Opinion: DK: Racismens globale bannerfører

02.09.2009

HVIS Enhedslisten ryger ud af Folketinget er hele det danske parlament små-racistisk. Vores image ligner Jörg Haiders Østrig og de sorte skyer kan kun afløses af et helt nyt politisk paradigme.

Af Frederik von Sperling, kommentator i RÆSON

Ingen tvivl om, at indvandrerdebatten er kommet for at blive. Med den Kolde Krigs ophør udgør skismaet mellem islam og kristendom det inde-værende århundredes ideologiske fundamentale skillelinje. En krig i Afghanistan, en i Irak, inter-regionale dialogcentre, ph.d.er i selvmordsbom-berpsykologi og forskellen på sunnier og shiaer er blevet hver-dag for den vestlige befolkning, der efterhånden alle kan udpege hver enkelt Mellemøststat på et landkort uden at blinke. Og islam-kristendom-skismaet har mikrokosmos i de enkelte lande i vesten, hvor uddannelsespolitik, arbejdsmarkedspolitik og boligpolitik skæres til efter forskellen mellem det, man kalder de vestlige, demokratiske oplysningsværdier og et traditionalistisk, konservativt, muslimsk værdisæt.

Men der er stor forskel på hvordan skismaet implementeres de enkelte steder. Bl.a. USA, Spanien og UK viderefører deres føderale og multikulturalistiske statsræson, hvilket konkret betyder en proaktiv forvaltning af religionsfrihe-den, fx gennem tilladelser til gravpladser, moskeer mv., frihed til eksponering af religiøse symboler, en anerkendende debatkultur osv.. Og i den anden grøft ligger lande som Holland, Frankrig og Dan-mark, der alle har fået en monokulturel statsræson, dvs. national, demokratisk, kristen, oplyst, ateistisk o.lign. Med Muhammed-krisen som kulmination er Danmark nok den globale bannerfører på denne statsræson. Og hvis man kigger den efter i sømmene, så er det ikke et juleeventyr. Faktisk er der sket det, som en svensk journalist i DR2s Deadline kaldte en gradvis udskridning mod noget hun de facto anså som racisme, og som pga. sin trinvise udvikling er sket helt ubevidst for borgerne.

Der er i sig selv intet i vejen med fore-stillingen om en stat, som byggende på en enkelt nation – nationalisme – der, forvaltet rigtigt, kan findes i enhver lærebog om demokratiske grund-modeller. Men der er altså langt mellem lærebø-ger, der taler om hån, spot og latterliggørelse som demokratiske diskursprincipper, og at bruge 200 borgeres påklædning som argument for en hel kulturs demokratiske forfald er udtryk for systematisk hetz af den muslimske borgergruppe.

S har, blandt meget andet, aktivt båret disse pointer videre i offentligheden og det samme har SF siden sin formfuld-endte Hizb-ut-Tahrir-kritik sidste år.
Med CD som moralsk vagthund long gone, er der kun Enhedslisten og de Radikale tilbage. Men hvorfor har disse to partier ikke nogen diskurs, som det reelt er muligt at tilslutte sig for mere en end lille skare af høj-intellektuelle?

Den kloge iagttager vil påpege, at der skal to til en tango, og at bannerførerne for en visionær og nytænkende humanistisk moddiskurs aldrig har vist sig på den politiske scene. Og han har ret. Som rene og skære reaktioner på VKO er man enten hoppet med på assimilering af den muslimske kultur til den danske (dvs. ”integration”), eller også har man benægtet nogen form for kulturel eksistens overhovedet, og med henvisning til de universelle menneskerettigheder arrogant forkastet nogen form for ”os” og ”dem”. Det er en stor fejl, for på det konkrete kulturelle plan ER der stor forskel på de germanske borgere, som har arvet en protestantisk kulturtradition og de borgere, der højst har været her i tredive år og som har arvet meget af en muslimsk middelhavskultur. Tag bare den stærke familieinstitution, den private omsorgskultur for familie og venner, og i det hele taget det personlige initiativ og handle-kraftige politisk lederskab. Og her overfor står den danske, kristne, hvide, protestantiske kultur – eller hvad man nu gerne vil kalde den – som langt mindre lidenskabelig, ret privat og reserveret. Læg så dertil de stærke dyder mod kønsmæssig ligestilling, social lighed, lige adgang til uddannelse og sundhedsydelser, ytringsfrihed osv. Enkelte offentlige provokatører vil desuden hævde, at vi står overfor en revitalisering af nogle klassiske værdier omkring familieomsorg for de ældre og svage, hvis vores samfund skal opretholde det samme velfærdsniveau uden nær de samme skatteindtægter til staterne. At Europa har et decideret økonomisk behov for at tilegne sig dele af den muslimske indvandrerkultur. De fleste humanister anser tilsyneladende forskellene for ondartede, i hvert fald forsøger de at tie dem ihjel. Det var netop ”fortielses-argumentet”, som Pia Kjærsgaard tordnede løs med. Hendes tale om, at der blev ”lagt låg på debatten” var en retorisk set genial kidnapning af denne fejl hos humanisterne.

Man skal starte med spørgsmålet: Hvad er der i vejen med forskellene, og hvorfor ikke bruge dem aktivt?
Svaret rummer måske nogle muligheder for et nyt humanistisk paradigme i Danmark, såvel som i Europa. En simpel anerkendelse af integrationen som en bevægelse fra to forskellige positioner imod det samme – nye, tredje – punkt fordrer en italesættelse af de særegne karakteristika ved de forskellige positioner. Man kan forvente nogle modifikationer, sammenføjninger og kombinationer af de to kulturer som grundlaget for en ny statsræson. Men sandheden kunne også være, at de sidste 30 år har været den hårde fødsel for en helt ny, tredje politisk kultur.

RÆSON