Danmark: Tid til magtskifte?

21.04.2010

RÆSON introducerede i ugemagasin #7 [17.marts 2010, red.] en interviewserie med politiske iagttagere om oppositionens planer, muligheder og udfordringer. Denne gang har vi spurgt Rasmus Jønsson, politisk kommentator, journalist, og ekstern lektor i politisk kommunikation ved Roskilde Universitscenter.

Af RÆSONs redaktion

Vælgerne har tilsyneladende taget pænt imod planerne om en ny millionærskat og udskydelsen af skattelettelserne for de højestlønnede. Er disse udspil udtryk for, at S-SF er rykket mere ’til venstre’ i fordelingspolitikken? Er det testforslag, som vil blive fulgt op af flere nye skatter – eller er det ekstraordinære tiltag fremkaldt af krisen?
Oppositionen har prøvet mange skattemodeller under VK-regeringen. Ved 2005-valget forsøgte de sig bl.a. med det uforståelige skatteloft og efterfølgende at lægge den sårbare skatteflanke død ved at koble sig på skattestoppet. Med det seneste skatteudspil forsøger de igen at få en selvstændig skatteprofil, og det er en profil, der med millionærskatten i lige så høj grad skal opbygges på værdipolitikken som på fordelingspolitikken.
    S-SF har et helt klart ønske om at få gjort skattepolitik til værdipolitik, hvor de står på den almindelige lønmodtagers side, mens regeringen står på millionærernes og bankdirektørernes side. Både Thorning og Søvndal vil gøre meget ud af ikke at sætte skatterne op, hvis de kommer til magten, da de ved, at det er et område, der kan give dem store problemer.

S-SF fremlægger efter sigende en økonomisk kriseplan inden længe. Hvad vil den indeholde? Hvad vil den IKKE indeholde?
S-SF’s økonomiske kriseplan er omgærdet med stor hemmelighed, så der har været meget få meldinger om, hvad den kommer til at indeholde. Men S-SF vil gøre meget ud af ikke at lave en plan, der lægger op til, at der skal skæres i velfærden, da de også på det punkt vil forsøge at lægge afstand til regeringen frem mod næste valg. Derimod vil S-SF nok lægge op til, at der skal gennemføres nogle reformer på områder, hvor den negative framing ikke er så voldsom, som den f.eks. er på efterlønsområdet.

Hvad vil de radikales rolle være i en S-SF regering?
De radikale kommer højst sandsynligt med i en S-SF regering. Der er tydelige tegn på, at de to parter i øjeblikket nærmer sig hinanden.
    Tilnærmelserne er nok mest motiveret af erfaringerne fra systemskifte-valget i 2001 og f.eks. det seneste svenske valg, hvor en tæt alliance mellem oppositionspartierne gav et godt resultat. Der er stadigvæk store politiske uenigheder og dårlig kemi mellem de to parter.
    At dømme efter de radikales nuværende mærkesager og profilen på de nye radikale politikere, der sandsynligvis vil blive valgt, vil partiet forsøge at indtage rollen som ansvarlig kassemester i en kommende regering. En sådan profil vil de forsøge at opnå ved at optræde som ansvarlige, reformivrige og som dem, der tænker på de langsigtede løsninger.

Ifølge Erik Meier Carlsen [RÆSON ugemagasin #9 2010, red.] skal årsagen til det fald, SF oplevede i meningsmålingerne tidligere i år, findes i et illoyalt og flygtigt vælgerkorps, og at Søvndal derfor ikke kan lægge en entydig strategi, der kan sikre SF’s fremgang. Har han ret?
Min vurdering er, at SF’s krise blev stærkt overdrevet. Siden Søvndal overtog formandsposten fra Holger K. i 2005, er partiet vokset fra 11 til nu at stå til små 30 mandater. I samme periode har SF fået over dobbelt så mange medlemmer, og Søvndal har også leveret flotte valgsejre til EP- og kommunalvalgene. At han falder en smule i målinger og et par politikere langt nede i rækkerne er utilfredse er ikke en alvorlig krise.
    Søvndal er blevet en partiejer, der generelt har styr på den politiske kurs og organisation. Oven i det er Søvndal en rigtig tv-politiker – hvilket er meget vigtigt i selve valgkampen – og da SF de seneste par år har moderniseret deres valgmaskine, står de stærkt rustet til næste valgkamp. Så selvom der er meget tilfældighed i
politik, og vælgerne er mobile, er min vurdering at Søvndal med sin nuværende strategi kan holde det høje niveau, som SF ligger på.

Kan man forestille sig et samarbejde mellem DF og en S-ledet regering? Hvorfor/hvorfor ikke?
Jeg har svært ved at forstille mig et sådan samarbejde, og det skyldes:
1) Den personlige kemi mellem de to blokke er enorm dårlig. 2.) Realpolitisk er der på mange stræk stor forskel mellem de to parter. 3) Strategisk er der god musik i at holde DF ude af samarbejdet, da DF er stærkt upopulær både hos svingvælgerne og kernevælgerne i den røde blok.

Vil Helle Thorning-Schmidt reformere efterlønnen, hvis hun bliver statsminister?
Nej, det vil skabe for meget ballade i medierne og med fagbevægelsen.

Hvad vil være vigtigt i ministersammensætningen i en S-SF regering: unge kræfter eller erfarne skikkelser?
Efter næste valg er der få erfarne skikkelser tilbage i de to partier, derfor vil de unge kræfter fylde mest. Og hvis der sker et regeringsskifte ved næste valg, sker det, fordi det har været ”tid til forandring”. Derfor vil det også være logisk at gøre plads til nye og yngre kræfter.

Rasmus Jønsson er journalist, politisk kommentator og ekstern lektor i politisk kommunikation ved Roskilde Universitet. Fra maj 2007 til januar 2008 spindoktor for Ny Alliance.

RÆSON