SEOUL: Sydkorea kan ikke længere ignorere sine sociale problemer

SEOUL: Sydkorea kan ikke længere ignorere sine sociale problemer

21.10.2009


Sydkorea er verdens femtende største økonomi og nr.4 i Asien: landet er blevet en mere magtfuld aktør på den internationale scene, og i  november næste år er Seoul vært for det næste G20-møde. Men er ”Miraklet på Hanfloden” ved at vende? Den eksport, der lagde grunden for opsvinget, er faldet drastisk. Sydkorea har en af verdens højeste selvmordsrater, fødselsraten er verdens laveste og antallet af ældre eksploderer.

Af Troels Kranker

PÅ fire årtier gennemførte Sydkorea en modernisering, som tog de vestlige lande 150 år. Siden 1963 blev BNP pr. indbygger 200-doblet. Men succesen har haft betragtelige negative sociale konsekvenser. Og landets kraftige afhængighed af eksport har desuden gjort det yderst sårbart over for globale kriser. Den igangværende finansielle krise og den medfølgende faldende efterspørgsel fra udlandet har resulteret i et fald på 20 % i eksporten fra 2008 til 2009. Præsident Myung-bak skal på valg i 2011: han kan næppe lade de store problemer stå uløste, hvis han skal genvinde magten.

’Sammenpresset modernitet’
I 1945 blev Korea befriet efter årtiers japansk besættelse – men delt i det sovjetisk befriede Nord og det amerikansk befriede Syd. I Sydkorea indledte man i de følgende par år genopbygning og reformer – bl.a. et demokratisk valg i 1948. Men Nordkoreas uprovokerede invasion af Sydkorea i 1950 startede den tre år lange Korea-krig, som komplet ødelagde begge nationer, menneskeligt – med over tre millioner ofre og endnu flere sårede – og økonomisk – med en fattigdom på niveau med lande i Afrika. I 1953 var Sydkorea derfor slået tilbage til 1945 – på bar bund. Fordelen var dog, at den koreanske regering herefter kunne bygge samfundet og demokratiet op helt fra bunden, mener den berømte sociolog og opfinder af begrebet compressed modernity, professor Chang Kyung-Sup, som forsker i Koreas udvikling. Compressed modernity er navnet på den lynhurtige modernisering, som kendetegner Korea i dag, båret frem af et ufravigeligt fokus på økonomi, bundlinjeeksport og højteknologi kombineret med en exceptionel arbejdsdisciplin: ”Mellem 1948 og 1963 var Korea et land med klar prioritering af de demokratiske værdier, hvilket måske er det vigtigste kriterium for at kunne kalde sig et moderniseret samfund.” fortæller Professor Ki-Soo Eun, Associate Dean og sociolog fra Seoul National University.

Men General Park ødelagde denne proces, da han med magt overtog styret i 1961. Tanken om økonomisk-vækst-frem-for-alt har netop været fremherskende i Sydkorea lige siden. I 1963 strøg man de demokratiske principper fuldstændigt. I stedet rettede man blikket mod den økonomiske bundlinje og mod Vesten og dens moderniseringsmodeller. Korea havde herfra 150 års moderniseringserfaringer at drage nytte af. Regeringen begrænsede importen af forbrugsgoder, men ikke af teknologi og råmaterialer, kontrollerede og arbejdede tæt sammen med erhvervslivet (og uddelte økonomisk støtte til det), investerede kraftigt i uddannelse og teknologi og fokuserede stærkt på eksport.  Resultatet blev en gennemsnitlig eksportvækst på 25 procent om året fra de sene 50ere til midten af 1980erne. Siden 80erne har investering i infrastruktur og kommunikationsteknologi øget konkurrenceevnen markant.

Specielt den kraftige investering i højteknologiske forskningsinstitutter, der refererede direkte til præsidenten, og den konstante produktudvikling af erhvervslivet, har båret frugt. Således er koreanske kæmpekonglomerater, Chaebols, som Samsung, Hyundai og LG innovationspionerer, hvad angår udvikling af nye højteknologiske elektronikvarer med en global topplacering i patentregistrering, og de er nogle af verdens absolut største virksomheder med enorm politisk indflydelse. F.eks. mødtes Kim Jong-Il med Hyundais CEO Hyun Jeong-eun i Pyongyang for at forhandle løsladelse af en sydkoreansk Hyundai-ansat, i stedet for at mødes med repræsentanter fra den sydkoreanske regering.

Korea har verdens mest uddannede befolkning: 90 % af en årgang indskriver sig på videregående uddannelser. Og en OECD-undersøgelse fra 2007 viste, at koreanerne er den befolkning, som arbejder flest timer i hele verden. En forklaring må være, at konfucianismen og buddhismen stadig er til stede i samfundet. Arbejdsomheden forklares af mange med konfucianismens fokus på hårdt arbejde og disciplin, uddannelse og familie og buddhismens ideal om at udføre uselviske handlinger for den større helhed.

Den koreanske befolkning var både under og efter koloniseringen desperate efter arbejde, som specielt var at finde i tekstilindustrien. Derfor opstod der en stor migrationsbølge fra landdistrikterne til byerne, hvor fabrikkerne lå. Navnligt kvinderne arbejdede næsten umenneskeligt hårdt på fabrikkerne, samtidig med at de skulle tage sig af arbejdet i hjemmet. ”Koreanerne blev eksponeret for intergenerationelle mønsterbrydere, eller social upward mobility, som motiverede andre til at arbejde sig ud af fattigdommen ved at påtage sig store arbejdsmæssige ofre. Samtidig med den industrielle revolution foregik der, hvad jeg kalder en industrion revolution, hvor koreanerne simpelthen begyndte at arbejde mere af ren nød – og fordi det gamle og meget fastlåste sociale hierarki samtidig begyndte at smuldre, hvilket gav håb.”, siger Professor Ki-Soo Eun.

Måske har en motiverende kraft været bitterheden efter Japans kolonisering. Besættelsen og ydmygelsen af den koreanske kultur skabte et stort behov for nationalidentitet, hvilket forøgede muligheden for at tænke på sig selv som en del af et kollektiv og samtidig rettede et skarpt øje mod naboen i øst. Følelsen af national underlegenhed resulterede i en stræben efter at positionere og definere nationalidentiteten som altid at ville være bedre end storebroderen Japan.

Bagsiden
Selvom det umiddelbart kan være svært at få øje på, har supersuccesen kastet nogle mørke skygger. Resultatet er et kontrastfyldt samfund, hvor stædig fastholdelse af traditioner går hånd i hånd med desperat stræben efter økonomisk vækst og modernisering. Sydkorea er det land i verden, som sover mindst. Hvor udmattende individuel konkurrence på universiteter og arbejdspladser følges ad med nationalisme og kollektivisme. Hvor åbenheden over for omverdenen lever side om side med racismen. Hvor prædiken om demokrati og globalisering fungerer i bedste velgående ved siden af et styre, som underminerer visse menneskerettigheder og demokratiske processer – med det resultata at oppositionspartiet melder sig ud og ind af Nationalforsamlingen. Hvor den glade befolkning høfligt smiler og bukker, mens landet har et af verdens højeste selvmordsrater. Fødselsraten er den laveste i verden, selvom der er strenge krav om børn fra den ofte konservative familie.

”Det vil være for nemt at skyde al skylden [for disse problemer på] moderniseringen og den økonomiske fremgang. Korea er et mere frit og demokratisk samfund end for 50 år siden. Men der sker en polarisering af indkomstfordelingen og de politiske rettigheder. Jeg ser i Korea en kultur, som er blevet korrupt af den hurtige sociale forandring” forklarer Professor Eun. Han henleder opmærksomheden på den udnyttelse af de koreanske arbejdere, som fandt sted under General Park, der ønskede økonomisk fremgang først – for derefter at skabe grobund for demokrati. Og han minder om, at Koreas fortid som først koloni og efterfølgende militærstat har påvirket  befolkningen i en autoritetstro retning – det er grunden til, at det lykkedes de koreanske regeringer at få etableret rigdom-først-demokrati-derefter.

Ifølge Eun er de sociale problemer presserende: ”Den højeste dødsårsag blandt de 13-30-årige er selvmord. Og selvmord er den hurtigst voksende dødsårsag blandt den ældre generation. Jeg vil ikke skylde skylden på hverken økonomisk fremgang eller moderniseringen, men derimod på den hurtige sociale og kulturelle forandring, som f.eks. ikke har sikret en konstant moral i samfundet eller et sikkert socialt sikkerhedsnet for den ældre befolkning, idet børnene stadig forventes af tage sig økonomisk af deres ældre familiemedlemmer. Det kan nogle koreanere bare ikke, når konkurrencen om arbejdspladserne er så aggressiv, når boliger bliver dyrere, og når konen, børnene og manden selv bliver mere og mere materialistiske.”.

Det kan virke som om politikerne kun har øje for at løse problemerne på overfladen. F.eks. bruger bystyret i Seoul en stor sum penge på at ”selvmordssikre” broer og undergrundsbaner. I stedet kunne man gå dybere til værks og gribe fat om problemets rod ved at investere i f.eks. et omfattende socialt sikkerhedsnet, som til en vis grad ville kunne løse selvmordsproblemerne og motivere til en højere fødselsrate (den forventes kun at være vokset med 0,06% i 2020):

Spørgsmålet er, om Sydkorea økonomisk kan holde sig på toppen med så mange sociale problemer i bagagen? Regeringen fører en konservativ, ultraliberal økonomisk ulighedspolitik og giver ikke meget velfærd til den aldrende befolkning. Men spørgsmålet er, om ikke præsident Lee Myung-bak bliver presset til at skabe balance mellem de mange kontraster inden det næste præsidentvalg om to år? Takket være en forøget levestandard lever koreanerne længe: i 2020 vil 15,1% af befolkningen være over 65 år. En så kraftig nedgang i den arbejdsaktive del af befolkningen vil have en kraftig indflydelse på landets konkurrenceevne. Væksten i antallet af ældre er dermed et voldsomt kritisk tal for regeringen, ikke kun fordi Sydkorea kommer til at mangle arbejdskraft men fordi mange af de ældre vil være afhængige af staten. Uden en hurtig og massiv investering i social velfærd for denne gruppe vil det koreanske samfund krakelere fuldstændigt.

Troels Kranker er studerende på Graduate School of International Studies på Seoul National University, medredaktør af RÆSON og kandidatstuderende i Management of Creative Business Processes på Copenhagen Business School samt en af vinderne af The Korea Times’ Economic Essay Contest 2009