VERDEN: Japan satser på forandring

VERDEN: Japan satser på forandring

02.09.2009


Partiet, der har regeret Japan næsten uafbrudt siden 1955, er sat fra magten. Den kommende premierminister, Yukio Hatoyama (foto ovenfor), vil løse krisen med velfærd – og gøre Japan mere uafhængigt af USA.

Af Mads Mariegaard

I et kontroversielt forsøg på at forhindre et historisk magtskifte i Japan udsendte regeringspartiet Liberale Demokrater (LDP)  i dagene op til søndagens parlamentsvalg en tegnefilm, der viste lederen af oppositionspartiet Japans Demokratiske Parti (DPJ), Yukio Hatoyama, i færd med at tilberede en skålfuld japanske nudler. Først ser maden lækker ud, men så begynder folk at foreslå flere ingredienser, og hver gang putter Hatoyama-figuren dem i skålen, så maden til sidst bliver helt uspiselig. “Hvis man vil gøre alle tilfredse, bliver ingen tilfredse,” var LDP’s pointe.

Filmen var en kritik af DPJ’s mange velfærdsløfter under valgkampen og et forsøg på at fremstille partiet som økonomisk uansvarligt – men i stedet lykkedes det DPJ at overbevise vælgerne om, at LDP hverken kan garantere social sikkerhed eller økonomisk vækst.

Derfor satte mange flere japanere kryds ved det social-liberale DPJ end ved det liberal-konservative LDP, da de i søndags trodsede tyfonregn og advarsler om svineinfluenza for at vælge nye medlemmer af Underhuset, det meste magtfulde af de to kamre i Kokkai, Japans parlament.

Systemskiftet har været undervejs i årevis, og i 2007 blev DPJ det største parti i det mindre magtfulde overhus. I søndags var spørgsmålet kun, om DPJ ville få de to tredjedeles flertal, som forhindrer Overhuset i at stoppe Underhusets lovforslag. Det lykkedes dog lige nøjagtigt ikke. Det nye regeringsparti ventes at danne en koalition med Socialdemokraterne og det konservative PNP.

Valget betyder, at LDP efter 54 år ved magten – på nær et lille års tid midt i 90’erne – må vænne sig til at være i opposition. Imens skal DPJ – i en lige så uvant rolle som regeringsparti – gennemføre de mange valgløfter, håndtere finanskrisen og løse en hel stribe andre samfundsproblemer.

Finanskrisen og års tomgang væltede regeringen
DPJ har først og fremmest vundet valget på LDP’s manglende evne til at løse landets problemer – fra enorm statsgæld og en aldrende befolkning til rekordhøj arbejdsløshed og afhængighed af udenlandske markeder. Og for mange japanerne var valget af DPJ i højere grad et fravalg af LDP, der under afgående premierminister Taro Asos ledelse har båret præg af uheldige udtalelser, politiske kovendinger og personlige skandaler i regeringens inderkreds.

I årtier fremstod LDP ellers, i samarbejde med erhvervslivet, som garant for vækst og beskæftigelse, men da den japanske 90’er-krise gjorde det nødvendigt med velfærdsreformer, betød de tætte bånd til erhvervslivet, at det var umuligt for partiet at træffe de nødvendige beslutninger. Selv den populære premierminister Junichiro Koizumi (2001-2006), der også var fra LDP, havde svært ved at få reformeret andet end postvæsenet.

At magtskiftet kommer netop nu skyldes hovedsageligt finanskrisen, som regeringen ellers har gjort en stor indsats for at bekæmpe med enorme stimuluspakker og en stærkt ekspansiv finanslov – uden synderligt stor hjælp fra oppositionen.

I efteråret lovede daværende premierminister Taro Aso at bringe Japan ud af krisen som det første land, men på grund af landets afhængighed af udenlandske markeder har det været vanskeligt, så længe den øvrige verden stadig er i krise. Derfor gjorde finanskrisen det i stedet af med Aso, som allerede søndag meddelte sin afgang som LDP-leder.

Godt nok lykkedes det kort før valget Aso-regeringen at bringe den japanske økonomi tilbage til positiv vækst, men samtidig er deflationen steget, forbruget faldet og arbejdsløsheden på det højeste niveau siden 2. Verdenskrig: Flere end 3,5 million japanere, svarende til 5,7 procent, står nu uden job.

Selvom LDP ikke har skabt finanskrisen, er den alligevel en afgørende årsag til, at japanerne, især de yngre, har ønsket at prøve et nyt parti og taget godt imod DPJ’s Obama-lignende budskab om “seiken kotai” (politisk forandring) – også selvom alle næppe forventer, at partiet kan gøre samtlige valgløfter til virkelighed.

Under valgkampen har DPJ lovet velfærdsgoder til adskillige samfundsgrupper, heriblandt børnefamilier, pensionister og arbejdsløse. DPJ mener at kunne finansiere tiltagene alene ved at begrænse offentligt spild og bureaukrati – partiet vil hverken hæve skatterne eller øge statsgælden. Det regnestykke hænger ikke sammen, hævder LDP, som dog selv stillede lignende, delvist ufinansierede forslag under valgkampen.

Når Hatoyama senere på måneden er blevet udnævnt til Japans 93. premierminister og rykket ind i Kantei, premierministerens officielle kontor i Tokyo, skal han bevise, at han kan finde penge nok og politisk mod til at indfri alle løfterne.

Opgør med bureaukrater
Iagttagere har bemærket, at forskellen mellem LDP og DPJ ikke nødvendigvis er særligt stor. De har nærmet sig hinanden på en række områder for at appellere til midtervælgerne, og de virker enige om, at det vil blive nødvendigt at hæve skatterne, selvom begge partier var forsigtige med at tale om det under valgkampen.

Desuden kommer mange DPJ-medlemmer fra LDP, blandt dem partileder Yukio Hatoyama, som til forveksling ligner afgående LDP-leder Taro Aso: De har begge en tidligere premierminister som bedstefar, en stor virksomhed i familiens eje og en fortid på de bedste eliteuniversiteter.

Der er dog også forskelle partierne imellem. Ideologisk ligger det social-liberale DPJ til venstre for det liberal-konservative LDP, og under valgkampen har DPJ lovet mere velfærd og støtte til forbrugere og arbejdere end LDP, der fokuserer mere på vækst og har tættere bånd til erhvervslivet.

Spørgsmålet er, om de ideologiske og retoriske forskelle også vil udmønte sig i en anderledes politik under DPJ-styret – ikke mindst fordi partiet må dele den nyvundne magt med den hær af bureaukrater, som traditionelt har spillet en stor rolle i japansk politik og ikke altid efterladt lige meget indflydelse til de folkevalgte.

Mens LDP efter årtier ved magten nærmest er synonym med bureaukratvældet, står et opgør højt på DPJ’s prioritetsliste. Filosofien er, at regeringen kun ved at begrænse bureaukraternes indflydelse kan få frihed til at løse det japanske samfunds problemer, heriblandt en lav fødselsrate, en aldrende befolkning og en eksportafhængig økonomi.

Nu hvor DPJ for første gang sidder på magten, vil det vise sig, om partiet kan løse problemerne og forandre Japan. I modsat fald kan man spørge, om landet reelt har et topartisystem – for hvad nytter det, at der er to partier, hvis politikken alligevel er den samme?

Velfærd skal løse krisen
DPJ-regeringen vil givetvis få en smule lettere ved at håndtere finanskrisen end LDP-regeringen, hvis tiltag ofte blev obstrueret af det DPJ-dominerede overhus. Den japanske børs reagerede da også positivt på valgresultatet, og det toneangivende Nikkei-indeks steg mandag til det højeste niveau i næsten et år.

Under valgkampen hævdede DPJ, at LDP nok har bragt Japan tilbage til positiv vækst, men ikke løst det strukturelle problem, som har gjort Japan særligt sårbar under krisen: En stor afhængighed af udenlandske markeder. DPJ’s løsning er at udbygge velfærdssektoren og styrke de hjemlige sektorer, fx landbrug og byggeri (LDP investerede massivt i infrastruktur, også i 1990’erne under den første krise. Derfor har hver lille japansk ø, som på Færøerne, en bro og god infrastruktur, red.), som i dag står langt svagere end landets eksportsektorer. På den måde kan forbruget, beskæftigelsen og væksten holdes i gang, også når den udenlandske efterspørgsel svigter, har partiet argumenteret.

LDP har fremlagt lignende idéer, men mener ikke, at det er nok til at skabe den nødvendige vækst. Iagttagere hævder, at ingen af de to partier endnu har fundet den rigtige erstatning for den eksportbaserede vækstmodel, som har gjort Japan til verdens næststørste økonomi.

Nu får DPJ imidlertid chancen for at realisere partiets politik, mens krisen stadig kradser. Hatoyama gjorde allerede under valgkampen opmærksom på, at DPJ efter valgsejr vil kræve en ny finanslovsproces, hvor der skal gøres plads i budgettet til de velfærdsydelser, som partiet har lovet vælgerne.

De strukturelle problemer i Japans økonomi kan imidlertid ikke løses fra den ene dag til den anden. I værste fald vil det vise sig umuligt at ændre tingenes tilstand – i bedste fald vil det tage år. Og vælgernes dom kan falde allerede, når der næste år igen er valg til Overhuset.

Mere uafhængig af USA
På det udenrigspolitiske område bliver det endnu sværere at gøre op med bureaukraternes og diplomaternes fastlagte tilgang og med politiske arvestykker som fx den særlige tilknytning til USA. Inden for de rammer har Hatoyama dog mulighed for at sætte sit eget præg.

Verdens øvrige ledere vil møde Japans nye premierminister allerede ved FN’s generalforsamling midt i september og igen ved G20-mødet i Pittsburgh senere på måneden. Hatoyama, der som ung studerede i USA, vil uden tvivl fortsætte det tætte samarbejde med landet, der har været Japans nærmeste militære allierede siden 2. Verdenskrig og desuden er den største handelspartner. Men samtidig vil Hatoyama formentlig lægge en smule mere afstand til Washington end sin forgænger Taro Aso, der under sin korte regeringstid nåede at blive den første regeringschef, der mødte Barack Obama i Det Hvide Hus. Eksempelvis lovede Hatoyama under valgkampen at afskaffe en kontroversiel aftale fra efterkrigstiden, som tillader USA at indføre atomvåben på japansk jord uden at gøre Tokyo opmærksom på det. Og i en slags udenrigspolitisk manifest, som blev trykt i et japansk tidsskrift inden valget, gjorde Hatoyama op med idéen om amerikansk-inspireret frihandel som den ideelle økonomiske model. I stedet argumenterede han for en mere tilbageholdende tilgang med fokus på velfærd og beskyttelse af hjemlige markeder.

Som modvægt til USA vil Hatoyama styrke forholdet til de øvrige lande i Asien, særligt Kina, som er Japans næststørste handelspartner efter USA og formentlig snart vil overhale Japan som verdens næststørste økonomi. Blandt den nye premierministers idéer er en fælles-asiatisk valuta, som kan tage kampen op med dollaren. En idé, der i øvrigt har nogle år på bagen og skulle være promoveret af Japan officielt, dengang det ville være blevet et yen-område. I dag bliver det et yuan-område (yuan: Kina’s valuta, red.) – hvis ellers Japan vil acceptere dét.

Allerede inden valgkampen fjernede Hatoyama en vigtig forhindring for et tættere samarbejde med Kina ved at love, at hverken han eller andre ministre i en DPJ-regering vil besøge det omstridte Yasukuni-tempel i Tokyo, der betragtes som et symbol på Japans militære fortid, fordi det hædrer japanske krigsforbrydere. Japans premierminister i første halvdel af indeværende årti, Junichiro Koizumi, besøgte flere gange templet, og hver gang udløste det vrede i Kina. I en meningsmåling fra august angav kinesiske borgere netop Yasukuni-templet som en væsentlig årsag til negative følelser over for de japanske naboer.

Spørgsmålet er imidlertid, om DPJ’s lovede bevægelse væk fra USA og hen mod Asien nogen sinde bliver til noget. For som regeringsparti må også DPJ forholde sig til en sikkerhedspolitisk virkelighed, hvor Japan mange år frem vil være afhængig af USA – også selvom Hatoyama, hvis navn betyder ”due”, har besejret LDP’s USA-venlige høge.

Mads Mariegaard (f. 1982) er uddannet journalist fra Danmarks Journalisthøjskole i 2008. Fellow i Udenrigsudvalget, Repræsentanternes Hus, USA’s kongres i 2008; samme år dansk vinder af det japanske udenrigsministeriums essaykonkurrence for europæiske unge. Siden februar 2009 journalist på Danidas avis Udvikling i Udenrigsministeriets afdeling for public diplomacy og kommunikation. Han skriver i RÆSON som privatperson.