Anne E. Jensen: Glem ikke det indre marked!

Anne E. Jensen: Glem ikke det indre marked!

29.10.2010


Det indre marked er en hjørnesten i det europæiske samarbejde. Det bidrager til vækst og velstand. Det er vi ikke altid bevidste om i Danmark. Men vores voksende lyst til at gå national enegang må overvindes. Det er altid i vor interesse at give fuldtonet opbakning til EU’s indre marked.

Af Anne E. Jensen, Medlem af Europa-Parlamentet (V)

De seneste ti år har det indre marked ikke været tilstrækkelig i fokus i EU. Man har i stedet haft travlt med store projekter, som har trukket veksler på alle dele af det politiske system. Det drejer sig om udvidelserne mod øst i 2004 og 2007, etableringen af den monetære union, og det langstrakte forløb med traktatændringer, som blev afsluttet med Lissabontraktatens vedtagelse.
     Det har været historiske og nødvendige initiativer, men det har samtidig resulteret i, at arbejdet med at udvikle og vedligeholde det indre marked, er blevet skubbet i baggrunden. Der har været en følelse af, at det indre marked var noget, vi skabte i 80’erne, så det behøver vi vel ikke blive ved med at beskæftige os med!
     Senest er det finanskrisen og de store økonomiske problemer i de fleste medlemslande, der sluger al opmærksomhed. Midt i kampen om at skabe tillid til den økonomiske politik og fjerne gigantiske budgetunderskud gennem massive offentlige besparelser og skatteforhøjelser, er fremme og udvikling af det indre marked i EU ikke det, der står højest på dagsordenen. Men det burde det være.
     Under krisens start blev det klart illustreret, at EU ikke havde et tilstrækkeligt stærkt samarbejde om tilsyn og regulering af finanssektoren. Det blev også illustreret, at fristelsen er stor til at eksportere arbejdsløshedsproblemer til andre lande gennem nationale statsstøtteordninger til bilfabrikker, mælkebønder og andre erhvervsvirksomheder. Heldigvis lykkedes det Kommissionen at dæmme op for disse tendenser. Det lykkedes måske ikke mindst, fordi det hurtigt blev klart, at i en globaliseret verden, hvor en bil består af dele fra hele verden, er der ikke megen mening i at lade skatteborgerne forsvare hjemlige arbejdspladser. I en global verden skal der globale løsninger til. Og indenfor EU’s indre marked er det også fælles løsninger, der bringer os frem. Krisen skal ikke betyde en opløsning af det indre marked, men derimod en styrkelse. Der skal arbejdes videre for at fjerne unødvendige barrierer for den frie konkurrence, og den nødvendige regulering og overvågning af markederne skal ske fælles. Kun derigennem kan EU-landene blive i stand til at tage konkurrencen op fra nye stærke spillere som Kina og Brasilien.

Det indre marked er grundstammen i EU.
Derfor lod Kommissionen den tidligere Kommissær for det indre marked Mario Monti stå i spidsen for et studie af, hvorledes man fremmer det indre marked i den nuværende situation. Hans rapport er interessant fordi han ikke blot gentager de forslag, som vi allerede kender til. Han påpeger også, at det indre marked – og især ordet “marked” – nok ikke er det mest populære, man kan fremhæve i det nuværende økonomiske klima. Han peger på, at man må finde en pragmatisk løsning som svar på de bekymringer, den frie bevægelighed for arbejdskraften afføder.
     De bekymringer har to facetter: Dels frygten i de gamle medlemslande for social dumping og undergravning af lønaftaler på grund af tilstrømningen af billig arbejdskraft fra Østeuropa. Dels frygten for, at denne tilstrømning vil føre til misbrug og undergravning af velfærdsstatens ydelser – det sidste er et vigtigt element i den danske debat.
     Men det indre marked er EU’s grundstamme. At personer og varer frit kan bevæge sig over grænserne i medlemslandene, har gjort unionen til den økonomiske magtfaktor, den er i dag. Et velfungerende indre marked er en helt fundamental betingelse for økonomisk vækst og beskæftigelse. Men når markeder integreres og liberaliseres på europæisk plan, er det afgørende, at lovgivningen og de institutionelle rammer også følger med.

Danmark må tilpasse sig
Hvordan øger vi forståelse og opbakning til det indre marked? Det gør vi først og fremmest ved at komme nogle af bekymringerne for social dumping i møde. Hvis den enkelte arbejdstager føler sig udkonkurreret af billigere østeuropæisk arbejdskraft, vil vedkommende være et let offer for paroler om lukkede grænser og statslig beskyttelse af nationale arbejdspladser. For politikere kan det være en let vej til at opnå sympati i befolkningen, men det er også den sikreste vej til at ødelægge det indre marked, og sætte den økonomiske vækst i stå. Vi skal udbrede budskabet om, at det indre marked er en betingelse for fortsat høj beskæftigelse – ikke det modsatte. Arbejdstageres frie bevægelighed er til gavn for både virksomheder og deres ansatte, og vi må udvikle og tilpasse vores velfærdssystem, så det bliver mere robust overfor de udfordringer, vi står overfor. Det er der, vores fokus skal være, frem for at så tvivl om fordelene ved det indre marked.
     I slutningen af august fik den fri bevægelighed et skud for boven i den danske debat. Jyllands-Posten kunne berette, at antallet af østeuropæere, der modtager dansk kontanthjælp var steget med 1600 % i løbet af de seneste to år. Det samlede tal er dog fortsat lille, og meget af stigningen kan nok forklares ved den massive opbremsning i byggeriet, der har ført til fyringer af personer, der rent faktisk havde arbejdet i Danmark over en længere periode. Men det kan da være svært at forklare, at udenlandske arbejdere har ret til kontanthjælp, børnepenge og andre sociale ydelser efter kort tids arbejde. Da de sociale ydelser er ganske gavmilde efter østeuropæiske forhold, kan det også blive et voksende problem.

Gør sociale ordninger mere forsikringsbaserede!
Enkelte politikere har herefter krævet, at reglerne for sociale ydelser i forbindelse med fri bevægelighed skal gås efter i sømmene. Og det kan man da gøre. Problemet er bare, at det ikke er mange år siden det eksisterende regelsæt blev skabt – nemlig kort før udvidelsen i 2004. Og det er endnu kortere tid siden, at der blev skabt enighed om den lovgivning, der fører reglerne ud i praksis. Det er social lovgivning, hvor hvert enkelt land har vetoret. Så det er mere end almindelig tungt at foretage ændringer. Derfor er det nok enklere, hvis vi i Danmark er mindre stivsindede, og ser mere kritisk på vort eget system. Det danske velfærdssystem er nemlig grundlæggende ikke godt rustet til en globaliseret verden med fri bevægelighed. I mange ordninger er der ikke sammenhæng mellem pligter og rettigheder, mellem hvad man yder, og hvad man nyder. Vi har hyldet solidariteten, og det er et princip, vi nødig gør op med. Men der er grænser for, hvor langt selv vi kan udstrække solidariteten.
     Den tidligere formand for Folketinget, socialdemokraten Erling Olsen, har for nylig slået til lyd for, at vi i Danmark gør vore sociale ordninger mere forsikringsbaserede. Og det er en rigtig vej at gå. Det skal skabe bedre sammenhæng mellem pligter og rettigheder. Det ville vel heller ikke være noget tab at erstatte børnetilskud med et skattefradrag for forsørgelsen af børn, som Dansk Folkeparti har foreslået det. Det er jo blot at gå tilbage til situationen før 1993, hvor et skattefradrag kompenserede for, at børnefamilier har dårligere råd til at betale skat, end de der ikke har forsørgerpligt for børn. Man kan godt gå i denne retning med reformer af velfærdsstaten uden at slippe princippet om solidaritet.
     Men vi skal kunne styre, hvor langt solidariteten udstrækkes. Det kræver, at vi i god tid tør tage fat på diskussionen og ikke passivt venter, til udviklingen og økonomiske problemer fremtvinger panikagtige og mindre gennemtænkte løsninger.

En dansk prioritet
Jacques Delors var visionær i 1985, da han identificerede fuldendelsen af det indre marked, som EUs vigtigste opgave. Den officielle ambition var, at det indre marked skulle være fuldendt i 1992, men det har vist sig, at en slutdato på det projekt, reelt ikke giver nogen mening. Nye markeder dukker op hele tiden. Tag bare diskusionen om et digitalt indre marked. Nye udfordringer skal tackles, i takt med at samfundet og dets borgeres adfærd ændrer sig. Det indre marked er en størrelse, der både skal vedligeholdes og udvikles hele tiden.
     Derfor er det glædeligt, at denne opgave nu ser ud til at komme tilbage på den europæiske dagsorden. For nyligt slog Formanden for Kommissionen, José Manuel Barroso, fast, at det vigtigste redskab til at øge den europæiske konkurrenceevne er et velfungerende indre marked. Og det er heller ikke vanskeligt at få øje på de positive effekter som den fri bevægelighed og det indre marked skaber.
     Ifølge Kommissionens egne tal er EU-borgernes velstand steget med 2 % i de seneste 15 år alene på grund af det indre marked. Næsten 3 millioner nye jobs er blevet skabt i den samme periode, og handel imellem EU landene er steget med 30 % siden 1992. Derudover har det naturligvis øget mobiliteten, at grænserne er blevet åbne, fx tager 180.000 studerende hvert år på udveksling i et andet EU land. Udvalget af produkter i vores detailhandel er steget som følge af den øgede samhandel, og priser på fx flyrejser og mobiltelefoni er faldet voldsomt som følge af markedsåbninger.
     Det er ting, der ofte tages for givet, men de er direkte konsekvenser af den fremsynethed, der skabte det indre marked. Derfor er det også afgørende, at de positive budskaber når ud og bliver forstået. Under krisen var der tydelige tegn på, at nogle medlemsstater ønskede at rulle udviklingen tilbage og forfalde til snæversynede nationale beskyttelsespolitikker. Det er forståeligt, at nationale politikere kan føle sig presset af en folkestemning når krisen for alvor kradser. Det må blot ikke betyde, at man går til angreb på selve kernen i det europæiske samarbejde. Dertil har gevinsterne af det indre marked været for store.
     Danmark har som lille land ekstra stor gavn af adgangen til et stort fælles marked. Derfor bør vi om nogen værne om det indre marked og kæmpe for at udvikle det. Der er brug for reel vilje til at skabe løsninger og se på sociale problemer i forbindelse med den frie bevægelighed – uden at udfordre det indre marked. Der skal vises stor tilbageholdenhed med at stille særkrav eller ville gå national enegang i EU. For et lille land ville det være kortsynet og ikke i vor interesse. Det er altid i vor interesse at give fuldtonet opbakning til EU’s indre marked.