Rhode om klimaet: Naivt og farligt at regne med livsstilsændringer – den eneste løsning er ny teknologi

Rhode om klimaet: Naivt og farligt at regne med livsstilsændringer – den eneste løsning er ny teknologi

23.09.2009


”Vi når kun klimamålet ved ny teknologi. Vi kan ikke satse på, at vores befolkninger vil være indstillet på at ændre deres levevis radikalt. Det er en naiv og dermed farlig vej at betræde. Folk accepterer ikke en nedgang i levestandarden. Folk vil stadig køre i biler, også selvom vi  øger den kollektive trafik. Og folk vil stadig flyve og spise kød.” RÆSON har stillet tre spørgsmål til Jens Rohde, nyvalgt europaparlamentariker for Venstre og næstformand i udvalget for Industri, Forskning og Energi.

Af Jens Rohde, MEP

RÆSON: Forudsætningen for en aftale på klimatopmødet til december: at de rige lande kompenserer de fattige – no money, no deal, siger Connie Hedegaard. Hvor meget skal den rige verden betale?
DET er kun fair, at de rige lande skal bidrage til de fattigste landes omkostninger ved klimaforandringerne. Principielt er der enighed om, at de udviklede lande skal smide penge på bordet i en eller anden form. Og det er både rimeligt og nødvendigt for at kunne få en aftale på plads. Spørgsmålet er, hvor meget den rige verden skal bidrage. Den debat er svær, men også nødvendig, for hverken de offentlige eller private penge vokser på træerne, sådan som socialister og andre godgørere tilsyneladende tror.

Vi skylder skatteyderne at fortælle meget klart, hvad de bidrager med efter topmødet i København. Vi kan ikke på forhånd sige, hvad det kommer til at koste, men vi skal gøre det meget klart efterfølgende.

Målet må være en ambitiøs aftale med finansieringsmekanismer, som kan levere pengene i fremtiden. Et af de store problemer i EU er jo, at planerne på f.eks. energiområdet er ambitiøse, men at finansministrene ikke kan finde pengene til at udføre dem. EU har fx et mål for, hvor meget de rige lande skal give i udviklingsbistand, men det er langt fra alle lande, som lever op til den forpligtigelse, og derfor kan denne finansieringsform ikke stå alene. Udfordringen er derfor at få skabt et finansieringssystem, der kan holde – dvs., skabe værdi på ikke kun kort men også mellemlangt og langt sigt.

Det er ikke nogen hemmelighed, at EU gerne vil vise globalt lederskab på klimaområdet. Jeg synes faktisk også, EU har vist lederskab et langt stykke ad vejen med klima- og energiaftalen fra sidste år, der indeholder de mest ambitiøse reduktionsmål i verden. Dertil kommer en lang række supplerende tiltag, som især har til formål at reducere udledningen af drivhusgasser i de ikke-kvoteregulerede sektorer, altså landbrug, bygninger og transport. Men der er også en betydelig barriere, der forhindrer EU i at  vise det helt nødvendige globale lederskab. Blandt nogle af EU-medlemslande er der nemlig en række økonomier, som til en vis grad stadig er ”emerging economies”. Derfor skal vi være omend meget varsomme med ikke at lade finansieringsspørgsmålet lede til intern splid i EU. Med en fordelingsnøgle baseret på BNP/BNI og udledning af CO2 risikerer vi at ende i en situation, hvor de tøvende lande, både inden og uden for EU, accepterer deres bidrag ved forhandlingsbordet, men ikke leverer efterfølgende – og så er vi i bedste fald lige vidt.

Som liberal er jeg stor tilhænger af at bruge markedsmekanismerne til at generere en stor del af midlerne gennem handlen med kvoter på carbon-markedet. Den danske regering arbejder på at få lufttrafik og skibsfart med ind i en aftale, så der også her kan genereres provenu. Det smukke ved systemet er, at når vi gennem kvoter gør det dyrere at forurene, begynder forretningsfolk at tænke i, hvordan de kan spare penge – og det gør de ved at udvikle ny, renere energiteknologi.

Det lyder måske trivielt, men pointen er, at vi kun når målet om at reducere med 80 % inden 2050 ved hjælp af ny teknologi. Vi kan ikke satse på, at vores befolkninger vil være indstillet på at ændre deres levevis radikalt. Det er en naiv og dermed farlig vej at betræde. Folk accepterer ikke en nedgang i levestandarden. Folk vil stadig køre i biler, også selvom vi  øger den kollektive trafik. Og folk vil stadig flyve og spise kød.

Løsningen er i stedet at bruge vores forskningsmidler på at udvikle renere biler, der kører længere på literen – på et renere brændstof – og derved udleder mindre CO2/km. Vi kan få virksomheder til at se konkurrencefordelen i grøn vækst. Vi kan forske i bedre opbevaring af energi og en bedre udnyttelse af mange nye energikilder. Udfordringen er altså at afkoble økonomisk vækst fra væksten i udledningen af CO2. Det gør vi gennem teknologi.

Herhjemme har vi til dels formået at lave den afkobling. Selvfølgelig kan vi altid gøre det bedre, men Danmark udleder halvt så meget CO2 per borger som USA.

Mens EU og Danmark har en førerposition nu, skal vi dog huske på, at USA traditionelt set bruger omkring dobbelt så mange ressourcer på forskning og udvikling sammenlignet med de europæiske lande. Og i USA er man for længst begyndt at fokusere på energiteknologi. Man kan frygte, at USA ender med at løbe med alle konkurrencefordelene, fordi de investerer, mens vi taler og regulerer i Europa.:

Der er simpelthen behov for et paradigmeskifte i EU. På den baggrund er det ufornuftigt og kortsigtet, når EU’s Ministerråd foreslår at skære ned på forskning i næste års budget. Sammen med Kommissionen kæmper vi i udvalget for Industri, forskning og Energi, hvor jeg sidder som næstformand, for at forhindre disse besparelser. Det, vi har behov for, er mere fleksibilitet i budgettet, så man kan flytte midler fra f.eks. landbrug over i forskningen og energi.

RÆSON: Kommer EU til at reducere CO2 ud over 20 % i 2020?
EU har jo selv har valgt at øge reduktionsmålet til 30 % i tilfælde af en ambitiøs klimaaftale til december. Jeg håber, at EU vil være klar til aktivere målet om 30 %, fordi det jo altså vil være konsekvensen af en ambitiøs aftale i København. Men: jeg kan godt være lidt bekymret for, at EU – i frygt for, at vi ikke kommer i mål – går og regner med at undgå det. Jeg er bange for, at nogle EU-lande og EU-partnere er blevet mere tøvende som følge af den økonomiske krise. Det er uhensigtsmæssigt. Og det er en meget kortsigtet strategi: toget kører, og det bliver kun dyrere at standse det end at springe på nu. Jo hurtigere vi gør noget, jo mere omkostningseffektivt bliver omstillingen. Udfordringen er at overbevise de tøvende lande om de langsigtede økonomiske fordele i omstillingen til en grøn økonomi, til trods for at de økonomiske omkostninger er relativt store på kort sigt. Det er i høj grad ”den grønne sektor”, som skal drive vores økonomier i fremtiden, så det er både et spørgsmål om at sikre klimaet og den økonomiske velstand for vores fremtidige generationer.

RÆSON: Du foreslår, at virksomheder skal redegøre for deres initiativer og sociale ansvar på miljø og klimaområdet. Skal virksomhederne hhv. belønnes eller sanktioneres, ud fra hvor godt de lever op til deres løfter? Er det liberal politik?
Formålet er at få virksomhederne til at formulere nogle målsætninger og sætte dem ind i en strategisk økonomisk bæredygtig sammenhæng. Jeg har selv arbejdet med at implementere strategier i større og mellemstore virksomheder, og det virker.

Der er desuden allerede mange virksomheder, danske som multinationale, som i dag redegør for deres klima- og miljøindsatser og deres sociale indsatser ud fra filosofien om at have en tredobbelt bundlinje. Deres motivation for at gøre det findes ikke blot i et ønske om at ”gøre godt”. Det ønske er der givetvis, men virksomheder er nu engang sat i verden for at skabe profit – ellers kan de ikke  eksistere, og så forsvinder arbejdspladserne og grundlaget for offentlig finansiering af velfærden. Men grøn adfærd og profit behøver ikke at være hinandens modsætninger. En virksomhed, som påtager sig og viser sit samfundsmæssige ansvar, kan netop bruge det som et nyt konkurrenceparameter. I Danmark har vi jo som bekendt et af verdens højeste lønniveauer, og det er de færreste danske virksomheder, som kan konkurrere på pris alene.

Så mit forslag handler ikke om sanktioner og pisk, men om at få virksomhederne til at tænke anderledes og vende miljø- og klimaindsatsen til en konkurrencefordel. Det er en god liberal tankegang. Forslaget accepterer fuldt ud markedets præmisser. En virksomheds klima- og miljøindsats kan kun være et konkurrenceparameter, fordi der er markedsaktører, som efterspørger det.

På den måde bygger mit forslag videre på allerede eksisterende initiativer, hvor de største danske virksomheder fra i år skal redegøre for deres Corporate Social Responsibility-strategier. Det er ganske enkelt et spørgsmål om at skabe de rette rammebetingelser for, at danske virksomheder også kan være konkurrencedygtige i fremtiden, samtidig med at man tager et ansvar. Og det sidste hører jo også med i et liberalt samfund.

Fra Bruxelles skriver I RÆSONS UGEMAGASIN: Dan Jørgensen, Morten Messerschmidt, Emilie Turunen og Jens Rohde