Stilheden, stormen – og de mange bange anelser

Stilheden, stormen – og de mange bange anelser

14.10.2009


En gruppe af særligt unge udgør vælgerkorpsets ’medløbere’: Dem,  der løber med tidsånden – til højre eller venstre. De er pt. klar til at løbe til oppositionen – hvis S finder en måde at begejstre dem på. Endnu tøver de. Men i regeringen stiger frygten for massiv vælgerflugt. VK’s svar er endnu en gang at italesætte hverdagens utryghed og frygt. Det var den formel, der bragte sejr i 2001, 2005 og 2007 – men noget tyder på, at den ikke er helt så effektiv som sidst.

Af Johannes Andersen, lektor og samfundsforsker ved Aalborg Universitet

Det er stilheden før stormen. Vælgerstormen, der i meningsmålingerne symbolsk vil blæse den siddende regering ned af taburetterne. Måske vil det starte med en mindre krusning på nogle få procenter, men hvis den udkrystalliserer sig i et mere permanent billede i form af et stabilt rødt flertal til S-SF over nogle måneder, så vil det netop give indtrykket af, at nu er et regeringsskifte på vej, og så vil mange flere vælgere løbe i netop den retning. Så selv om det måske i første omgang kun vil være nogle ganske få, der siger, at de har skiftet parti, så kan det være dråben, der kan ændre perspektivet, og dermed åbne for stormen.

Vælgergrupperne
Inden for kommerciel marketing er man meget bevidst om, at hvis toneangivende personer bevæger sig i en bestemt retning, så vil de opmærksomme hurtigt følge efter, for her må bestemt være noget at hente. Og når først det er sket på en iøjnefaldende måde, så følger næste gruppe, nemlig dem, der følger nogenlunde med i tingene, og som føler, at de står udenfor, hvis ikke de også går i den retning. De første går efter det eksklusive. De opmærksomme går efter det nye, det enestående og det spændende. Mens dem, der følger med i tredje række, går efter det, man nu begynder at kalde for en trend, og som bl.a. udtrykker sig i den bredt appellerende mode. Udformet i både dyre og billige udgaver. Her føler man sig godt tilpas, for man er ’med på moden’, man viser initiativ og overblik.

I den kommercielle verden er man stærkt afhængig af disse bevægelser, som ikke altid er lige rationelle. Bevægelser, hvis grundlæggende element består i, at man gerne vil være med dér, hvor tingene sker. Bevægelser, der ikke mindst består af store grupper af medløbere, der er afhængige af den bekræftelse, man får ved at være med helt fremme. Det samme er tilfældet i politik. Også selv om man i valgforskningen endnu ikke er nået ret langt med henblik på at afdække netop medløbernes rolle.

Der findes vælgere, der stabilt holder fast ved deres parti fra det ene valg til det næste. Det er de traditionelle (de gamle) og de meget engagerede (ikke mindst de yngre) vælgere. De flytter sig ikke, men de følger godt med i politik og skal selvfølgelig løbende bekræftes i deres position. Der skal imidlertid ikke så meget til. De gamle og traditionelle vælgere flytter sig ikke, selv om både den politiske linje og de politiske ledere skifter. Der skal heller ikke så meget til for de stærkt engagerede, som løbende følger med i de fleste sammenstød mellem favoritpartiet og de andre. Bare det, at der sker noget, er som regel nok til at bekræfte, at man holder med det rigtige parti, og at de andre partier og deres ledere bare er tåbelige eller på galt spor. Her kan der godt ske opbrud, men så skal der ret dramatiske begivenheder til. Derimod er det mere almindeligt, at man efter en periode med stort engagement drosler lidt ned på energien og begynder at interessere sig for andre ting.

Der er imidlertid endnu en gruppe vælgere – og de er måske de mest interessante – der ikke har de store problemer med at skifte parti fra valg til valg. Denne gruppe omfatter i gennemsnit 25-33 pct. af vælgerne. Altså ca. hver tredje vælger. Blandt de unge under 25 år er andelen af disse omskiftelige og dynamiske vælgere i nærheden af 70 pct. Det er her, medløberne i politik skal findes. Det er her, man skal finde de vælgere, der gør som mange af de andre, fordi det er in og moderne lige nu. Man gør det fordi man godt kan lide at være en del af begejstringen, også selv om man ikke følger specielt meget med i politik. Og det er altså ikke mindst de unge vælgere, der markerer sig på denne måde.

Gruppen af medløbere
Lige nu er det især SF, der nyder godt af de unge politiske medløbere. En dynamisk leder, en god og slagkraft retorik, nye ideer og masser af energi gør, at man hurtigt kan finde gode grunde til at opfatte SF som et parti, der flytter på tingene og baner nye veje. Der er altså gode grunde til at gå i den retning lige nu, for her sker der noget nyt.

Op gennem historien har der været masser af partier, der har haft denne stafet. I 1980’erne var det Det Konservative Folkeparti med Poul Schlüter i spidsen, der løb med den – mens Venstre var helt nede i meningsmålingerne. Det ødelagde man så for sig selv med tamilsagen, og siden har det været meget lidt trendy at være konservativ. Dét åbnede banen for Venstre i slutningen af 1990’erne, der med nye og energiske folk i spidsen, bl.a. Anders Fogh Rasmussen, begyndte at nyde godt af politiske medløbere, der gerne ville stå der, hvor de nye tendenser var til at få øje på. Hvilket bragte den borgerlige regering til magten i 2001.

Siden har bl.a. Det Radikale Venstre oplevet at være det parti, der tiltrak sig al opmærksomheden, og dermed også en stor del af medløberne, fordi det nu var her man kunne finde det nye og smarte. Det skete ikke mindst i forbindelse med valget i 2005, der dog resulterede i, partiets politiske indflydelse forøgedes. Frustrationerne var store, og det slukkede hurtigt fornyelsens energiske flamme i partiet, og derfor forsvandt medløberne hurtigt igen  – i en energisk bevægelse i retning af SF.

Det tankevækkende i denne sammenhæng er, at Socialdemokraterne inden for de sidste 25 år på intet tidspunkt har oplevet at være det parti, der fremstod som indbegrebet af fornyelse, energi og noget moderne, og som derfor kunne tiltrække sig medløbernes sympati. Når partiet alligevel vandt regeringsmagten i 1993 skyldes det først og fremmest, at tilliden til de borgerlige partier efter tamilsagen var meget begrænset. Det var således mere Ninn-Hansen end håbefulde vælgere, der banede vejen for den socialdemokratiske regerings genvalg. Lige nu lever man højt på SF’s succes, men den har endnu ikke været i stand til at give det sidste nøk, så man for alvor kunne give vælgerne det indtryk, at nu var regeringsskiftet på vej. Derfor er vælgerstormen indtil videre udeblevet, men alle venter på, at den vil komme. Nogen med frygt, andre med håb.

Vælgerstormen
Vælgerstormen burde logisk set være på sit højeste lige nu. Regeringen er nemlig en mere end træt siddende regering. Den har haft magten i så lang tid nu, at de fleste problemer med mere eller mindre god grund kan tilskrives den og dens manglende evne eller vilje til at løse dem. Derfor er vejen – i princippet – banet for en ny regering, hvis væsentligste aktiv burde være, at dens ledende politikere med energi påstår, at de kan gøre det endnu bedre end den siddende regering.

Det var netop sådan, Venstre erobrede regeringsmagten i 2001. Ved at påstå, at man kunne løse alle problemerne endnu bedre end Poul Nyrup Rasmussens siddende og lidt trætte regering, som også havde siddet i ret mange år. Man havde imidlertid en klar og logisk profil at støtte sig til i dette opgør. Et opgør, der kunne tiltrække og bekræfte de opmærksommes interesser og dermed også medløberne.

Venstre, og siden den borgerlige regering, byggede deres offensiv op omkring to helt centrale omdrejningspunkter: skattestoppet og det frie valg. Med skattestoppet forsikrede man, at der ikke ville ske dramatiske forandringer i velfærdsstatens ydelser, og med det frie valg signalerede man til kernevælgerne, at man stadig dyrkede det liberale perspektiv. På den måde var rammen sat. Men man vinder ingen valg uden medløbere. Derfor skulle man ramme en grundtone, der kunne signalere det nye, og som kunne åbne for de mange, der ikke nødvendigvis følger med i politik, men først og fremmest løber med.

Her satsede man på hverdagens utryghed og frygt.  På ventelister på hospitaler, på de fremmede og deres mærkelige og nærmest aggressive kultur, på volden, på kriminaliteten og på den manglende effektivitet i den offentlige sektor. Elementer, der signalerede, at der var grund til at være lidt bange for både nutiden og især fremtiden. Vel at mærke hvis ikke en borgerlig regering fik muligheden for at rettet op på tingene.

Der blev i valgkampen op til valget i 2001 spillet mange lange sange, om at det var forståeligt, at man som borger var utryg eller ligefrem bange i hverdagen, men det kunne der godt ændres på, hvis vælgerne ville. Hvad de som bekendt gerne ville. Siden er der blevet spillet videre på de samme sange, med større eller mindre variation i melodien. Hvor budskabet hele tiden har været det samme: Der er grund til at være bange og utryg, men nu sker der noget, for nu udviser man eksempelvis konsekvens. Alt sammen iscenesat inden for de mere ideologiske rammer med skattestoppet i den ene side og det frie valg i den anden.

De fleste gange, når regeringen har forsøgt sig med andre strenge, er det gået mere eller mindre galt. Da Det Konservative Folkeparti fik åbnet for skattelettelser, åbnede man samtidig for et mindre opbrud blandt de borgerlige vælgere. Og man fik ikke et resultat ud af det, som gjorde, at man kunne høste som håbet og forventet. Da man satsede på en kvalitetsreform, viste det sig, at det var uinteressant for mange vælgere og vanskelig at håndtere i praksis. Hvorfor denne reform også hurtigt blev lagt i skuffen igen. Det er i virkeligheden her, den borgerlige regering står i dag: Man har kun de gamle sager fra 2001, fordi de nye ingen steder har ført hen.

Mere frygt i hverdagen
Den borgerlige regering er godt klar over, at vælgerstormen meget hurtigt kan blive til virkelighed. Belært af tidligere tiders erfaringer satser man derfor benhårdt på at holde oppositionen fra magten ved endnu engang at fokusere på hverdagens utryghed og frygt. Nu gælder det virkelig om at fastholde medløberne.

I regeringen ved man alt for godt, at det med at fokusere på den økonomiske krise og en velfungerende økonomi ikke kan bruges til at genvinde regeringsmagten. En velfungerende økonomi har i sig selv ikke givet ret mange stemmer. Man ved også, at det med smarte velfærdsreformer og strukturforandringer heller ikke er noget, der bringer ret meget succes. Det opfattes vel nærmest af vælgerne som en bagatel – noget, politikerne godt kan beskæftige sig med, hvis det skal være, men som ikke gør den store forskel. Nej, hvis man i dag skal mobilisere toneangivende borgere, og dermed også de mulige medløbere, så skal man forholde sig til konkrete ting i hverdagen. På en ny og spændende måde.

Den borgerlige regering satser lige nu hele apparatet på – endnu en gang – at italesætte hverdagens utryghed og frygt. Med endnu mere konsekvens, endnu mere bævende patos og endnu flere frygtelige billeder af en truende hverdag med alt for mange usikkerheder omkring det næste gadehjørne. Godt hjulpet på vej af Dansk Folkeparti, der med vanlig effektivitet virkelig kan sætte konkrete billeder på de mange tiltag – bl.a. i forhold til unge kriminelle.

Men spørgsmålet er, om det ikke sker på en lidt for skinger og gammelkendt måde. Der er således ikke meget nyt eller ny energi over disse ting. Det minder om gamle melodier, som mange finder gode, men det er altså ikke nødvendigvis noget, man vil løbe efter, hvis man er til den slags. Det er regeringens store svaghed lige nu: Gentagelsen. Den nærmest trivielle og rituelle gentagelse af noget, der nu har været sagt så mange gange før, at det ikke er interessant længere.

Regeringen styrer fint uden om de ting, der normalt ikke giver pote, men er på den måde landet i den lidt rutineprægede og mekaniske præstation, der normalt ikke får folk til at løfte hænderne i begejstring. Det ved man godt internt i regeringen, og derfor frygter man virkelig vælgerstormen. Frygten kan man mærke på regeringens manglende selvtillid og overskud.  Måske hjulpet på vej af en økonomisk krise, der ikke åbner for de store muligheder i øvrigt.

Men heldigvis for regeringen, evner oppositionen endnu ikke at finde det sted, hvor man med energi og overbevisning kan åbne for en oplevelse af, at her sker der noget nyt og spændende, og som dermed kan trække medløbere i netop den retning. Det er man meget tilfredse med i Statsministeriet, selv om nervøsiteten og frygten også breder sig her. Og så håber man ellers på, at der ikke kommer for mange skandaler frem i lyset. For så kan det nemlig pludselig gå helt galt.