DANMARK ”Det handler om gælden, tosse”

07.04.2010

”It’s the economy, stupid” lød det i Bill Clintons valgkamp i 1992, da han overraskende slog golfkrigens sejrherre, George Bush sr. Det vil med stor sandsynlighed blive variationer over samme tema, der kommer til at styre den kommende danske valgkamp. Med den økonomiske krise og den store danske statsgæld vil økonomiske emner blive helt centrale.

Af Morten Østergaard (MF, RV), finansordfører

Modsat mange af tidens mest konkurrence-betonede politiske områder, hvor synspunkterne på tværs af den politiske skala i stadigt stigende grad er svære at skelne fra hinanden, så synes der at blive stadigt tydeligere skel i politikernes holdninger inden for den økonomiske arena.
Socialdemokraterne føler med nogen ret, at de bliver bekræftet i deres hovedbudskab fra folketingsvalgkampen 2007: at man måtte vælge mellem skattelettelser eller velfærd. Det gik ikke med begge dele.
Spørgsmålet er, om man kan vinde et valg på at have haft ret, og at ville rulle tiden tilbage ved en justering af regeringens skattereform med højere indkomstskatter og afgifter, der skal skattefinansiere en ny regerings ambitioner om at lukke hullerne i økonomien og udvide velfærden?
Selv bageste mand i Venstres gruppe har allerede lært at sige som Claus Hjort: ”Socialdemokraterne og SF vil bruge to kroner, hver gang de har én”.
Venstres nye formand, statsminister Lars Løkke Rasmussen, vil tilsyneladende trække en gammel hest ud af stalden. Nemlig myten om, at borgerlige regeringer er mere økonomisk ansvarlige end S-regeringer. Spørgsmålet for Løkke er, om han ikke havner mellem to stole.
I hvert fald er Løkkes økonomiske politik med reformpause og nulvækst i de offentlige udgifter allerede nu så gennemhullet af nærmest den samlede uafhængige økonomiske sagkundskab, at politikken i meget høj grad synes at sætte partiets hævdvundne positive borgerlige kendetegn om økonomisk ansvarlighed på spil.
Nulvækst er nul troværdighed for en regering, der endnu ikke har kunnet holde sig til sine hidtidige meget højere vækstmål, og i gennemsnit har haft en vækst på 1,6 % i de offentlige udgifter.
Når den økonomiske politik endvidere baserer sig på besparelser og mådehold frem for strukturreformer med varig effekt, så kan Løkke regne med at havne i et krydspres mellem uafhængige økonomiske instanser, der underkender hans politik som utroværdig og S-SF, som vil portrættere hans politik som den sociale massegrav.

Vejen frem: Reformer, snarere end besparelser og beskatning
Bag alle disse politiske overvejelser gemmer sig nogle barske økonomiske realiteter. Da regeringen for nylig fremlagde det såkaldte Konvergensprogram for 2009 [24.februar, red.], opgjorde den et behov for at finde 31 mia. kroner for at nå målet om en holdbar økonomi i 2015. Og her skal man huske, at årene fra 2015-2020 er de demografisk rigtigt slemme. Dem har regeringen endnu ikke turde forpligte sig på.
Der er grundlæggende tre måder, at løse 2010’ernes entydigt største politiske udfordring på, hvis man ikke blot vil gældsætte nationen og dermed komme til at trække med gigantiske rentebyrder:
Man kan gå beskatningsvejen, hvor de offentlige indtægter øges ved at hente flere kroner op af borgernes lommer gennem højere skatter og afgifter. Det er særligt S-SF, som synes at ville betræde denne sti.
Alternativt kan spare sig ud af problemerne ved at reducere sine udgifter til offentlig service. Det vil være dramatiske forringelser. I runde tal kan man skaffe 30 mia. kr. ved at lukke hver anden daginstitution, nedlægge politiet og lukke de fire største universiteter. Det er temmelig urealistisk, men regeringen har altså indtil videre hovedsagligt peget på sparevejen.
Til sidst er der reformvejen. Reformer, der indebærer, at man ændrer på de grundlæggende strukturer, således at flere bliver på arbejdsmarkedet længere, og at dem, der allerede er på arbejdsmarkedet, arbejder noget mere.
Det er denne reformvej, der samstemmende er anbefalet af Velfærdskommissionen, Arbejdsmarkedskommissionen og Det Økonomiske Råd. Det er den, som EU-kommissionen i sin første vurdering af det danske konvergensprogram peger på som den manglende brik, der kan gøre regeringens økonomiske målsætninger troværdige.
Det Radikale Venstre har gjort sig til talsmand for reformvejen. Vi har fremlagt et samlet reformprogram til 30 mia. kroner, som indbefatter reformer af efterløn, dagpenge og beskæftigelsesindsats samt udenlandsk arbejdskraft.

”Det handler om gælden, tosse”
Regeringen har siden sin rokade og præsentation af regerings- og konvergensprogram fokuseret på den økonomiske politik frem til 2013. Vi må imødese et krav om at indhente 24 mia. kr. for at nedbringe det offentlige underskud, som vi har i dag. Dem vil regeringen især søge at vil finde ved at bremse de offentlige udgifter.
Finansminister Claus Hjort Frederiksen slår sig op som en ”praktisk mand”, der vil tage problemerne i den rækkefølge, de præsenterer sig. Dette påtagede folkelige synspunkt dækker over, at regeringen skal finde de 31 mia. i varige forbedringer for at nå sit mål for 2015. Det lyder ambitiøst, og det er ambitiøst. Men det er alligevel et røgslør.
Selv hvis regeringen opnår det, ingen regering har gjort i nyere tid, nemlig nulvækst i de offentlige udgifter. Og selv hvis den når sit 2015-mål, hvad der ikke findes en økonom uden for Finansministeriet, der tror et øjeblik på. Selv da, vil Danmark fra 2015 og frem have et tordnende underskud og voldsom gældsopbygning. Den skinbarlige virkelighed er truslen om en gæld på 2.000 mia. kr. i 2050.
Gæld i den størrelse betyder enorme renteudgifter – penge taget op af de arbejdende generationers lommer for at betale af på tidligere tiders overforbrug. Derfor er det det helt centrale princip om, at enhver generation bør betale sine egne regninger, som er på spil.
”Det handler om gælden, tosse” – kunne man oversætte Clintons gamle slogan til. Selvom ingen slår sig op på at ville stifte gæld, er ethvert nej til reformer også et ja til gældsætning. Kun ved at øge andelen af os, som betaler på bekostning af andelen, som modtager, kan vi reelt ændre vores skæbne, som den prognosticeres i de berømte 100 års-modeller, som i de gode år fik daværende finansminister Thor Pedersen til, hjulpet af både egen og skæbnens ironi, at konkludere at Danmark kunne købe hele verden. Dengang var gælden næsten væk.
Ifølge regeringens seneste prognoser vil gælden udgøre 45 % af BNP i 2015 – hvis regeringen altså når sine mål. Og derfra går det altså kun nedad bakke for demografien og økonomien.
Derfor er det en pseudo-diskussion, der kun tjener som en tolvstjernet afledningsmanøvre, når Claus Hjorth ikke vil tale reformer nu, fordi hans fokus er på 2013. Reformer tager tid, før de virker – for hvert år vi venter, desto større regning bliver der. Ikke til Claus Hjorths generation, bevares. Men til de, der følger efter.

Generationstyveri indtil 2019
Det er i dette generationsperspektiv, at efterlønnen bliver så central. Kigger man på danskernes erhvervsdeltagelse er den i top i forhold til OECD-landene. Det gælder især for de 18-60 årige, her er Danmark tæt på top 3 i alle aldersgrupper. Det betyder, at der er meget lidt at hente i ekstra arbejdskraft i de yngre aldersgrupper.
Helt anderledes ser det ud for erhvervsdeltagelsen for de 60-64 årige, hvor vi ligger langt fra top 3. Magasinet ”Samspil.info”, der udgives af Arbejdsmarkedsstyrelsen, har beregnet, at var de 60-64 åriges erhvervsdeltagelse også i OECD top 3, så ville den offentlige økonomi være afsindige 27 mia. kr. bedre.
Vi hører om de nedslidte efterlønnere, som blot går på velfortjent tidligt otium. Men er danske ældre mere nedslidte end resten af OECD’s? Næppe.
Velfærdsforliget fra 2006, som der i øvrigt kan siges meget godt om, er i sin essens et generationstyveri, som tiden forhåbentlig modner en voldsom revision af. Efterlønnens forsvarere hævder, at der med forliget er gjort det, der skal til i forhold til efterlønnen.
Men virkeligheden er jo, at det først er fra 2019, at reformen sætter ind. Formanden for Arbejdsmarkedskommissionen [2007-2009, red], Jørgen Søndergaard, kaldte med rette forliget for ”en gave til mennesker, der er født mellem 1948 og 1959.” Uanset deres helbred og arbejdsevne i øvrigt.
Man har altså bevaret efterlønnen, som vi kender den. Økonomisk svarer det ifølge Kommissionen til et tab på 270 mia. kroner. Eller mere end en Storebæltsbro per årgang i runde tal. Er det rimeligt? Ikke hvis det sker på klods. Og det er her, at både regeringen og venstrefløjen skylder svar.
Hvis ikke man vil følge økonomers råd og Det Radikale Venstres politik og tage fat på den svære efterlønsdebat, så skylder man altså et svar på, hvordan man så vil få regningerne betalt.

Krisen og gælden i 2020
Det, man skal navigere efter i den forestående langvarige krig om den økonomiske ansvarlighed,
er altså gælden og 2020-perspektivet. Hvis man, som Claus Hjort ikke vil diskutere konsekvenser, der rækker længere end til 2013 eller 2015, er det, fordi man ved, at man ikke har svar på de svære spørgsmål, som tårner sig op derude.
Det Radikale Venstre har som eneste parti – regeringen medregnet – fremlagt en 2020-plan, der hænger sammen. Her sætter vi loft over gælden – vi accepterer højest 25 pct. af BNP i offentlig gæld.
Det kræver reformer og vækst i BNP at nå det mål. Derfor har vi som nævnt et bredt menukort af reformer, som tilsammen kan løse opgaven, men som også kan erstattes af andre reformer og tiltag. Vi deltager bare ikke i generationstyveri og smider ikke regningen til kommende generationer.
Der synes altså at være kridtet op til politisk duel, hvor hver løsningsmulighed har sit eget politiske talerør. Det Radikale Venstre i et vist omfang som musen, der tramper med elefanterne, men til gengæld med den økonomiske sagkundskab på holdet.
Løsningen bliver givetvis en kombination. Der bliver smalhals, og der vil blive prioriteret hårdere i den offentlige service i de kommende år. Der bliver givetvis nye indtægter fra enten skatter og afgifter eller måske brugerbetaling. Og så bliver der naturligvis reformer. For på et eller tidspunkt bliver alternativerne i al deres gru så klare, at danskerne vil nægte at acceptere andet end reformer.
Det afgørende spørgsmål er, hvem der er mest egnet til at lede arbejdet med at skabe holdbarhed i dansk økonomi. Det skal vælgerne tage stilling til.
I 1990’erne skabte SR et økonomisk mirakel. SR forbedrede løbende holdbarheden i dansk økonomi. Under VK er det gået anderledes. Det er gradvist blevet værre.
Historien gentager sig aldrig, men hvis man skal måle 1990’erne og 00’erne op mod hinanden i reformvillighed og økonomisk ansvarlighed, så vinder 1990’erne med flere længder. Ikke mindst derfor er det vores vurdering, at de problemer, som er beskrevet ovenfor, kræver en ny regering for at blive imødegået.
Den nuværende har i hvert fald haft chancen uden at gøre det. Og vi skal nok tage ansvar for, at en regering, der er afhængig af os, vil føre en ansvarlig økonomisk politik.

RÆSON