Bendt Bendtsen til RÆSON: EU-lovgivning kan få store konsekvenser for danske realkreditlån

Bendt Bendtsen til RÆSON: EU-lovgivning kan få store konsekvenser for danske realkreditlån

22.10.2010


En sag der har vakt stor interesse er den kommende EU-lovgivning, der kan få store konsekvenser for dansk realkredit. Rentetilpasningslånene (eller flexlån) kan ophøre med at eksistere, ligesom de lange fastforrentede realkreditlån vil blive dyrere.

Af Bendt Bendtsen, Medlem af Europa-Parlamentet (K)

I dag er der omkring 1,7 millioner registrerede realkreditlån i Danmark, hvilket understreger hvor central realkreditmodellen er for det danske samfund. Mere end halvdelen af alle realkreditlån til boligejere udgøres af rentetilpasningslån. 7 ud af 10 af disse lån med løbende rentetilpasning er med en etårig bindingsperiode.
      Netop i en tid, hvor økonomien er stram for mange er det vigtigt at kunne udnytte den lave rente og bevare de bedst mulige lånetyper til den lavest mulige pris. Det er blevet anslået, at en afskaffelse af flekslånene vil koste 5,6 milliarder kroner årligt.
      Der er således ingen tvivl om at sagen er vigtig. Alligevel hersker der en del forvirring i EU omkring dette spørgsmål. Det er i sidste ende forhandlingerne i EU-systemet, som først rigtigt påbegynder i første kvartal af 2011, der kommer til at være afgørende. Det har dog allerede de seneste måneder været muligt at opnå indflydelse.

Skal EU blindt følge Basel-komitéen?
Den finansielle krise er stadig ikke ovre, og det er stærkt nødvendigt, at vi gør noget for at tilpasse finansmarkederne. Vi skal lære af vores fejl og for så vidt muligt mindske omfanget af en fremtidig krise. Her kan Danmark ikke agere alene. Der er behov for fælles regler på EU-niveau.
      Basel-komitéen har fremlagt en række anbefalinger, der skal gøre de finansielle markeder mere stabile og hindre en fremtidig krise. Basel-komitéen har intet med EU-institutionerne at gøre. Det er et fast mødeforum for 27 landes nationalbanker og institutioner med ansvar for finansielle tilsyn. Komitéen har ingen formel tilsynsautoritet og kan ikke træffe juridisk bindende beslutninger. I stedet kommer komitéen med anbefalinger og guidelines angående banktilsyn, som det er op til verdens lande selv at implementere, hvis de ønsker det.
      Og heri ligger så problematikken. USA – der ellers har en af de eftertragtede pladser i komitéen – har ikke for vane at implementere Basel-komitéens retningslinjer. I disse år har vi været vidne til, at verdens økonomier er bundet mere og mere sammen; krisen, der har ramt Europa hårdt, startede i USA, og netop derfor er det problematisk at landet ikke ser samme behov for at regulere som EU og resten af verden. Omvendt har EU for vane at kopiere anbefalingerne til konkret lovgivning.
      Man kan med rette spørge sig selv hvorfor EU skal følge Basels anbefalinger til punkt og prikke, når USA ikke gør det?
      Jeg er stor tilhænger af Basel-komitéen og dens formål, men i EU skal vi tænke os godt om. Det er ikke meningen, at vi med nye regler skal ramme generelt sunde finansieringsformer.
      Vi skal nyde godt af de ting Basel-komitéen vedtager, og det gør vi altså ikke ved de forslag, der er i støbeskeen nu. Der er tale om forslag, der formentlig vil hjælpe på det overordnede økonomiske system, men som ikke beskæftiger sig med enkelte landes problemer.

Problemets kerne: Realkreditlån vil blive dyrere!
Den tekniske forklaring på problematikken drejer sig særligt om krav til likviditet bag kortsigtet gæld samt likviditetsgraden.
      Net Stable Funding Ratio er det engelske udtryk for anbefalingerne om likviditet bag kortsigtet gæld. Disse foreskriver, at der skal ligge super likvide aktiver bag kortsigtet gæld. Det er fornuftigt med en stabil finansiering, men ved de korte rentetilpasningslån, som refinansieres hvert år, er dette meget problematisk. Realkreditten fungerer nemlig efter et balancesystem, hvor der er en en-til-en sammenhæng mellem udlån på den ene side og obligationer på den anden side. Dette gør systemet gennemskueligt og stabilt.
      Hvis realkreditinstitutionerne skal tilsidesætte ekstra midler, vil det gøre lånene så dyre at udbyde, at de formentlig vil forsvinde – i hvert fald i deres nuværende form.

For skrape krav til likviteten
Likviditetsgraden arbejder med en opdeling af aktiver. Finansielle institutioner vil aldrig have rede penge liggende. Man vil forsøge at investere kundernes indestående for at opnå et større afkast. Basel foreslår, at bankerne kun må have 40 % indestående fra mindre stabile realkreditobligationer, end statsobligationer – gruppe 2-aktivklassen. I dag udgør realkreditobligationer 85% af indeståender i danske finansielle institutioner. Det svarer til 1163 milliarder kroner (1.163.000.000.000).
      Det vil Basel altså have ned på 40%, hvilket bliver meget svært at gennemføre i praksis.
      Det er i princippet klogt at have en opdeling af aktivklasserne – statsobligationer og mindre stabile aktiver end statsobligationer – for at promovere de sikre investeringer og mindske sandsynligheden for at enkelte banker krakker, fordi de har foretaget usikre investeringer.
      Problematikken ligger i, at opdelingen af aktivklasser ikke er foretaget ud fra en objektiv vurdering af, hvad der er gode investeringer. Faktum er, at alle statsobligationer ikke er lige stabile, og realkreditobligationerne har vist sig mere stabile end en række statsobligationer under krisen. Det er dog formentlig politisk umuligt at differentiere mellem statsobligationernes likviditet, idet det både kan give store økonomiske problemer for de ramte lande ligesom det bare er politisk ukorrekt at pege fingre af lande med en dårligere økonomi.

Perspektiverne i Parlamentet
I Europa-Parlamentet vil forslagene fra Basel blive en del af de reviderede kapitalkravsdirektiver, i daglig tale CRD 4. Kommissionen ventes som initiativtager i lovgivningsprocessen at præsentere sit udspil i første kvartal af 2011.
      Parlamentet har dog besluttet at udarbejde en såkaldt initiativbetænkning, der har til formål at give input til Kommissionens arbejde. Kommissionen er selvsagt interesseret i at få sit forslag igennem i Parlamentet, hvorfor den vil følge anbefalingerne fra initiativbetænkningen.
      Betænkningen, der blev udarbejdet af min partifælle, østrigeren Othmar Karas, er ikke særlig teknisk. Sammen med Anne E. Jensen fra Venstre havde jeg selv stillet to ændringsforslag, som klart tilsagde, at man skulle tage højde for realkreditmodeller, der har vist sig stabile under krisen. Det har således været vores hensigt at frede den danske model, hvor realkreditobligationerne netop er stabile. I dansk kontekst ser vi ingen grund til det massive likviditetskrav til realkreditinstitutterne, da det udelukkende vil gøre lånene dyrere.
      Det er vigtigt at huske på, at Parlamentet er et utrolig konsensusorienteret sted. Der vedtages sjældent ting med små flertal. Dele af den danske presse kunne ellers efter afstemningen berette, at Europa-Parlamentet ”siger nej til realkredit-redningskrans.” Jeg ser dog intet odiøst i, at mit ændringsforslag blev skrevet ind i et kompromisændringsforslag, eller at Dan Jørgensens mange ændringsforslag, der er alt for specifikke, bliver afvist. I initiativbetænkninger er arbejdet af en anden natur, og man holder sig til de generelle linjer. Mit personlig indtryk er, at rapporten i det store og hele er meget positiv. Der står bl.a. i rapporten at en “one size fits all”-tilgang er ødelæggende for den europæiske bankindustri, og er i stand til at skade den europæiske vækst og økonomiske genopsving.
      Når Kommissionens forslag kommer til foråret, er det klart, at der skal arbejdes meget mere detaljeret. I disse forslag vil de konkrete modeller være nævnt og forhandlingsresultatet vil være et direkte vidne om, hvilke konsekvenser det vil få for den danske realkreditmodel. Hér vil jeg yde en aktiv indsats i lovgivningsprocessen. Det er helt essentielt, at vi fastholder, at ”one size fits all”-tilgangen ikke passer til den danske realkreditmodel.

Foto: Palle Peter Skov