Connie Hedegaard til RÆSON: Er Kina ifærd med at nedprioritere klimaet?

Connie Hedegaard til RÆSON: Er Kina ifærd med at nedprioritere klimaet?

06.10.2010


I forrige uge var verdens klimaministre indbudt til Geneve for at diskutere finansiering forud for COP16. Men den kinesiske minister var ikke mødt op – i stedet havde Kina sendt undersekretæren fra den lokale ambassade: ”Jeg synes, det var et mærkeligt tegn. Når en så central spiller som Kina kun møder med en lokal undersekretær, så bliver jeg bekymret. For et år siden var Kina aldrig mødt med en undersekretær. Der var de naturligvis mødt med ministeren”. Sådan siger Connie Hedegaard idag til RÆSON. Foruden for COP16-mødet i Mexico er hun skeptisk både når det gælder viljen hos Kina og hos USA: “Jeg vil rigtig gerne have, at vi i Cancun kan blive enige om mål [for CO2-udledningen]. Det bliver svært, fordi der simpelthen er meget stærke grænser for amerikanerne.”

Interview af Mads Bøgh Johansen

Det er en travl klimakommissær, der tager imod RÆSON Europahuset ved Nørreport i København. To dage forinden fejrede Connie Hedegaard sin 50-års fødselsdag i København, dagen efter var hun tilbage i Bruxelles for at mødes med det Europæiske Råd, og i dag er det København.
      Connie Hedegaard har siddet som klimakommissær for EU’s 27 medlemslande i snart otte måneder, og her tre måneder før det næste store klimatopmøde i rækken, COP16 i Mexico, er kommissæren realistisk, men bekymret. For på et ministermøde i forrige uge i Geneve i Schweiz skete der noget. På mødet var verdens klimaministre indbudt til at diskutere finansiering forud for COP16. Men den kinesiske minister var ikke mødt op. Kina havde i stedet sendt undersekretæren fra den lokale ambassade.
      ”Jeg synes, det var et mærkeligt tegn. Når en så central spiller som Kina kun møder med en lokal undersekretær, så bliver jeg bekymret. Kina var for et år siden aldrig mødt med en undersekretær. Der var de naturligvis mødt med ministeren,” fortæller Connie Hedegaard.
      Det er nu ni måneder siden, at 128 statsledere, et større antal klima- og miljøministre og et endnu større antal NGO’ere forlod Bella Centret i København, uden det, de var kommet efter. Den store internationale bindende klimaaftale blev aldrig til noget, og i stedet blev der i 11. time formuleret en to siders uforpligtende hensigtserklæring – den såkaldte ”Copenhagen Accord”. Men ét stort og rungende spørgsmål hang tykt i luften: Hvad nu?
      ”Det er klart, at du kun én gang kan lave en så total mobilisering, som vi gjorde op til COP15. Så derfor, når du ikke opnår, det du havde håbet på, må vi nu på en anden måde forsøge i Mexico at få taget et sæt af ambitiøse beslutninger.”
      Om tre måneder indledes den 16. FN-klimakonference, når Mexico er vært for COP16. Mødet skal afholdes i den sydøstlige kystby, Cancun. Her skal det vise sig, om verden har lært af sidste vinters forhandlingsvanskeligheder. Selvom jeg har aftalt med Connie Hedegaard, at dette interview mestendels skal pege fremad mod COP16, kan hun ofte alligevel ikke lade være med at analysere på resultatet af COP15.
      ”Det er klart, at det, der jo til sidst manglede i København, det var regeringernes vilje til at lave det kompromis, der skal til. FN-systemet er jo skruet sådan sammen, og det så vi tydeligt i København, at hvis Tuvalu vil bruge stort set hver plenarforsamling på at snakke om noget formalistisk, så kan de gøre det.”

      Men hvorfor så ikke droppe FN-sporet og fortsætte med forhandlingerne i en række mindre fora, eksempelvis blandt G20-landene? ”Ja, det ville være rigtig lækkert, hvis vi bare satte os ned og ordnede det der. Det er jo alligevel de lande, der betyder noget. Med al respekt, det er jo ikke Malis udledning, der er problemet. Men der har problemet hidtil været, at Kina har modsat sig. Så kunne man sige, hvad så med G7 eller G8, hvor Kina ikke er med? Men det er heller ikke så godt, eftersom Kina i 2020 står for 30 % af den globale udledning af CO2 – så vi er nødt til at have Kina med ombord.”

      Kunne det så ikke bare være G2 – altså udelukkende USA og Kina? ”Ja, det prøvede Obama-administrationen sådan set også sidste år. USA havde mange bilaterale møder med kineserne, og det ville jo være enormt interessant, hvis verdens to største supermagter kunne blive enige om noget. Det kunne de så bare ikke.”

      Men hvis man ikke engang kan få to lande til at blive enige, hvordan skal 179 lande så kunne blive enige til COP16 ”Jeg tror, der i øjeblikket er en intern diskussion i Kina, om hvorvidt de skal køre deres eget løb eller vedkende sig, at de nu er en stor spiller på den internationale scene, og dermed er nødt til at tage et medansvar. Det er jo et grundlæggende og strategisk valg for Kina. Hvilken slags stormagtsposition ønsker de at have? Noget af det, vi så i København, var, at det spørgsmål var uafklaret fra kinesernes side. De to interne linjer clashede simpelthen. Men hvis jeg ser på Kina over de senere år, så har de rykket sig et meget stort skridt. For bare to år siden ville hverken Kina eller Indien for den sags skyld have noget som helst med klimaforhandlinger at gøre. Det var ikke deres bord, mente de. Men den indstilling har i dag ændret sig helt enormt. Indien lovede for nogle år siden, at de aldrig vil udlede mere CO2 pr. indbygger, end hvad EU gør. Og på det punkt var COP15 en kæmpe landvinding, eftersom Kina her erkendt, at klimaproblemet kun kan løses, hvis de bidrager. Så debatten i Kina har ændret sig, og min pointe er bare, at det havde den ikke gjort, hvis vi for et par år siden bare havde sagt, jamen det nytter jo alligevel ikke noget at få Kina med.”

      Hvad er målet for EU i Cancun? ”Min analyse var allerede i marts, at vi nu må prøve en trinvis tilgang. Vi kunne jo se i februar, at USA ikke kunne få deres klimalov igennem Senatet, som de havde håbet på. Så i Cancun skal vi levere på substans. Den finansiering, som blev lovet i København, skal leveres, og så skal vi passe på ikke at backtracke fra Copenhagen Accord. I København nåede man store fremskridt inden for skovområdet, så vi bør kunne lave en aftale på det område i Cancun.”

      Det lyder, som om du siger, at det mest handler om at holde momentum? ”Nej, sådan et område som skov er ekstremt kompliceret. Hvordan får du gjort det attraktivt for den brasilianske bonde ikke at fælde et stykke regnskov for at få et stykke jord og dyrke? En sådan mand skal måske belønnes af det internationale samfund for at bevare regnskoven. Den slags har været forsøgt forhandlet i årevis, og det vil derfor være et super vigtigt skridt med en sådan aftale. Så hvis vi i Cancun kan vise, at vi kan enes om substans, så vil vi måske på sigt kunne enes om den juridiske form også, og det bliver så udfordringen til COP17 i Sydafrika. Det bliver svært, men det er opgaven.”

      Men hvor realistisk er det mål, eftersom amerikanerne ikke kan tilbyde mere end de gjorde i København qua deres lovgivning og mislykkede forsøg på godkendelse af en klimalov? “Skov, tilpasning og teknologi kræver ikke lovgivning i Senatet. Så de elementer bør amerikanerne kunne levere på. De har ganske rigtigt svært ved at snakke mål, så længe de ikke kan få mål vedtaget via lovgivningen. Men finansiering kan de levere, tilpasning kan de levere og skov kan de levere. Så på de her områder bør vi ikke være hæmmede af, at USA ikke har egne mål, og ligesom har deres egne måder at gøre tingene på. Jeg vil rigtig gerne have, at vi i Cancun også kan blive enige om mål. Det tror jeg dog bliver svært, fordi der simpelthen er meget stærke grænser for amerikanerne. Men de andre ting burde formelt ikke være noget problem.”

      Noget af det, EU blev kritiseret for under COP15, var at man ikke talte med én stemme. Hvordan går det med det i dag? ”Når jeg taler med de europæiske miljø- og klimaministre, så er det noget man er meget opmærksom på. Jeg kan se, så sent som på det Europæiske Råd i sidste uge, at dér spiller strategi i forhold til andre lande en stor rolle. Og det er rigtigt, at EU på COP15 lærte, at når EU ikke talte med en stemme, så gav det kæmpe problemer.”

      Så kommer EU til at tale med en stemme? ”Det bruger jeg mange kræfter på. Men ‘én stemme’ betyder ikke, at der kun er en, der må sige noget. Det betyder, at når europæerne taler, så skal det være det samme, der kommer ud. Det nytter ikke noget, at det går som i København.”

      Men kan man få EU til det?” Jah, det vil jo vise sig. For visse EU-lande er det jo en radikalt anderledes måde at tænke på. Men jeg tror, at oplevelsen ovenpå COP15 var så stærk, at man er opmærksom på, at enten står vi sammen i EU, eller også taber EU indflydelse. Er det let? Nej, det er hamrende svært.”

Mads Bøgh Johansen (f.1987) er journalistpraktikant hos Deadline 22.30, tidligere har han været tilknyttet P1 Orientering. Derudover er han pladeselskabsejer, film-noir fan og stædigt ifærd med at tillære sig serbokroatisk. Medlem af RÆSONS redaktion. MBJO@dr.dk