ATOMTOPMØDE Obama: Ny atomtrussel kræver ny atompolitik

14.04.2010

Obama har brugt de sidste ti dage på at skyde en atompolitisk tretrinsraket af sted. Først lancerede han en ny amerikansk atompolitik; så underskrev han en historisk nedrustningsaftale med russerne. Og mandag og tirsdag i denne uge [d.12.-13.april 2010, red.] var han vært for et atomtopmøde i Washington.

Af Jakob Jessen, Washington, D.C.

For lidt over et år siden præsenterede en nyindsat og stadig uskrammet Barack Obama sine planer om en atomfri klode:
    ”Jeg siger det klart og med overbevisning: Det er USA’s forpligtelse at søge den fred og den sikkerhed, der findes i en verden uden atomvåben,” sagde præsidenten fra en talerstol i Prag [5.april 2009, red], mens han kiggede mod op mod himlen og tilføjede: ”Vi er nødt til at insistere: ‘Yes we can’”.
    Et år – og en masse eksterne og interne møder – senere tog Obama sidste tirsdag det første skridt til at opfylde de løfter, han gav i Prag. Obama-administrationen har på 50 sider præsenteret en ny atomstrategi, der bl.a. indeholder et løfte om, at amerikanerne kun vil kaste atombomber mod lande, der selv har atombomber … plus Iran og Nordkorea.
    Næste skridt på atomagendaen blev taget torsdag [d. 8.april 2010, red.], da Obama sammen med sin russiske kollega, Dmitri Medvedev, var vendt tilbage til Prag for at underskrive en nedrustningsaftale, der begrænser begge landes arsenal til 1.550 aktive atomvåben.

Den største trussel for den globale sikkerhed
Det tredje – og foreløbigt afsluttende – skridt blev taget mandag og tirsdag i denne uge [d.12.-13.april 2010, red.], hvor Obama samlede repræsentanter for 47 nationer i Washington D.C. til en snak om, hvordan man holder atomvåben ude af hænderne på terrorister – et scenarie, Obama tirsdag kaldte ”en af de største trusler for den globale sikkerhed – for vores kollektive sikkerhed”.
    Der er især bekymring over Indiens og Pakistans atomarsenaler, en bekymring, der ikke blev mindre, efter en rapport fra Harvard University blev offentliggjort mandag. Ifølge rapporten er det en ”meget reel mulighed”, at islamiske ekstremister vil være i stand til at stjæle atomsprænghoveder i lande som Pakistan.
Før topmødet havde den amerikanske administration – ifølge Washington Post – tre grundlæggende mål:
    1) at skabe konsensus iblandt de 47 nationer deltagende nationer om et communique, hvor landene bekræfter deres hensigter om at implementere sikkerhedsstandarder omkring uran og plutonium samt at bakke op omring FN-resolutioner på området. 2) at samle landene om en detaljeret ”arbejdsplan”, der inden for fire år vil skabe sikkerhed omkring al nukleart materiale i hele verden. 3) at overtale enkeltnationer til at forpligtige sig til at sikre deres nukleare lagre og skille sig af med overflødigt nuklear materiale.
    Tirsdag aften dansk tid var der endnu ikke vedtaget et communique eller offentliggjort noget, der ligner en arbejdsplan. Begge dele forventes offentliggjort natten til onsdag. Men allerede mandag sikrede Obama sig Ukraine, Canada og Malaysias ord på, at landene vil skaffe sig af med overflødigt nukleart materiale og stramme op omkring kontrollen med uran og plutonium. Især aftalen med Ukraine – der har forpligtet sig til at skaffe sig af med al beriget uran inden 2012 – vakte tilfredshed hos amerikanerne. Det er ”præcis sådanne skridt, vi ønsker at se taget ved dette topmøde,” fortalte Obamas talsmand, Robert Gibbs, ved et pressemøde mandag.
    Det er ingen tilfældighed, at atomtopmødet har opereret med et meget snævert formål: at holde atomvåben ude af hænderne på terrorister. At samle verdens ledere om et fælles – og ukontroversielt – mål har skånet topmødet for at blive inficeret med konflikter, der knytter sig til bredere spørgsmål om atomnedrustning og ikkespredningsaftaler.
    Og det snævre fokus i plenarforsamlingen tillader samtidig amerikanerne at praktisere bilaterale forhandlinger i baglokalerne. Obama mødtes mandag med den kinesiske præsident Hu Jintao til en 90-minutters snak om det atomambitiøse Iran.
    Obama fik dér Jintaos løfte på kinesisk deltagelse i kommende forhandlinger om nye sanktioner imod styret i Teheran. Forhandlinger hvor Obama er afhængig af støtte fra styret i Beijing, men også fra Rusland, der siden sommerkrigen mod Georgien i 2008 har haft et anstrengt forhold til Washington.

En ny start?
Forholdet mellem USA og Rusland var dog allerede forud for topmødet forbedret betydeligt. Og netop en russisk-amerikanske aftale om nedrustning er da også mindst lige så vigtig for USA, som den multilaterale tilgang, da USA og Rusland besidder langt størstedelen af verdens atomvåben. Den er så at sige forudsætningen for, at en egentlig global nedrustning kan finde sted.
    I torsdags [d. 8.april 2010, red.] poserede Barack Obama således med Ruslands præsident Dmitri Medvedev foran pressen i Prag. De smilede. ”I dag er en vigtig milepæl for atomsikkerhed, for ikke-spredning og for amerikansk-russiske forhold”, sagde Obama. Heller ikke Medvedev holdt sig tilbage: ”Her i dette rum fandt en historisk begivenhed sted”, fortalte han pressen.
    De storladne betegnelser blev rullet ud i verdenspressen, da Obama og Medvedev havde underskrevet den såkaldte ”New Start Treaty”, der forpligter begge lande til at begrænse antallet af atomvåben.
Den nye traktat er den tredje af sin slags, siden USA og Sovjetunionen indgik den første START-aftale (Strategic Arms Reduction Treaty) i 1991 kort før Sovjetunionens kollaps. Ifølge den nye aftale skal begge lande begrænse sit arsenal af atomsprænghoveder til 1.550 og sit antal af atombombebærende udstyr – affyringsramper, tunge bombefly, atombærende raketter og lignende – til 700.

Amerikansk indenrigspolitisk samarbejde en forudsætning for nedrustning
En sådan reduktion sker dog kun, hvis traktaten bliver ratificeret i Washington, og der er ikke ligefrem stemning for brede forlig og rundkredsdiskussioner i Washington efter sundhedsreformen – med Republikanernes ord – blev ”tvunget langt ned i halsen på det amerikanske folk”.
    Alligevel håber Demokraterne at kunne overbevise det nødvendige antal Republikanske senatorer (16) til at stemme for traktaten:
    ”Vi tror meget stærkt på, at det her er i nationens bedste interesse, og jeg er sikker på, at så snart senatorerne får mulighed for at studere denne nye traktat, så vil vi se det samme høje niveau af samarbejdsvillighed, som der har hersket omkring de tidligere traktater, som denne bygger på,” sagde udenrigsminister Hillary Clinton, ifølge New York Times i en tale på Louisville University i Kentucky i fredags.
    Og Republikanerne er tilsyneladende ikke blankt afvisende: Mitch McConnel, der er Republikanernes leder i Senatet, nævnte i en pressemeddelelse fredag ”tre hovedkriterier før vi stiller os positive: 1) USA’s mulighed for at verificere dens overholdelse, 2) at den rent faktisk får indvirkning på vores forsvar imod trusler fra atomladede missiler, samt 3) moderniseringen og en fortsatte styrkelse af vores nukleare arsenal.”
I den foregående atomvåbenaftale – den såkaldte SORT aftale fra 2002 – var landene forpligtet til at holde deres arsenal af atomsprænghoveder under 2.200.
    Den nye aftale er derfor både i danske og amerikanske medier blevet udlagt, som om amerikanerne og russerne har givet hinanden hånden på at skrotte en tredjedel af sine atomsprænghoveder. Det har de ikke.
    Hans M. Kristensen fra ”the Nuclear Information Project” ved the Federation of American Scientists forklarede senest i Washington Post [d. 29. Marts 2010, red.], at den nye aftale vil betyde, at amerikanerne kun kommer til at skrotte omkring 100 til 200 atomsprænghoveder og det samme antal atombombebærende udstyr.
Men det handler heller ikke (bare) om antallet af våben. Ifølge Graham Allison, der er professor ved Harvard University og ekspert i atompolitik, er aftalen ”substantielt og symbolsk vigtig i ’nulstillelsen’ af amerikansk-russiske forhold”, som han skrev i en analyse i Washington Post. En nulstilling, som Obama behøver, hvis han vil skrue op for presset på Iran.

En helt ny atomstrategi
Og det vil Obama gerne. Irans atomambitioner var således også på dagsordenen, da Obama-administrationen sidste tirsdag fremlagde sin nye atomvåbenstrategi:
    ”Det omfangsrige nukleare arsenal, vi arvede fra koldkrigsæraens potentielle bipolære konfrontation, er dårligt udformet til at adressere trusler fra selvmordsterrorister og uvenlige regimer, der søger at anskaffe sig atomvåben”, hedder det i den 50 siders lange rapport.
    ”Derfor er det essentielt, at vi tilpasser vores atompolitik i forhold til vores mest presserende
prioriteter – at forebygge nuklear terrorisme og spredning af atomvåben”.
Et af nybruddene i den nye atomstrategi er et løfte om, at ”hvis et land uden atomvåben overholder ikke-sprednings-traktaten, vil USA ikke anvende atomvåben imod det,” forklarede forsvarsminister Robert Gates ved et fjernsynstransmitteret pressemøde i Pentagon.
    Men hvis et land – som lad os sige Iran eller måske Nordkorea – til gengæld beriger uran og forbryder sig imod ikke-sprednings-traktaten, ”så er alle muligheder på bordet”. Et andet iøjnefaldende nybrud er løftet om at standse udviklingen af nye amerikanske atomvåben.
    Ifølge New York Times frygter flere eksperter, at den nye strategi yderligere isolerer Iran og Nordkorea og dermed spiller billedkort i hænderne på hardliners i Tehran og Pyongyang. I de Republikanske kredse synes de imidlertid ikke, at Obama er for hård. Tværtimod:
    ”Det er sådan lidt ligesom at komme ud på legepladsen – en flok børn, der gør sig klar til at slås – og så siger et af børnene: ’Kom bare, slå mig i hovedet, jeg har ikke tænkt mig at gøre gengæld”” sagde den tidligere Republikanske vicepræsidentkandidat Sarah Palin sidste onsdag i talkshowet ”The Sean Hannity Show” på Fox News. ”Det er ufatteligt. Ufatteligt!”, tilføjede hun.
    Obamas svarede fredag igen, i et interview på ABC News: ”Jeg har faktisk ikke noget svar … Sidste gang jeg tjekkede efter, var Sarah Palin ikke ligefrem en ekspert i atompolitik.”

Jakob Jessen studerer Dansk ved Københavns Universitet og læser i øjeblikket tilvalgsstudier ved American Univeristy, Washington, D.C.
    Han har tidligere bidraget til RÆSON med interviewartikler og kommentarer og har desuden en fortid som praktikant ved netavisen Altingets Christiansborg-redaktion.

RÆSON