AFGHANISTAN: Lader Europa Obama alene tilbage?

03.03.2010

Det lykkedes ikke Fogh Rasmussen at overtale Holland til at beholde sine tropper i Afghanistan. Proklamerer også Tyskland en hjemsendelsesdato, risikerer andre store europæiske lande at følge trop. Krigen kan blive afgørende for Obama – og for NATO.

Af Peter Wivel

USA’s nye præsident Barack Obama meddelte i en tale 1. december 2009, at han vil forstærke det amerikanske troppekontingent i Afghanistan med yderligere 30.000 mand. Han forventer samtidig, at andre NATO-lande, herunder ikke mindst de europæiske, følger trop og samtidig øger deres militære indsats i landet. Hans perspektiv er, at den allerede igangværende offensiv mod Taliban og andre oprørsstyrker skal bane vejen for en gradvis nedtrapning af NATO-engagementet fra 2011, og både han og de andre deltagere på Afghanistan-konferencen i London har omhyggeligt undgået at fastsætte en dato for, hvornår den sidste udenlandske soldat forlader Afghanistan.
Obama satser med sine troppeforstærkninger stort. Allerede i marts 2009 sendte han 33.000 soldater til Afghanistan. Med de yderligere 30.000 tegner han sig for to-tredjedele af den samlede amerikanske styrke på 100.000 mand. Han vil skaffe så overbevisende resultater på slagmarken og i den civile genopbygning af Afghanistan, at Karzais regering har en overlevelseschance.
Også Obamas egen politiske fremtid afhænger også af succes i Afghanistan. Det ved hans europæiske partnere: flertallet af dem ønsket at støtte ham (efter otte år med Bush). Konflikten i Afghanistan, og konflikten omkring det europæiske engagement i krigen, handler nok så meget om det.

Verhagen og Fogh gjorde regning uden vært
NATO må have anset hollændernes varsel om tilbagetrækning fra Afghanistan inden udgangen af dette år for at være en alvorlig trussel mod alliancens solidaritet. Alliancens generalsekretær Anders Fogh Rasmussen drøftede situationen med to hollandske regeringsmedlemmer på den såkaldte London-konference d. 28.januar, hvor repræsentanter for 70 lande og organisationer forhandlede om Afghanistans fremtid og NATO-landenes fortsatte tilstedeværelse i landet. Den konservative hollandske udenrigsminister Maxime Verhagen stillede Fogh Rasmussen i udsigt, at Holland kunne overtales til at forlænge sin tilstedeværelse i Uruzgan-provinsen med knap et år. En regeringsbeslutning fra 2007 havde ellers sat 1. august i år som dagen, hvor de første af Hollands i alt ca. 1.700 tropper skulle trækkes hjem. Tilbagetrækningen skulle ifølge aftalen være tilendebragt i december i år – og dermed ville Holland være blevet det første NATO-land, der trak sine topper samlet tilbage fra fronten i Afghanistan.
Verhagen og Fogh Rasmussen stod i et dilemma. For et hollandsk exit fra Afghanistan ville kunne tages som et sikkert tegn på, at NATO’s otte år lange militære engagement i Afghanistan var under opløsning. Og dét på et tidspunkt, hvor NATO-landene under USA’s lederskab ellers netop ville fordoble sine anstrengelser for at knuse oprørsstyrkerne og befæste den folkevalgte regering i Kabul under ledelse af præsident Hamid Karzai.
Verhagen forregnede sig imidlertid. Han lagde en kabale, der ikke gik op. Han må have forsikret Anders Fogh Rasmussen om, at NATO’s anmodning ville blive hørt i den hollandske regering, hvis NATO sendte en officiel anmodning til ministerpræsident Jan Peter Balkenende. Havde Fogh Rasmussen ikke været sikker på det, ville han ikke have risikeret sin autoritet og NATO’s anseelse og sendt sit brev af sted d. 4. februar. I brevet beder han ”formelt” Holland om at genoverveje regeringsbeslutningen fra 2007 – ordvalget siger, at ønsket allerede var fremsat uformelt. Det sker bl.a. med henvisning til, at de to hollandske ministre i London ”klart havde
støttet NATO’s engagement”, der skal bane vejen for en gradvis overdragelse af krigshandlinger og genopbygning til regeringen i Kabul.
Men Verhagen og Fogh Rasmussen havde glemt noget. På et natligt krisemøde i regeringen den 19.-20. februar fastholdt det hollandske Arbejderparti nemlig regeringsbeslutningen fra 2007. Enden blev, at den hollandske regering brød sammen. De hollandske tropper bliver nu planmæssigt trukket hjem fra Afghanistan fra august i år. Anders Fogh Rasmussens forgænger som NATO-generalsekretær, den tidligere hollandske udenrigsminister Jaap de Hoop Scheffer, sagde til den hollandske avis NRC Handelsblad, at den hollandske regering, og altså også ministerpræsident Balkenende, selv havde været medforfatter til NATO’s brev af 4. februar. Derfor var regeringens ultimative nej ”en fornærmelse. Det er ødelæggende for NATO’s anseelse”, sagde Scheffer.
Amerikanske og europæiske aviser har på lederpladser været enige om, at den hollandske krise også er en krise for NATO. Tysklands største morgenavis, Süddeutsche Zeitung, talte for mange, da den i sin leder skrev: ”Bekendtgør NATO ikke snart et klart perspektiv for sin tilbagetrækning, kommer flere og flere nationale regeringer under offentlighedens pres for at organisere deres egen tilbagetrækning. Selv for den pris, at Alliancen dermed bliver skadet efterfølgende”.

Flertydige signaler fra Tyskland
Holland er ikke det eneste svage led i kæden. Nabolandet Tyskland vedtog ganske vist med et demonstrativt stort flertal den 26. februar, givetvis under indtryk af krisen i Holland, at forlænge de tyske troppers mandat med endnu et år og optrappe de nuværende omkring 4.500 mand til 5.350 mand, tilsyneladende helt efter Obamas opskrift.
Men tyskernes satsning ser mere krigerisk ud, end den er. For det første befinder de tyske tropper sig i det store og hele uden for krigszonen. De er placeret i Kunduz-provinsen, hvor guerillaaktiviteten hidtil har været lav. Den 24. november havde Tyskland mistet 36 mand, mens f.eks. Danmark på samme tidspunkt havde mistet 24 ud af et bidrag på omkring 700 mand.
For det andet er Tyskland holdt op med at betragte konflikten som militær støtte til den afghanske regerings bekæmpelse af oprørere. Nu taler landets udenrigsminister Guido Westerwelle (liberal) om ”borgerkrig”, mens forsvarsminister Karl-Theodor zu Guttenberg (kristelig-social – SCU) bruger udtrykket ”krigslignende tilstande”. Budskabet er, at Tyskland faktisk deltager i en krig. Samtidig fremhæver såvel regeringen som den socialdemokratiske opposition, at de tyske tropper skal være hjemme ”mellem 2013 og 2015”. Der skal være valg til Forbundsdagen senest i september 2014, så det vil utvivlsomt også blive tilbagetrækningsåret.
Guttenberg sagde forud for London-konferencen til ugebladet Die Zeit: ”Det ville være problematisk, hvis vi fastsatte en slutdato. Signalet ville være: Vi indstiller vækkeuret nu, og når det har ringet, kan alt det, som nu er genopbygget, få lov at blive ødelagt” Men internt står årstallet givetvis allerede på et fortroligt strategipapir. En af Tysklands største og mest respekterede statsmænd, den tidligere kansler Helmut Schmidt, skrev i samme nummer af Die Zeit, at krigen i Afghanistan ikke kan vindes: Tyskland skal trække sig ud, skriver han.
Hvis Tyskland inden for denne tidsramme blæser til retræte, vil andre store lande som Frankrig og Italien følge trop. Mindre lande vil utvivlsomt følge med. Tilbage bliver Storbritannien, som efter USA stiller med det største troppekontingent, små 10.000 mand. Den konservative David Cameron, landets efter alt at dømme kommende premierminister, har lovet at blive og måske endda forøge indsatsen. Samt Danmark, der stiller med NATO’s generalsekretær. Dog var Danmark indtil 2008 det land, der stillede med det største troppekontingent målt på soldater i den værnepligtige alder på 20-39 år: Danmarks andel var indtil for to år siden 0,55 mand, mod f.eks. Storbritanniens på 0,47 mand eller USA’s på 0,35 mand. Det amerikanske tidsskrift Foreign Policy, der lavede regnestykket d. 2. april 2008 – og altså før de to seneste amerikanske troppeforstærkninger – kunne også oplyse, at Danmark efter samme målestok havde de største tabstal, nemlig 0,0099 mand mod f.eks. Storbritanniens 0,0056 og USA’s 0,0051.
Det er tvivlsomt om den danske befolkning i det lange løb er tilfreds med, at vi befinder os i 1. division i Afghanistan. Så meget desto mere, som Afghanistan bare er begyndelsen på en helt ny fase af NATO’s liv, skal vi tro alliancens generalsekretær. Da Anders Fogh Rasmussen debuterede på den årlige Sikkerhedskonference i München den 7. februar i år, sagde han, at alliancen måtte omlægges til et nyt niveau og forene sine kræfter på helt nye måder: ”Det territoriale forsvar begynder i dag på den anden side af vores grænser”. Ud over konflikten i Afghanistan er NATO inddraget i kamp mod terrorisme, angreb på internettet, overholdelse af ikke-spredningsaftalerne i Iran og Nordkorea, bekæmpelse af pirater i internationalt farvand og klimaforandringer. NATO skal være centrum for et netværk af sikkerhedspartnerskaber og rådgivning omkring internationale sikkerhedsspørgsmål, ”selv i sager, hvor Alliancen aldrig ville skride til handling”, sagde Fogh Rasmussen.

Vil NATO lide USSR’s skæbne?
Ingen statsministerier i de europæiske NATO-lande har tænkt sig at vente med at overveje deres stilling, til vi ser resultatet af Obamas offensiv. Der vil i løbet af de kommende måneder være flere
NATO-styrker i Afghanistan end under den sovjetiske invasion fra 1979 til 1989. Russerne havde konstant omkring 100.000 mand udstationeret, men de kæmpede under langt mere ugunstige vilkår end dem, NATO er udsat for i dag. Dengang støttede USA og andre vestlige lande oprørsstyrkerne (det er dem, NATO bekæmper i dag), og et naboland som Pakistan bidrog til kampen mod de sovjetiske tropper. I dag er Rusland af mange forskellige grunde principielt, men også praktisk på NATO’s side.
Obama befinder sig i samme situation, som Mihail Gorbatjov gjorde, da han fik magten i Kreml i 1985. Han skal finde en vej ud af det rod, hans forgænger har skabt. Ligesom russerne måtte konstatere, at Afghanistan ikke var modent til kommunismen, eller til overhovedet at ville underlægge sig en centralregering, må Obama med beklagelse sande, at det har lange udsigter, inden demokratiet slår rod i det store stammeland, uanset hvor store fremskridt der gøres på det civile plan.
Obama kan skele til USA’s egen historie. I det 20. århundrede har USA 18 gange forsøgt at opbygge en stat, fremkalde et regimeskift eller sikre en regerings overlevelse. Ifølge et studie foretaget for Carnegie Endowment for International Peace af Minxin Pei, og offentliggjort i Christian Science Montoir i 2003, var 13 af disse forsøg ”åbenlyse fejlslag”. Kun Tyskland, Japan og Italien kan betegnes som succeser, mens to andre, Grenada (1983) og Panama (1989), måske har givet resultat. Ikke opmuntrende.
Til gengæld holdt det regime, Gorbatjov indsatte i Kabul i 1989, efter at de sovjetiske tropper var trukket tilbage, i hele tre år, inden dets leder, præsident Mohammed Najibullah blev myrdet og hængt til skue på åben gade i Kabul. Den britiske forsker Artemy Kalinovsky anfører i en artikel i Foreign Policy (4. september 2009), at hvis ikke Sovjetunionen to år senere var brudt sammen, havde regimet i Kabul måske eksisteret den dag i dag. Hans konklusion: Sovjetunionen vandt ikke krigen, men det tabte den heller ikke.

Peter Wivel er Politikens korrespondent i Berlin.

RÆSON