15.06.2010

Hovedpointer:

– Efter valget 9/6 er hollandsk politik ikke længere domineret af de tre, store gamle partier, der har haft magten i 65 år

– Regeringsdannelsen tegner til at blive langvarig: der er ingen oplagt koalition

– Sejrherren: den liberale Mark Rutte. Skal man sammenligne med danske forhold svarer det til, at Liberal Alliance blev landets største parti. Eller måske: at V eller K går til valg på store besparelser– og bliver belønnet for det.

– Men valget viser også, at den økonomiske krise ikke har overdøvet værdipolitikken: Geert Wilders’ Frihedsparti bled næsten tredoblet, på trods af modvind i opinionsundersøgelserne: til 24 mandater fra 9

Anders Høeg Lammers, B.A i filosofi og samfundsfag fra Aarhus Universitet og studerende på Erasmus Mundus Masters in Journalism & Media within Globalization.

Det hollandske valg efterlader et mildt sagt mudret politisk billede. Der er klare vindere form af højrepopulisten Geert Wilders fra Frihedspartiet (PVV) og Mark Rutte fra det liberale parti (VVD), som ser ud til at blive ny hollandsk premierminister, men der er en endnu mere tydelig taber: den siddende premierminister fra Kristendemokraterne (CDA), Jan Peter Balkenende, som trak sig tilbage som partileder på valgaftenen efter at have halveret sit parti fra 41 til 21 mandater. Valget placerer Kristendemokraterne, Hollands traditionelt største og regeringsdannede parti, som det kun fjerdestørste i andetkammeret – det dårligste valgresultat for partiet nogensinde. Dommen lyder, at vælgerne var trætte af Balkenende efter otte år i spidsen for fire fejlslagne koalitionsregeringer.

Imens jubler vælgere længere ude til højre. Det liberale VVD blev valgets største parti med 31 mandater, ét mandat mere end arbejderpartiet, PvdA, og syv mere end Geert Wilders Frihedsparti – der oprindelig udsprang af det liberale parti og mere end fordoblede sit mandattal fra 9 til 24 mandater.

Dagen derpå var den hollandske presse forvirret over det politiske opbrud og i tvivl om hvem der nu skal danne regering. Adspurgt om valgets vigtigste tendenser nævner den borgerlige avis, NRC Handelsblads politiske redaktør, Joost Oranje, henholdsvis det fragmenterede politiske landskab, vælgernes manglende vilje til venstrefløjskoalitioner samt Wilders markant øgede vælgertilslutning.

Det fragmenterede politiske landskab bliver afgørende for koalitionsdannelsen. Parlamentets største parti har ikke været så lille længe – siden kvinder fik valgret [i 1919, red.] – og afstanden mellem det største og det næststørste parti (udgøres kun af et enkelt mandat) har heller aldrig været mindre. Fra 1945-1994 har Holland typisk været regeret af en kristendemokratisk-ledet centrum-venstre (CDA-PvdA) eller en centrum-højre (CDA-VVD) regering – af og til med støtte fra mindre partier. I 1994 sad de tre store partier på hele 125 af parlamentets 150 pladser, og i den just afsluttede valgperiode delte de 96 mandater imellem sig. Efter onsdagens valg deler de blot 82 mandater. Det er kort sagt et valg fuld af opbrud, hvor den videre koalitionsdannelse bliver noget af et puslespil.

Frem til februar regerede Jan Peter Balkenende i en koalition med arbejderpartiets Wouter Bos og det lille kristne unionsparti. Det var fra starten et umage par mellem to partiledere, der havde kæmpet mod hinanden i valgkampen i 2006. I sidste ende strandede samarbejdet på spørgsmålet om hvorvidt man skulle følge NATO’s anbefaling og lade de hollandske tropper forlænge deres mandat i Afghanistan udover 2010. Kristendemokraterne var for, mens Arbejderpartiet holdt fast i den tidligere indgående aftale om ikke at forlænge mandatet. Efter 16 timers forhandlinger trak Arbejderpartiet sig ud af koalitionen, og valget i utide blev en realitet. At det senere kom frem, at den kristendemokratiske forsvarsminister havde bedt NATO om at sige, at de havde behov for hollandske tropper i længere tid, gjorde næppe venskabet mellem kristendemokraterne og arbejderpartiet bedre. Men i realiteten var det formentlig blot et spørgsmål om tid før samarbejdet krakelerede.

Sparekrav gav sejr

I udlandet, bl.a. Danmark, har interessen for det hollandske valg i høj grad koncentreret sig om hollandsk politiks ‘enfant terrible’, den karismatiske, islamofobiske provokatør, Geert Wilders. Ved kommunalvalget i marts stillede han blot op i to byer, Haag og Almere, og vandt den ene og blev nummer to i den anden, hvilket gav ham mod på landsdækkende succes.

Fra begyndelsen så valgkampen ud til at skulle dreje sig om to mænd: den islamkritiske Wilders over for integratoren i egen person, Job Cohen, der efter et dårligt kommunalvalg blev ny formand for Arbejderpartiet, med henblik på den direkte konfrontation med Wilders. Hvor Wilders vil have beskatning på tørklæder og censurere Koranen, er jødiske Job Cohen blevet kendt for sin evne og vilje til integration som borgmester i smeltediglen Amsterdam. Her gydede han olie på vandene efter mordet på Theo van Gogh i 2004, høstede stor respekt blandt mange vælgere og stort had blandt Wilders vælgere.

Valgkampens værdipolitiske dagsorden blev dog hurtigt erstattet af økonomien, ikke mindst på grund af krisen i Grækenland, redningen af Euroen samt Hollands egen økonomiske situation. Ikke just hjemmebane hverken for Wilders eller Cohen, hvorfor fordelen hurtigt blev erobret af den liberale, mindre kendte og tidligere udskældte Mark Rutte, som i flere år har talt for halvdøve ørenom nødvendigheden af offentlige besparelser og reformer. I januar 2008 forudså Rutte, at finanskrisen ville ramme Holland langt værre, end de øvrige politikere forventede. Kombineret med at de liberale altid har haft finansministerposten, når de har været i regering, gav dette ham en troværdighed, der bar ham frem til valgsejren et mulehår foran Arbejderpartiet. Mens både Wilders og Cohen af og til kunne virke rådvilde i de økonomiske debatter, var Rutte klar og sikker. Han stillede sparekrav til de offentlige budgetter på 20 mia. euro – eller 150 mia. kroner.

Alle – inklusiv de fattigste, pensionisterne og en halveret ulandsbistand – skulle holde for, mens han strategisk klogt valgte at frede fradragsretten på boliglån; et emne, der har ligget højt på vælgernes prioriteringsliste og har skubbet terrorfrygt og ytringsfrihedsdiskussioner længere ned af listen. Ifølge analytikerne er han blevet belønnet for sin ærlighed og er blevet hjulpet af en krisebevidst befolkning

Skal man sammenligne med danske forhold svarer det til, at Liberal Alliance ville blive valgt ind som landets største parti. Eller måske rettere, da VVD trods alt er et af de ældre partier, at V eller K går til valg på overordentlig store besparelser på budgettet – og bliver belønnet for det.

Rutte kombinerede den økonomiske hestekur med en immigrationspolitik, som vel kan kaldes ‘Wilders light’. Mest kontroversielt er nok hans forslag om, at nye indvandrere først skal kunne modtage offentlig støtte efter at have opholdt sig ti år i Holland, men generelt er han skarp modstander af indvandring af folk, der ikke har evnerne til at klare sig i det hollandske samfund, mens folk med gode uddannelser er mere velkomne. Da tre-fjerdedele af befolkningen i det tidligere så tolerante Holland i dag mener, at indvandrere først og fremmest skal assimileres, falder disse synspunkter ikke i gold jord.

Ingen oplagt koalition

Umiddelbart står Mark Rutte og det liberale parti klart med de bedste kort på hånden. Vælgerne har gjort dem til det største parti, og Rutte er allerede gået i gang med de indledende forhandlinger med henblik på at danne den første liberalt-ledede regering i 100 år.  Med hvem denne regering skal dannes er et meget kompliceret spørgsmål, og det er da også netop sådan, hovedpersonen selv betegner det.

Foreløbig har dronningen udpeget en formateur fra de Liberale, som først skal afsøge mulighederne for regeringsdannelse med valgets to vindere, de Liberale og Frihedspartiet. En umiddelbart logisk mulighed synes derfor at være en højrekoalition med Wilders’ Frihedsparti og det kristelige CDA. Tilsammen mønstrer de 76 mandater og kan dermed lige akkurat danne flertal i det 150 mand store andetkammer og kan eventuelt forsøge at hente ekstra støtte fra et af de mindre partier for at øge stabiliteten.

Geert Wilders har både før og efter valget udtalt sig yderst positivt om netop denne konstellation, som har opbakning særligt fra Wilders’ egne vælgere, men også Ruttes. Allerede dagen efter valget vidste Wilders sig endog villig til at gå på kompromis i en sag, som ellers har skilt de liberale og Frihedspartiet fra hinanden i valgkampen – nemlig hvorvidt pensionsalderen skal hæves fra 65 år til 67 år.

Trækket illustrerer Wilders vilje og ivrighed efter at komme ind i det gode selskab og blive ‘stueren’. Wilders har desuden udtalt, at nøglen til en koalition nu ligger hos det kristelige CDA, mens Mark Rutte har bedt sin formateur om at afsøge muligheden for en koalition mellem de tre store centrum-højre partier ’meget seriøst’.

Kristendemokraterne, CDA, er med valgnederlaget den store joker i denne konstellation. Kun en tredjedel af deres vælgere støtter – på dagen efter valget – en sådan trekløverregering. Den hollandske presse drager også tvivl om denne koalitions duelighed. Dels er  knasterne mellem Wilders og kristendemokraterne for store – og desuden  spekuleres der i, om Kristendemokraterne måske hellere vil slikke sårene efter valgnederlaget i opposition. Den nyvalgte CDA-leder Maxime Verhagen pointerer også, at opgaven nu først og fremmest er at få partiet tilbage på sporet og analysere årsagerne til valgnederlaget, men udelukker samtidig, at han dermed siger, at partiet nødvendigvis skal være i opposition. Flere prominente kristendemokrater har kaldt en koalition med Wilders for ’uacceptabel’, ’uforståelig’ og ’utænkelig’ på grund af Wilders udlændingepolitik. En enkelt mener endda, at en koalition med Wilders vil føre til en splittelse af partiet. Da Kristendemokraterne netop har tabt vælgere til Wilders og Ruttes mere højreorienterede partier, spekulerer iagttagere også på, hvad Kristendemokraterne har at vinde ved at gå ind i en koalition, hvor de kommer til at udgøre venstrefløjen og derved får svært ved at vinde de vælgere tilbage, som er gået til højre.

Et sidste problem – påpeget af Joost Oranje, politisk redaktør for det borgerlige NRC Handelsblad: det er et åbent spørgsmål, hvorvidt Wilders kan skabe en stabil parlamentarisk gruppe og i det hele taget være regeringsduelig. Ikke mindst i betragtning af, at et internt oprør fra Hero Brinkman kort før valget, da han advokerede for en mere demokratisk partistruktur i partiet, hvor Wilders har magt, som han har agt.

En variant af denne konstellation er en kopi af ‘den danske model’, hvor Wilders så ville agere støtteparti a la DF for en liberal-kristendemokratisk mindretalsregering. Holland har ikke tradition for mindretalsregeringer, men for Wilders vil det nærmest være en gave, idet han så skal tage en mindre del af skraldet for de forestående velfærdsbesparelser. Igen synes Kristendemokraterne at være det store usikkerhedsmoment samtidig med, at Wilders udtalelser peger i retning af, at han vil ind og have ministerposter og sidde med i koalitionen.

En anden mulighed er en ”lilla plus”-regering mellem Rutte, Cohen, de venstre-grønne samt D66, der minder om det Radikale Venstre. ”Plus” fordi Holland netop blev regeret af denne koalition minus de venstre-grønne fra 1994-2002 under ledelse af socialdemokraten Wim Kok. Denne konstellation mønstrer tilsammen 81 mandater, men det forekommer ikke videre sandsynligt at den højreorienterede, reform- og spareivrige Rutte sætter sig i spidsen for tre venstreorienterede partier, som ikke nødvendigvis er enige i hvor og hvordan, der skal spares. Rutte har da også selv kaldt denne konstellation for ‘meget usandsynlig’, men centrum-venstredagbladet, de Volkskrant, argumenterer ikke desto mindre for, at det vil være det bedste, da det giver Rutte en mulighed for at ‘file de skarpeste kanter af sit reformprogram’. Hvorvidt Rutte mener, der skal files, er et helt andet spørgsmål.

Endelig er der muligheden for, at de tre store, gamle partier – de Liberale, Kristendoemokraterne og Arbejderpartiet, også kan gå sammen og opnå 82 mandater. Men det virker urealistisk og utroværdigt, hvis Arbejderpartiet og Kristendemokraterne igen sætter sig sammen i en koalition lige efter at være gået fra hinanden. (Samtidig er Kristendemokraterne for lille til at erstatte Arbejderpartiet i ovennævnte lilla koalition, hvilket ellers var den afgående premierminister Balkenendes ønske før valget.)

Teoretisk kan Rutte, Wilders og Cohen også gå sammen og mønstre 85 mandater, men Cohen har på forhånd afvist ethvert samarbejde med hovedrivalen Wilders.

De mulige koalitionsdannelser kompliceres yderligere af eksistensen af det hollandske 1. kammer, som har til opgave at godkende eller forkaste lovgivningen fra parlamentet. Hverken lilla plus eller højrekoalitioen kan mønstre et flertal i 1. kammeret, og Wilders parti er slet ikke repræsenteret. Flere eksperter peger dog på, at det langt fra er det vægtigste argument mod højrekoalitionen, da 90 % af lovgivningen bliver godkendt med bredt flertal i 1. kammeret.

Alt i alt: ingen oplagt koalition, ikke mindst i kraft af de mange problemer med den umiddelbart mest logiske. Der kan gå uger før den bliver fundet. Wilders mener selv, at han ikke længere kan ignoreres, men kan dog risikere at blive det alligevel, hvis Rutte vælger den – ’meget usandsynlige’ – lilla koalition.

Det hollandske valg bekræfter to ting, nemlig at valg kan vindes på økonomisk smalhals og spareiver, samt at værdidebatten med Wilders og Ruttes gode resultater langt fra er død, når vælgerne står i stemmeboksen – heller ikke selv om det er økonomien, der dominerer debatten og overskrifterne.