V klar til euro-afstemning: ”Vi venter bare på SF”

V klar til euro-afstemning: ”Vi venter bare på SF”

28.10.2009


Under Folketingets åbningstale erklærede statsminister Lars Løkke Rasmussen, at Danmark formentlig ikke kommer til at leve op til adgangskriterierne for euro-medlemskab, og at en dansk euro-afstemning derfor er uaktuel. RÆSON spørger Jens Rohde (V)

Venstres euro-begejstring er uændret, – og Danmark bliver euro-medlem den dag, hvor venstrefløjen får taget sig sammen og melder ud, at de går ind for euroen. Før det sker, vil der ikke være et folkeligt grundlag for en afstemning om forbeholdene.

Af Jens Rohde (MEP, V)

Hvornår bliver Danmark euro-medlem?
Danmark bliver euro-medlem den dag, hvor venstrefløjen får taget sig sammen og melder ud at de går ind for euroen. Før det sker, vil der ikke være et folkeligt grundlag for en afstemning om forbeholdene. Det er jo en fuldstændig absurd situation, at vi har R og S, som står og kaster mudder efter regeringen for ikke at ville tage en afstemning om forbeholdene, når deres egen polske ægteskabspartner, Villy Søvndal, stadig står på et nej og et ønske om at være med i en regering. Vi mangler svar på, om S og R vil udskrive en folkeafstemning om ØMU’en, hvis de kommer i regering, eller om de igen vil agere politiske strippere for Villy Søvndal. Enhver med historik i bagagen ved, at danskerne ikke siger ja til euroen, medmindre et meget bredt flertal i Folketinget anbefaler at sige ja.

Jeg ønsker brændende, at Danmark kommer af med forbeholdene, fordi jeg synes, at vi bør tage et medansvar for de helt centrale dele af samarbejdet, som ikke mindst euroen er udtryk for. Jeg ville nødig have været borger i et Europa uden euroen under denne finanskrise. Det ville nemlig have betydet, at lande, der kom i økonomiske problemer ville have devalueret deres valutaer og eksporteret problemerne videre til naboerne. Sådan var det jo, før vi fik euroen.

Nogle vil måske sige, at det er en god ide at nedskrive valutaen, så man får mulighed for at fremme eksporten i en periode, men ikke alene er det usolidarisk, det er også at gøre sit eget lands borgere fattigere. Når man devaluerer, medfører det inflation, som gør konkurrencevilkårene dårligere, og Europas – og Danmarks – historie er fulde af eksempler på det. Derfor nyder Danmark godt af, at andre lande har valgt at afskaffe devalueringsværktøjet, som man ikke kan bruge uden at skade andre i fællesskabet. Det burde vi også gøre. Derfor skal vi være med i euro-samarbejdet.

Jeg synes egentlig, at det handler mere om moralsk ansvar end om rentespænd i forhold til de andre euro-lande. Eller sagt på en anden måde: Det ansvarsfulde argument frem for det økonomiske. Derfor har jeg heller ikke lyst til at spille hasard med vores deltagelse ved at gennemføre endnu en folkeafstemning med stor risiko for et nej. Man skal ikke bevidst samle på nederlag i politik.

Jeg vedstår, at jeg her tager et rent strategisk forbehold i debatten, men sådan er man nu engang nødt til at gøre, hvis man vil nå sine mål i politik, som jo ikke er et specielt rationelt håndværk. Men mit strategiske forbehold gør imidlertid ikke mit ønske om deltagelse i euroen mindre.– vi venter bare på SF.

Er regeringens euro-holdning ikke et udtryk for et fundamentalt skifte i Venstres oprindeligt så Europa-begejstrede EU-politik?
Ikke det fjerneste. Og jeg har sagt det så mange gange før: Selvom man er super begejstret for både EU og euro, må man jo gerne tage hjernen med på arbejde. Hvis man vil have euro, må man agere så klogt som muligt for at få tingene igennem. Det tager så indimellem længere tid, men alternativet er jo, at vi helt afskærer os selv fra muligheden for at deltage, fordi en forhastet afstemning med et nej som resultat vil være det endelige dødsstød til dansk euro-deltagelse i en overskuelig tid fremover. Så nej. Begejstringen og fundamentet i Venstres EU-politik er den samme som altid, men vi har måske bare lært, at man ikke ligefrem behøver at tage hovedspring på lavt vand. Det kan man som bekendt knække nakken på. I den strategiske kontekst lærte Venstre rigtig meget af Anders Fogh Rasmussen. Der er en grund til, at han stort set altid fik sine ting igennem, og to vigtige kodeord her er tålmodighed og timing.

Erik Holm vurderede i RÆSONs Ugemagasin #2, at et muligt udfald af krisen er, at “de svageste lande, måske Grækenland” bliver nødt til at bryde ud af euro-samarbejdet.

Rent formelt og teoretisk kan man godt stille det op som Erik Holm – og med teoretisk god ret. Men min vurdering er, at det i givet fald ville være sket for længe siden. Jeg synes faktisk, at vi gennem årene har set, at der i systemet er en god kombination af formel fasthed og reel fleksibilitet. Det er nødvendigt i en foranderlig verden med skiftende stærke og svage økonomier – uden at det dermed kompromitterer euroens værdi i særlig grad. Det skyldes, at alle har brug for den solidaritet, som ligger i euroen. Uden den ville vi som tidligere nævnt vende tilbage til tidligere tiders evige eksport af nationale problemer til andre lande, hvor man nedskriver sin valuta for at få nogle hurtige konkurrencemæssige gevinster.

Bør de rige EU-lande bidrage til de fattige – hvis det er en forudsætning for at redde euroen?
Det forekommer mig ikke aktuelt at tale om at redde euroen. Jeg ved godt, at hver eneste gang, der har været økonomiske kriser i eurozonen, så har teoretikerne råbt “Se, hvad vi sagde, nu kuldsejler projektet!” Men det er jo ikke sket. Heller ikke denne gang. Tværtimod synes euroen at være en valuta, som markedet har stor tiltro til, hvorfor den står relativt stærkt i de mange rørte vande.

Det sagt, skal vi alligevel i solidaritetens og fællesskabets navn støtte op om væksttiltag for de fattige områder i EU. Men svaret må være et betinget ja og et betinget nej. Det hele kommer nemlig an på, hvordan man gør det. De rige lande bidrager jo allerede i dag gennem strukturfondsmidler og en lang række fælles tiltag, som også styrker de fattigere områder i EU. Her kunne jeg godt tænke mig lidt mere fleksibilitet ind i budgetterne, så det løbende bliver muligt at flytte og målrette midlerne efter behov. F.eks. kæmper vi i Venstre for at øge mulighederne for at anvende flere strukturfondsmidler til energirenoveringer og -investeringer. Det vil både øge beskæftigelsen på disse områder og samtidig give noget af svaret på klimaudfordringen. I dag kan kun tre procent af midlerne bruges på energiområdet, og det forslår som en skrædder et vist sted med de udfordringer, vi står overfor. Bedre anvendelse af strukturfondene kunne være en vej frem.

Man må dog ikke glemme, at eurozonen i sig selv er en hjælp, fordi den er et værn mod spekulation mod de svage valutaer. Det betyder ikke, at man ikke kan diskutere andre tiltag, men jeg vil advare kraftigt imod, at man følger f.eks. socialisternes forslag om at lægge aktiv beskæftigelsespolitik ind i euro-samarbejdet. Beskæftigelseselementet ligger implicit i stabilitetspagten, fordi stabilitet er det bedste instrument til at skabe beskæftigelse. Stabile og stærke økonomier og valutaer, hvor politikerne ikke har adgang til at gennemføre irrationelle tiltag og hvor tilliden er høj, tiltrækker investorer og dermed også den risikovillige kapital, som er afgørende for antallet af arbejdspladser. Og fordi lønpresset er mindre i lande, hvor man ikke devaluerer, hvilket betyder noget for muligheden for at afsætte varer og dermed fastholde arbejdspladser. Vi må for alt i verden ikke føre en politik, som belønner de svage økonomier eller uansvarlighed gennem bevidst spekulation i store budgetunderskud, for så sender vi euroen ud i frit fald.

Vil eurozonen mere generelt blive tvunget til at revidere (lempe) sine adgangskrav? Og sin funktionsmåde?
Som sagt er det vigtigt, at man formår at gå på to ben. Stabilitetspagten og kravet om ikke at have for stort underskud er vigtige formelle regler, som vi skal fastholde. Samtidig er det også vigtigt at kunne agere fleksibelt i en foranderlig verden gennem midlertidig vigen – men stadig med stram fastholdelse af målene. Det er jo det, som EU rent faktisk gør, og det tror jeg, man skal blive ved med. Så mit svar på spørgsmålet vil helt overordnet være et “nej, det tror jeg ikke”.

Fra Bruxelles skriver I RÆSONS UGEMAGASIN: Dan Jørgensen, Morten Messerschmidt, Emilie Turunen, Jens Rohde og Bendt Bendtsen