Dan Jørgensen (S): Den danske COP15-fiasko

Dan Jørgensen (S): Den danske COP15-fiasko

05.05.2010


Det danske formandskab lavede mange fejl under COP15-mødet i København. Desværre er selvkritikken udeblevet.

Af Dan Jørgensen (MEP, S)

Statsministeren har løjet. Han har påstået, at der ikke var lavet en skriftlig evaluering af COP15-mødet. Det ved vi nu er forkert. Evalueringen er lavet, og den er nu lækket til pressen.
      Selv om det selvsagt er en alvorlig sag, når statsministeren fører befolkning og folketing bag lyset, er det værste nu ikke løgnen i sig selv. Værre er det, hvad den dækker over: COP15 blev en større fiasko end nødvendigt pga. dansk inkompetence.
      Det synes fuldstændig uden for diskussion, at samarbejdet mellem det danske statsministerium og FN’s klimasekretariat langtfra fungerede optimalt. Ligesom det er helt tydeligt, at Danmark valgte at lægge sig op af USA frem for at være den objektive mellemmand, der balancerede interesserne mellem de mange parter.

Løkke uberørt af kritik
Lars Løkke Rasmussen lader sig ikke påvirke. Der skal mere end et sammenbrud i de globale klimaforhandlinger til at bekymre ham. Faktisk er han ganske godt tilfreds med resultatet ved COP15.
      Under og efter COP15 har det været helt tydeligt, at Lars Løkke og hans spindoktorer ønsker at tegne et helt bestemt billede af ham som statsminister: En mand med begge ben på jorden. Lars Løkke er ikke blevet “hovski-snovski”, efter at han er blevet statsminister. Han er stadig ”Lille Lars fra Græsted”.
      Hvor er det dog trist, at ambitionerne ikke er større for en statsminister. Og hvor er det dog trist, at man ikke er i stand til at reflektere bare en smule over egen indsats.
     Ingen – eller kun ganske få danskere – mener, at Danmarks svage lederskab af COP15 var den væsentligste årsag til det dårlige resultat. Selvfølgelig var der også mange andre grunde til, at det gik galt. Men lige så forkert som det vil være at give Danmark hele skylden, lige så fejlagtigt vil det være at frikende regeringen fuldstændigt for ansvar.
      Internationalt har der da også været udbredt skuffelse over de alvorlige og ganske betydningsfulde fejl, som Danmark begik.
      BBC har en temahjemmeside om COP15. Her nævnes det danske formandskabs inkompetence som en af de centrale årsager til fiaskoen. Her hedder det fx:
  “When Mr. Rasmussen took over for the high-level talks, it became quickly evident that he understood neither the climate convention itself nor the politics of the issue. Experienced observers said they had rarely seen a UN summit more ineptly chaired.”
      Også avisen The Guardian er benhård i sin kritik:
      “Connie Hedegaard, the Danish climate minister, started well but was forced at the start of week two to step down in favour of the Danish prime minister, Lars Løkke Rasmussen, officially because it would be inappropriate for a mere climate minister to meet and greet world leaders. But it was an open secret that she was at odds with her leader and the rich countries preferred their own man. Then Lars Løkke Rasmussen proved to be out of his depth at this level of politics. He, too, was forced to step down, probably by the UK, Australia, Canada and others.”
     Langt mere alvorligt end Løkkes manglende diplomatiske evner var imidlertid den forfejlede strategi – at negligere en række af udviklingslandenes helt rimelige krav.  
     Jeg forstår godt, at Lars Løkke Rasmussen har behov for at påpege, at andre også begik fejl i processen. Det er bestemt rimeligt at klandre både USA og Kina for manglende politisk vilje. Men ikke at ville indrømme en eneste fejl fra det danske formandskab er ikke bare utroværdigt. Det er også skadeligt.
      Hvis ikke vi alle lærer af fiaskoen i København, hvordan skal vi så komme videre? En vittig mand sagde engang: “hvis ikke man ændrer kurs, ender man der, hvor man er på vej hen”. Den kurs, det danske formandskab satte under COP15, vil føre til det endelige sammenbrud, hvis den fortsættes.

Hvad nu?
Et af de grundlæggende problemer var, at mistilliden mellem udviklingslandene og de udviklede lande blev større i København. Særligt mistilliden mellem USA og Kina. Det gør det svært at nå til enighed omkring forhandlingsbordet.
      Derfor er det vigtigt, at andre spillere såsom EU forsøger at facilitere fortsatte forhandlinger mellem de to parter. Det kan ske ved at agere “mellemmænd” og/eller ved at foreslå kompromiser, som finder fællesnævnere mellem de to landes positioner.
      Muligheden er der stadig: Som FN’s klimachef Yvo de Boer har udtalt, har vi alle ingredienserne i skålen. Vi fik bare ikke bagt kagen i København, men det kan stadigt nås i Mexico.
      Reelt handler det om at løse de udeståender, der er med hensyn til finansiering. Hvem skal betale hvor meget, til hvem, hvornår og på hvilke betingelser? Og reduktionsforpligtelser – hvem skal reducere deres forurening hvornår og på hvilke betingelser?
      EU kan spille en nøglerolle her. Selvom EU ikke var aktive nok under COP15 og slet ikke bød ind med nok på hverken finansiering eller reduktionsmål, så er EU alligevel foregangsregion på klimaområdet. Dertil kommer, at EU – i modsætning til det danske formandskab – stadig nyder nogen tillid hos udviklingslandene til at kunne drive forhandlingerne fremad mod Mexico.
      EU’s klimakommissær, Connie Hedegaard, barsler lige nu med en plan for, hvordan EU skal tage teten i klimakampen. Hvis alt går vel, ser planen dagens lys til juni. Forhåbentligt skruer den op for EU’s reduktionsmål og sætter afsender på de penge, der skal finansiere konsekvenserne af klimaforandringer de kommende år i verdens fattigste lande. Det er dog langt fra sikkert, at den bliver så ambitiøs, som den kunne blive.
      For selvom både EU’s reduktionsmål og bidrag til finansiering måske ser flotte ud, er det ikke nødvendigvis tilfældet.
      Reduktionsmålene nås nemlig nemt som følge af den økonomiske krise: Når produktionen falder, falder udledningen af CO2 også, helt uafhængigt af EU’s overordnede mål. Og hvad angår finansieringen, kan der måske nok skabes enighed om en stor sum. Faren er bare, at det kun er penge, der allerede er afsat til udviklingsbistand, så der reelt ikke er tale om klimahjælp.
      Connie Hedegaards virkelige udfordring bliver derfor for det første at præsentere virkelige reduktionsmål og for det andet at finde virkelige bidrag til finansieringen. Virkelige reduktionsmål er reduktionsmål, der skaber et reelt incitament til energieffektive investeringer og ikke bare nyder godt af den økonomiske krise. Og virkelige penge er penge, der ikke allerede er afsat til udviklingsbistand, men derimod er ekstramidler til de udfordringer, der følger af klimaforandringerne.
     

Fra Bruxelles skriver I RÆSONS UGEMAGASIN: Dan Jørgensen, Anne E. Jensen, Morten Messerschmidt, Emilie Turunen og Bendt Bendtsen.
Udgivet 5/5 2010. Ny korrektur 8/5 2010.