Ønskes: Et klogere, grønnere og mere socialt EU

03.03.2010

EU2020 er på trapperne. Der er tale om en ny tiårig strategi, der skal udstikke de overordnede politiske linjer for det europæiske samarbejde – og forventningerne er store. Det er i krisetider, at EU skal vise sin styrke; her kan nye muligheder opstå og en ny fremtid reelt formes. Men vil det nuværende momentum for forandring blive grebet af ansvarlige politikere? Eller mangler kreativiteten og den politiske vilje til at levere det, som EU’s borgere fortjener: En strategi der sikrer os alle en lysere fremtid med job, velstand og muligheder.

Af Emilie Turunen (MEP, SF)

De fælles udfordringer er ikke til at overse: Vi står lige nu midt i en økonomisk krise, der har sendt millioner af europæere ud i arbejdsløshed og som truer den europæiske velstand og velfærd. Derudover står vi på længere sigt overfor en demografisk udfordring, hvor stadig færre skal forsørge stadig flere. Det betyder, at vi på trods af en stigende arbejdsløshed i Europa netop nu, bliver nødt til at forholde os til, at der bliver færre i den arbejdsdygtige alder og flere, der skal forsørges. Et hidtil uset gab mellem behovene her og nu, sammenlignet med behovene om få år. Den tredje store udfordring er klimaet. Vi har i dag skabt en økonomi baseret på fossile energikilder hvilket både er klimamæssigt og økonomisk uholdbart.
Skal vi løse de store fælles udfordringer, må EU tænke modigt, langsigtet og visionært. Det behov for langsigtet fælles planlægning forsøger ”EU-2020-strategien” at udfylde. ”EU2020” bliver utvivlsomt et af de vigtigste EU-dokumenter i mange år – strategien skal vise vejen for EU det næste årti, og kommer til at udstikke retningen for de konkrete politikker i denne periode.

Kommissionen vil reducere arbejdsløsheden med ”X”
I sidste uge modtog jeg i en mail, EU-Kommissionens lækkede oplæg til, hvad 2020-strategien skal indeholde – et oplæg der først skal præsenteres onsdag i denne uge. Dokumentet skal danne udgangspunkt for stats- og regeringschefernes debat på deres møde om to uger, og vil ultimativt føre til vedtagelsen af strategien på juni-topmødet. Det er ikke med Barrosos gode vilje, at papirerne er landet i hænderne på parlamentarikere, fagforeninger, miljøorganisationer og andre kritisk anlagte personer inden den officielle præsentation. Men en ansat i Kommissionen har villet det anderledes.
Dokumentet er – heldigvis – en ikke endelig version, og derfor er der fortsat mangler på nogle af de mest ømtålige områder. Det gælder fx. målet for, hvor mange nye arbejdspladser, de foreslåede initiativer fra EU´s side vil medføre – og målet for, hvor meget EU skal reducere fattigdommen i unionen. Der står blot et X. Man må håbe, at kommission i mellemtiden har fundet på noget mere og bedre end ”X”.
Ser man bort fra de huller, der indtil videre er i Kommissionens gebis – og som i skrivende stund forhåbentlig er blevet udfyldt – så danner der sig et billede af en EU-Kommission, der kun har én ting i hovedet: vækst. Det er nu ikke fordi jeg er tilhænger af den nul-vækst-plan, som nogle politikere og økonomer er begyndt at nævne. Tværtimod skaber vækst grundlaget for arbejdspladser og dermed økonomisk tryghed og uafhængighed for den enkelte. Men vækst er ikke et mål i sig selv. Væksten skal være bæredygtig, social retfærdig, og
give mening for både samfundet og den enkelte. Vi skal stille krav til, hvilken type vækst, vi ønsker; selv er jeg fx stærkt bekymret for den markant stigende ulighed, som vi har oplevet i EU det sidste årti, på trods af de generelle høje vækstrater. Væksten kommer ikke automatisk alle til gode og kommer i hvert fald ikke alle lige meget til gode. Ligeledes er jeg meget kritisk overfor det, man kan kalde ”jobløs vækst”, som flere argumenterer for rundt om i Europa. Efter en længere periode med faldende vækstrater, oplever vi nu, at økonomien vender, men at arbejdsløshedstallene fortsat stiger. Job følger ikke automatisk med vækst, og derfor mener jeg, at der er behov for en integreret strategi for investeringer, vækst og job, hvor man i højere grad tænker den økonomiske, sociale og klimamæssige udvikling sammen.

En klog, grøn og inkluderende vækst?
I Kommissionens dokument tales der om tre former for vækst; “klog vækst”, “grøn vækst” og ” inkluderende vækst”. I udgangspunktet kan det jo lyde ganske udmærket, men dykker man ned i de konkrete formuleringer og forslag, så tegner der sig et billede af, at Kommissionens væksttankegang hverken er særlig grøn eller inkluderende, men derimod præget af vanetænkning. Barroso sagde i en debat i parlamentet i den forgangne uge, at ”det ikke er en mulighed at vende tilbage til de gode gamle dage”. Desværre tager han ikke konsekvensen af sit udsagn.
For det første; det kan skabe nye muligheder for vores samfund, at vi hæver reduktionsmålet for CO2-udledning. Kommissionen lægger i sit dokument op til, at EU skal reducere sin CO2-udledning med 20 procent i 2020, og kun måske gå op til 30. Det er ikke blot uambitiøst, men også økonomisk farligt. Undersøgelse efter undersøgelse viser, at der kan skabes millioner af arbejdspladser, hvis der sættes ambitiøse mål om CO2-reduktioner, vedvarende energi og energibesparelser til 30 procent – sådan som det har været EU´s intention indtil for nylig. Desuden ved vi, at prisen på fossile brændstoffer vil øges i takt med at mængden svinder. Kommissionens forslag er økonomisk kortsigtet og klimamæssigt er det tæt på, at være en katastrofe, at man på den måde spoler tiden tilbage. Vi er langt fra de to grader. Det er ikke særlig grønt og ikke særlig klogt.
Eksempel nummer to: Der er en sørgelig mangel på refleksion over, hvad der gik galt med 2020-strategiens forgænger, Lissabon-strategien. Én ting er, at der ikke har været en ordentlig, gennemsigtig og offentlig evaluering af Lissabon-strategien; i stedet har Kommissionen nørklet med det og udarbejdet egne evalueringer, der har haft en åbenlys tendens til at male med lidt for optimistiske farver. Det er under al kritik. Men værre er det, at man nu i sit oplæg til en ny strategi begår nogle af de samme fejltrin som sidst. Eksempelvis er det tragikomisk at se, hvordan man har kopieret Lissabon-strategiens mål for, hvor meget man skal reducere frafaldsprocenten for børn og unge, der forlader skolen for tidligt. Som mange måske ved, er den høje frafaldsprocent i uddannelsessystemet et af de helt fundamentale problemer i Europa, hvor alt for mange unge forlader uddannelsessystemet før tid. Lige nu er der cirka 15 procent af en årgang, der aldrig gør skolen færdig, og det er socialt og økonomisk uholdbart. Det problem anerkendte man for godt 10 år siden, og målet blev derfor, at frafaldsprocenten skulle reduceres til 10 procent i 2010. Desværre er målet langt fra nået – nu skrives målet derfor ind i den nye strategi. Men man glemmer at komme med konkrete initiativer til, hvordan vi skal nå det mål. Hvilke politikker og financieringsredskaber skal anvendes? Hvem har ansvaret for implementeringen? Det ville være mere end relevant at have nogle klarere idéer på denne front. Den eneste konkrete anbefaling er, at medlemslandene skal investere i uddannelsessystemet på alle niveauer, hvilket er åbenlyst rigtigt, men samtidig en måde at fralægge sig ansvaret på europæisk plan. Det er hverken en klog eller innovativ løsning.

Hvad med ungdomsarbejdsløsheden og de ”arbejdende fattige”?
Ser man på, hvordan Kommissionen ønsker, at væksten skal blive inkluderende og social, er det sørgelig læsning. Et ”socialt indstillet Indre Marked” er ellers et af Barrosos nye slagord, som han opfandt, da han søgte at blive genvalgt som Kommissionsformand. Godt nok tales der i oplægget om at reducere fattigdommen, men der er ingen konkrete initiativer, der kan sikre, at Europas 80 millioner fattige også får del i væksten. Den voksende ulighed, som er med til at skabe en underklasse i Europa, bliver ikke adresseret. Svaret på, hvordan vi skaber en stærk social sammenhængskraft i EU er blot, at ’vækst skaber job, og job udrydder fattigdom’. Men det er jo ikke rigtigt. Millioner af europæere er såkaldte “arbejdende fattige”; de arbejder, men tjener ikke nok til at kunne forsørge sig selv og deres familie, og for dem er svaret ikke flere jobs, men bedre jobs. Derfor skal 2020-strategien indeholde en reel social agenda, der tager livtag med social dumping, usikkert arbejde, ”working poor”, stigende ulighed og øget elendighed. En strategi som sikrer ”decent work”, høje sociale rettigheder og reelle livsmuligheder for alle. Det ville være social og klog vækst.
Stærkt problematisk er det desuden, at Kommissionen ikke tager problemet omkring ungdomsarbejdsløshed alvorligt. Unge er særligt sårbare på arbejdsmarkedet; de har svært ved at finde fodfæste, er ofte ansat i midlertidige jobs og på dårlige vilkår, og de bliver fyret som de første, når krisen kradser. Det ser vi ikke mindst lige nu, hvor arbejdsløsheden for unge under 25 år i EU, er dobbelt så høj som den gennemsnitlige arbejdsløshed. Mere end 5,5 millioner unge under 25 år er arbejdsløse, og antallet stiger hver dag. Det er et alvorligt problem, der kræver stor opmærksomhed – taber vi en generation på gulvet, så taber vi de hænder, der skal forsørge Europa de næste mange år. Kommissionens svar på den udfordring er endnu engang mangelfuld. Man taler om ”livslang læring” og om, at gøre mere for at anerkende uformelle kvalifikationer. Det er nogle gode redskaber, men langt fra tilstrækkelige, og jeg savner i den grad flere konkrete initiativer. Hvorfor forpligter EU sig eksempelvis ikke til, at ungdomsarbejdsløsheden aldrig må overstige den generelle arbejdsløshed? Hvorfor indfører man ikke en Europæisk Ungdomsgaranti, så alle unge under 25 år inden for seks måneder skal tilbydes job, en elev- eller praktikplads eller uddannelse, hvis de bliver arbejdsløse? Hvorfor kræver man ikke, at EU skal nedsætte en særlig ungdoms-taskforce, hvis mål er, at udveksle ”best practice”, skabe job til unge og lette overgangen fra uddannelse til arbejdsliv?
Listen over fejl og mangler i Kommissionens tekst er lang og bedrøvelig, og jeg kunne blive ved. Der er eksempelvis ikke ét ord om, hvordan vi kan gøre op med, at kvinder stadig tjener 17 procent mindre end mænd, og tilsvarende bliver de omfattende problemer med social dumping forbigået i tavshed. Alt i alt er der hverken lagt op til en særlig klog, grøn eller socialt inkluderende vision for 2020, hvis man skal tage den foreløbige tekst fra EU-Kommissionen for gode varer. Det skal man dog forhåbentlig ikke, for vi er mange, som arbejder heftigt på at påvirke EU-2020 strategien til at blive det, som Kommissionen kun formår i overskrifter: klog, grøn og social.

Fra Bruxelles skriver I RÆSONS UGEMAGASIN:
Dan Jørgensen, Morten Messerschmidt, Emilie Turunen, Jens Rohde og Bendt Bendtsen.

RÆSON