolitik, uden at det gør den mindre demokratisk. Ellers ville Danmark, USA, Holland osv. alle have ondt i demokratiet.
Summa summarum er, at Italiens udenrigspolitik i almindelighed – og immigrationspolitikken i særdeleshed – flugter fuldstændig med en række af de andre store EU-landes politik, og derfor skal man næppe forvente sig for meget af EU, sådan som IKM og den italienske venstrefløj gør. I sidste ende er det ikke et spørgsmål om demokrati eller ej, men om politiske uenigheder inden for de konstitutionelle rammer, som demokratiet i samtlige EU-lande udgør.

Simon Pasquali (f. 1986) er kandidatstuderende i statskundskab ved KU og har tidligere læst ved Universitá degli studi di Bologna i Italien. Tidligere ansat i Finansforbundet, Statsministeriet og arbejder nu for De Konservative i Folketinget

RÆSON