DANMARK Den (u)mulige efterlønsreform

07.04.2010

Efterlønnen er igen til debat. Tirsdag i sidste uge præsenterede Villy Søvndal således idéen om, at man kan blive nødt til at ændre på ordningen, for at få folk til at arbejde længere og derved imødekomme de kommende demografiske udfordringer [Politiken, d.30/3, red.]. Men emnet er blandt de mest følsomme på den politiske dagsorden. ”Det bliver over mit lig” udtalte Henrik Sass Larsen (S) i løbet af ugen, og han er langt fra den eneste, som forholder sig skeptisk i forhold til efterlønsreformer.
RÆSON har talt med Torben M. Andersen, professor i Økonomi ved Århus Universitet samt Jørgen Goul Andersen og Asbjørn Sonne Nørgaard, professorer i Statskundskab ved henholdsvis Århus Universitet og Syddansk Universitet, om behovet og mulighederne for reformer.

Af Julian Christensen, stud.scient.pol.

”Vi bliver nødt til at finde en vej frem. Med de ordninger og det skattesystem vi har i dag og med den ændring i befolkningens demografi, som foregår, så løber udgifterne fra indtægterne”.
Det mener Torben M. Andersen, professor i Økonomi ved Århus Universitet, tidligere overvismand og formand for Velfærdskommissionen, som i 2005 kom med sin rapport. Han henviser til, at danmarkshistoriens største årgange netop i disse år forlader arbejdsmarkedet og skal erstattes af 1980’ernes historisk små generationer.
”Man har i princippet et valg mellem enten at komme til at betale noget mere i skat, at lave besparelser eller at gøre det, som de fleste politikere er enige om – i hvert fald overordnet set – nemlig at øge beskæftigelsen. Og hvis løsningen skal være øget beskæftigelse, pointerer de fleste økonomer, at man nødvendigvis må gøre noget ved efterlønsordningen”
I kølvandet på Torben M. Andersens velfærdskommission blev et bredt flertal i Folketinget enige om en velfærdsreform, som bl.a. indebærer en gradvis stigning i efterlønsalderen, begyndende i 2019.
Når man i dag diskuterer reformpolitik bruges tit det argument, at man dermed har lavet de tiltag, som er nødvendige.
Selvom Torben M. Andersen anerkender reformens effekter, så mener han langt fra, at man har nået det mål, som skal nås: ”2006-reformen har faktisk en ret stor effekt. Den løser ca. halvdelen af problemet.
Reformens ”skønhedsfejl” er dog, at den har en meget lang indkørselsfase. Først en del år efter 2019 vil reformens virkninger have fuld effekt. Hvis man havde fået den indført noget tidligere, så havde det haft ret stor effekt, bl.a. fordi det er nogle ret store generationer, som ikke bliver berørt at reformen”.
Torben M. Andersen mener således ikke, at 2006-reformen er tilstrækkelig, heller ikke kombineret med nulvækst eller de millionærskatter, der kan blive en realitet, hvis vi får regeringsskifte ved det kommende valg.
Trods den økonomiske krise, som netop nu er med til at give befolkningen et indtryk af, at der er mere brug for arbejdspladser end for arbejdskraft, er reformbehovet presserende.
”Det står klart, at ledigheden i øjeblikket er stigende, men vi ved, at de demografiske forandringer er så store, at mangel på hænder-diskussionen, som vi havde inden krisen, vil dukke op igen. Det er som sagt nogle meget store generationer, som trækker sig ud, og nogle meget små, der kommer ind, og videre skal vi huske på, at det jo ikke er sådan, at mængden af arbejde er konstant.
Det så vi især med de arbejdsmarkedsreformer, der blev lavet i løbet af 90’erne under Nyrup-regeringen: disse var i stand til at løfte beskæftigelsen ret markant”.

For entydigt et fokus på efterlønnen
Mens Torben M. Andersen står fast på behovet for efterlønsreformer, er der dog andre, som mener, at fokus på efterlønnen er for ensidigt et perspektiv.
”Efterlønnen er ikke det, jeg er mest bekymret for, når vi ser på den danske økonomi. Danmark er nok det land i Europa som har det mindste aldringsproblem, både pga. demografien, og fordi folk trækker sig senere tilbage end i næsten alle andre EU-lande.
Hertil kommer, at vi jo i 2006 har hævet efterlønsalderen til 65 år for dem, der i dag er under 40, samt at vi selv betaler stadig mere af vores pension. De beløb som staten har måttet punge ud med til pensioner, har stort set konstant været faldende som procent af BNP gennem de sidste 30 år.
Så problemet er altså så lille, at andre lande siger, at vi slet ikke har noget problem” bemærker Jørgen Goul Andersen, professor i Statskundskab ved Århus Universitet.
”Desuden udfaser efterlønnen jo delvist sig selv, fordi modregningen for arbejdsmarkedspensioner bliver stadig større. Folk som jeg selv vil ikke kunne få en øre, og for en stadig større del af befolkningen bliver det temmelig små beløb, de kan få i efterløn på grund af modregningen for pension”.
Han mener, at man i den generelle efterlønsdebat har haft en tendens til at fokusere på golfspillende tandlæger, der ikke har noget fysisk behov for en tidlig tilbagetrækning, og gør opmærksom på den sociale slagside, som han mener, at der vil være, hvis man fjerner efterlønnen:
”Man er nødt til at spørge sig selv: hvad gør vi ved slagteriarbejderne, gulvlæggerne og andre folk i fysisk krævende erhverv? Der er ikke nødvendigvis noget i vejen med dem, men de er simpelthen slidt op. De mænd, som går på efterløn, får gennemsnitligt et meget kort otium”. Han henviser til, at overdødeligheden blandt mandlige efterlønsmodtagere er lige så stor som overdødeligheden hos arbejdsløse mænd.
Der er ifølge Jørgen Goul Andersen en større gruppe af folk, som har behov for en tidlig tilbagetrækning, men som ikke i dag passer ind i eksempelvis førtidspensionens målgruppe. Og de vil blive ramt fremover, allerede med de ændringer, der blev vedtaget i 2006.
Han medgiver da også, at det ikke mændene, man taler om, når man vil hæve efterlønsalderen: ”Det er kvinderne. De udgør det store flertal af efterlønsmodtagerne, og de har ikke en tilsvarende overdødelighed.”
Jørgen Goul Andersen er overordnet enig i, at det være en klar fordel at holde folk i længere tid på arbejdsmarkedet:
”Råderummet til velfærd bliver ubestrideligt større af, at der er flere i arbejde” bemærker han, men mener, at debatten i dag er alt for ensporet. Man kan let komme til at stirre sig blind, og så glemmer man hurtigt en række andre problemer – som dem, der skabte den nuværende krise – men man glemmer også hurtigt andre muligheder.”
Han mener altså, at der er brug for et bredere fokus i den debat, som gør sig gældende: ”Der er mange metoder til at få folk til at blive lidt længere på arbejdsmarkedet, og jeg tror, at man skal bruge en mangfoldighed af metoder, i stedet for blot at stirre sig blind på den her efterløn.
I Danmark glemmer man også ”det hvide guld” – gruppen over 65, hvis erhvervsdeltagelse i mange lande er steget kraftigt. Og endelig ville folk i udlandet nok mest hæfte sig ved den anden ende af aldersskalaen – hvis man mener, der er et problem: Danskerne starter nemlig senere end i andre lande, fordi de er meget ældre, inden de afslutter deres uddannelse. Der afviger vi i negativ retning”.
Ifølge Goul Andersen vil en stor del af problemerne løse sig selv, gennem arbejdsgivernes egne tiltag: Hvis arbejdsgiverne virkelig er pressede, som vi så i 2006-2008, så begynder de også at tage sig sammen for at få de ældre til at blive.
I 1960’erne så man hvor meget man kunne gøre for at få kvinderne ind på arbejdsmarkedet. Hvor der er vilje, er der også en vej – der er endda rigtig mange – hvis der er mangel på arbejdskraft.”

Politiske realiteter
Uanset behovet for reformer, som mange eksperter har identificeret, har det som sagt vist sig svært at ændre ved netop efterlønnen. Ifølge Asbjørn Sonne Nørgaard, professor i Statskundskab ved Syddansk Universitet, findes der dog umiddelbart to situationer, hvor reformer kan være politisk mulige:
”Hvis vi forestiller os, at en meget massiv påvirkning fra eksperter og andre over lang tid får skabt en sådan fornemmelse og stemning i befolkningen, at det simpelthen er uansvarligt ikke at gøre noget ved den tidlige tilbagetrækning på arbejdsmarkedet, så kan man forestille sig, at det også vil lette de politiske omkostninger ved at få truffet nogle ellers upopulære beslutninger. Lidt ligesom at det lige nu opfattes som uansvarligt ikke at gøre noget ved arbejdsløsheden og krisen,” siger han.
”Et andet scenarie er, at politikerne får gennemført et bredt politisk forlig. Det gjorde man blandt andet med velfærdsforliget i forlængelse af Velfærdskommissionen. Rationalet er da, at man som politisk leder lægger et politisk emne dødt, således at man aftaler ikke at konkurrere herom. Der vil derved ikke være nogen, som kan vinde eller tabe på at politisere det, man har indgået forlig om”.
Asbjørn Sonne Nørgaard gør det dog samtidig klart, at hele debatten om efterlønnen bygger på nogle præmisser, som man er nødt til at gøre sig klart:
”Når mange siger, at efterlønnen bør reformeres, så bygger det på de præmisser, at stigende skatter ikke er en mulighed, og at velfærdsstaten skal bevares nogenlunde, som vi kender den i dag”.
Selvom reformchancerne vitterligt vil være større efter et folketingsvalg, så mener Asbjørn Sonne Nørgaard ikke, at efterlønnen umiddelbart står for skud, selv efter et valg: ”Socialdemokratiet og SF har det seneste halve år nærmest skærpet retorikken om, at de ikke vil gøre noget ved efterlønnen [inden Søvndals udmelding i sidste uge, red.]. De har nærmest taget de gamle argumenter frem igen, således at det ikke er et
spørgsmål om økonomi, men i stedet et spørgsmål om en velfortjent rettighed til at forlade arbejdsmarkedet efter et hårdt arbejdsliv,” siger han og forudsiger i øvrigt, at diskussion om efterlønnen sikkert vil fortsætte langt ud i fremtiden.
”Hvis man vil bevare den velfærdsmodel, vi har i dag, med gratis offentlige ydelser og stor omsorg og service i den offentlige sektor, og man ikke vil røre særlig meget ved skatterne, så går problemet ikke væk. Det er noget, vi vil komme til at diskutere mange år endnu”.

Torben M. Andersen er professor i Økonomi ved Århus Universitet.

Jørgen Goul Andersen og Asbjørn Sonne Nørgaard er professorer i Statskundskab ved henholdsvis Århus Universitet og Syddansk Universitet.

RÆSON