BOSNIEN-HERCEGOVINA Fortsat tilstedeværelse af internationale dommere opfattes som trussel

02.02.2010

Den lokale – men internationalt influerede –krigsforbryderdomstol i Bosnien-Hercegovina skaber intern splid i landet. Den serbiske premierminister beskylder den for at være en trussel mod både det serbiske folk og den Serbiske Republik. Forsætter kampen om dens Eksistensberettelse kan det have konsekvenser for både domstolen selv og landets stabilitet.

Af Maisa Mahmutovic
I december 2009 besluttede man at forlænge mandatet for de internationale dommere, der i samarbejde med nationale dommere prøver at placere ansvaret for 1990ernes krigsforbrydelser i Bosnien. Det har medført store protester: de serbiske politikere frygter en centraliseret bosnisk stat, hvor den Serbiske Republik og dens juridiske institutioner undergraves.
Det var allerede i 1993, at FN’s Sikkerhedsråd nedsatte ”Straffetribunalet for det tidligere Jugoslavien” med sæde i Haag. Tribunalet har ansvaret for at retsforfølge de hovedansvarlige for folkedrab, forbrydelser mod menneskeheden, samt overtrædelse af krigens love og konventioner. Det er her, at Slobodan Milosevic og Radovan Karadzic er blevet stillet foran et dommerpanel. Samtidig finder en del af retsforfølgelsen af krigsforbrydere sted på nationalt plan i de eks-Jugoslavske lande.
I marts 2005 påbegyndte War Crimes Chamber (WCC) under Retten I Bosnien-Hercegovina sit arbejde. Modsat Haag-tribunalet fokuserer WCC primært på retsforfølgelse i sager, der vedrører gerningsmænd på mellem- og lavniveau.
WCC bliver ofte overset af vestlige medier, men den har stor praktisk betydning i Bosnien. WCC er en hybriddomstol, idet både nationale og internationale dommere sidder i dommerpanelet.
De internationale dommeres mandat var sat til at udløbe i december 2009. Det medførte i Bosnien en meget ophedet diskussion om, hvorvidt deres mandat skulle forlænges. Især de serbiske politikere og opinionsdannere var imod en forlængelse. De opfatter det arbejde WCC udfører som en direkte trussel mod den Serbiske Republiks (Republika Srpska) fortsatte eksistens.
Bosniske politikere besluttede da også ikke at forlænge de internationale dommers mandat. Beslutningen om mandatforlængelse ligger dog ikke kun hos dem. Som EU Special Representative og det internationale samfunds Højrepræsentant har Valentin Inzkos til særlig opgave at sørge for, at Bosnien bevæger sig over mod integration i Euro-Atlantiske institutioner, samt at Dayton-aftalen overholdes. Det er de bosniske politikere, der i princippet beslutter, hvordan dommerfordelingen ved WCC skal se ud – i praksis har Valentin Inzko dog beføjelser til at underkende deres beslutninger.
I december 2009 anvendte han sin de facto magt og underkendte politikernes beslutning. –Inzko afgjorde, at de internationale dommere vil blive i Bosnien frem til 31. december 2012. Dette har medført endnu større debat i den Serbiske Republik, som ligefrem taler om at sende spørgsmålet til folkeafstemning.

En trussel mod serberne og deres republik
Serberne opfatter WCC som en trussel mod både den Serbiske Republik og det serbiske folk
Milorad Dodik, premierministeren i den Serbiske Republik, udtrykker truslen mod det serbiske folk. Han mener, at WCC gør sig skyldig i ”mishandling af serbere, idet 80 % af domsafsigelserne er imod denne etniske gruppe”. Ifølge ham er WCC skabt ene og alene med det formål at ”fælde dom over krigsforbrydelser, men
åbenlyst kun dem, der angiveligt er begået af serbere, hvilket er skamfuldt.” Samtidig har han udtalt, at det er uacceptabelt, at serbere retsforfølges af muslimske dommere, som samarbejder med de internationale. Man må dog stille sig tvivlende overfor, hvorvidt der er tale om et egentligt samarbejde. Opfattelsen af, at et sådant finder sted, er ikke desto mindre fremtrædende blandt serbiske politikere og opinionsdannere. Dodik trækker med anklagen tydelige tråde tilbage til krigens opsplitning,
De samme tråde bliver brugt af Branislav Dukic, formanden for Foreningen for Bosnisk-Serbiske fanger i den Serbiske Republik. Han har udtalt, at WCC ligefrem modarbejder retsforfølgelse af de mennesker, som begik krigsforbrydelser mod serberne under krigen i Bosnien: det skyldes, mener han, især de internationale dommere, som handler på baggrund af instruktioner fra ”nogle fra det internationale samfund”. Han kæder også de internationale dommere med den muslimske trussel, idet: ”12.000 mujahedinere (…) blev bragt til Bosnien (under krigen, red.), blandt hvilke selv repræsentanter fra det internationale samfund var involveret”. Dukic tager videre afstand fra de internationale dommeres tilstedeværelse med henvisning til, at ”de kommer fra lande, som var med til at ødelægge det tidligere Jugoslavien”. Argumentationen lader til at være, at det internationale samfund og muslimerne modarbejdede serberne under krigen, og nu fortsætter via WCC.
Den samme opfattelse fremføres hos adskillige serbiske opinionsdannere. Journalist Slavko Mitrovic fra Glas Srpske (”Den serbiske Stemme”) argumenterer for, at WCC arbejder ud fra princippet om selektiv retfærdighed og at WCC’s virkelige formål kun er slet skjult. Målet er nemlig at ”bestemme karakteren af krigen i Bosnien ved hjælp af disse retssager og påtvinge skylden primært på serberne”. I forbindelse med debatten om mandatforlængelsen blev der i RS tegnet et generelt billede af WCC’s arbejde som en egentlig forfølgelse (til forskel fra retsforfølgelse) af serberne, som WCC vil give skylden for krigen i Bosnien.
Truslen mod selve den serbiske republik, kommer ifølge flere serbiske politikere fra det internationale samfund. De mener, at WCC er endnu et tegn på Højrepræsentantens (international institution, der overvåger hvorvidt Dayton fredsaftalen implementeres, red.) magt.
Premierminister Dodik har flere gange udtalt, at WCC er et ulovligt fremmedlegme, påtvunget fra Højrepræsentanten, og som ikke er i overensstemmelse med Daytonaftalen og den bosniske forfatning. WCC’s primære formål er ifølge ham ”politisk forfølgelse”.
Dayton-aftalen betød, at Bosnien blev opdelt i to næsten lige store dele. Føderationen, der er domineret af bosniakkere og kroatere, udgør 51 procent af landets territorium, mens den Serbiske Republik, med dens primært serbiske befolkning, udgør 49 procent. Dayton-aftalen har givet begge entiteter selvstyre i form af egne institutioner, regering, parlament, domstole etc. Og det er netop det juridiske system i den Serbiske Republik, der ses truet med WCC arbejde.
WCC har overordnet status i forhold til entitetsdomstolene. Flere serbiske politikere har påpeget, at WCC er udtryk for en egentlig udhuling af den Serbiske Republik’ status som entitet. Milorad Zivkovic, som også er vicetalsmand for Repræsentanternes Hus ved det Bosniske Parlament, har blandt andet udtalt, at WCC er udtryk for ”retslig besættelse af Bosnien og Hercegovina fra Det Internationale Samfunds side.” Han taler om åbningen af ”jagtsæsonen”, hvor byttet kan være tidligere medlemmer af den Serbiske Republiks hær, forretningsfolk eller hvem som helst, som det internationale og bosniakiske samfund i Sarajevo mener er en trussel.
Ved at lade WCC, og derved Retten i Bosnien-Hercegovina, være overordnet entitetsdomstolene, ser de serbiske politikere altså, at det internationale samfund i samarbejde med bosniakkerne er ved at skabe en centraliseret bosnisk stat, hvorved den Serbiske Republik og dens juridiske institutioner undergraves. Entitetens status, og i for sig suverænitet, ses derfor truet i forbindelse med retsforfølgelse af krigsforbrydere.
Dertil kommer, at Højrepræsentanten er en forhadt institution i den Serbiske Republik. Journalist Kristina Cirkovic fra Glas Srpske skriver, at WCC og Retten i Bosnien-Hercegovina er et fælles projekt mellem det internationale samfund og bosniakiske politikere. Ifølge hende bekræftes dette af, at serbiske politikere straffes af Højrepræsentanten, mens bosniakiske belønnes med høje stillinger ved Retten i Bosnien-Hercegovina. Der ses altså igen tegn på den herskende konspirationstankegang rettet mod det serbiske folk og den Serbiske Republik som helhed.
I 2004 afskedigede den daværende Højrepræsentant Paddy Ashdown for eksempel 70 politikere og embedsmænd i den Serbiske Republik. Det er blandt andet handlinger som disse, der har gjort institutionen så forhadt. Dodik har ligefrem kaldt Ashdown for ”ren ondskab” og har endvidere sagt, at især Wolfgang Petrisch og Ashdown er de to Højrepræsentanter, ”som har udført flest onde gerninger mod entiteten Republika Srpska”. At Valentin Inzko har besluttet at forlænge de internationale dommers mandat har således skabt furore. Man taler ligefrem om at iværksætte en folkeafstemning, så
befolkningen i den Serbiske Republik kan give deres syn på sagen.
Det ses altså, at de serbiske politikere og opinionsdannere italesætter den Serbiske Republiks fremtid som truet i forbindelse med retsforfølgelse af krigsforbrydere: og truslen kommer især fra det internationale og bosniakiske samfund.

WCC påvirker stabiliteten i Bosnien-Hercegovina
Situationens alvor understreges først og fremmest af, at Dodik har udtalt, at han vil gøre alt, hvad der står i hans magt for ”at ødelægge disse institutioner (Retten i Bosnien-Hercegovina og anklagemyndighed med international tilstedeværelse, red.), før jeg accepterer deres arbejde.”
OSCE (Organisationen for sikkerhed og samarbejde i Europa, red.) har da også i december 2009 udtrykt klar bekymring over de udtalelser som visse prominente politikere ”især men ikke eksklusivt fra den Serbiske Republik” kommer med. I en rapport skriver de, at ”det er med stor alvor, at OSCE’s kontor i Bosnien-Hercegovina opfordrer politiske repræsentanter til at afholde sig fra nogen form for upassende indflydelse eller pres i forhold til den juridiske proces og fra angreb på retsvæsnets ry og integritet.”
Debatten om retsforfølgelse af krigsforbrydere er derfor meget heftig i Bosnien. Direkte benægtelse af begåede krigsforbrydelser og retfærdiggørelse af dette med henvisning til en højere ’etnisk’ interesse har længe karakteriseret den serbiske forståelse af sagen. Glorificeringen af dømte krigsforbrydere er meget almindelig. Og dertil kommer, at politiet i den Serbiske Republik heller ikke er samarbejdsvillig. Der har blandt andet været eksempler på, at de ligefrem har ødelagt krigsdokumenter og vigtigt bevismateriale i forbindelse med efterforskningen af krigsforbrydersager. Samtidig med, at der har været flere tilfælde, hvor arresterede eller dømte serbere er flygtet under meget mistænkelige forhold, mens de var i den Serbiske Republiks politis varetægt. Det er derfor yderst relevant fortsat at holde øje med, hvordan forskellige aktører italesætter spørgsmålet om retsforfølgelsen af krigsforbrydere og WCC’s arbejde.
Som nævnt har retorikken klare tråde til krigen i starten af 1990’erne. Dodik har flere gange udtalt, at han ønsker stadig stærkere selvstændighed og uafhængighed for den Serbiske Republik. Han har endda udtalt ønske om, at Bosnien splittes op på samme måde som Tjekkoslovakiet blev det i sin tid. ”Hvorfor skulle vi ikke gå samme vej som Tjekkoslovakiet og mødes i Den Europæiske Union?” spurgte han retorisk i marts 2009. Problemet er blot, at en evt. løsrivelse af den Serbiske Republik ville skabe stor ustabilitet i landet og regionen som helhed. Bosniakiske politikere har da også argumenteret for, at entiteten overhovedet ikke har eksistensberettigelse som noget selvstændigt og uafhængigt, siden den bygger på folkemord.
WCC’s arbejde er derfor fanget i en storpolitisk debat og retsforfølgelse af krigsforbrydere i sig selv er blevet en storpolitisk sag. Dette kan ikke alene have konsekvenser for WCC’s fortsatte arbejde, men også for stabiliteten i landet.

Maisa Mahmutovic læser statskundskab og har beskæftiget sig med retsforfølgelsen af krigsforbrydere i Bosnien og Hercegovina, gennem sin praktik som journalist ved Nyhedsbureauet BIRN BIH/Justice Report

RÆSON