Asien venter ikke på USA

Asien venter ikke på USA

11.11.2009


Det er en fattig mand, der rejser rundt til sine kreditorer og beder dem om at smide flere penge i den – måske – permanent lækkende skude.

Af Jonas Parello-Plesner, RÆSONs chefredaktion

I morgen starter præsident Obama sin første Asien-rundrejse med besøg i Japan. Derfra går turen videre til Singapore til APEC og ASEAN-topmøder og til sidst til Kina og Sydkorea.

På overfladen lyder rejsen til Asien som opskriften på succes: Forandringens præsident mødes med verdens meste dynamiske region for at forny alliancerne med Japan og Korea samt styrke båndet til Kina. Der skal drøftes økonomisk genrejsning og den fælles udfordring med klimaforandringerne.

Obama ankommer som en rockstjerne på en bølge af popularitet i Asien, hvor han ofte bliver mere hyldet end landenes egne ledere. Han har oven i købet haft det politiske mod til at gennemføre turen, på trods af at der skal træffes store politiske beslutninger i USA om både sundhedsreform og Afghanistan-strategi, hvor Obama hvad sidstnævnte angår har lovet en beslutning lige efter turens afslutning. Alligevel lurer problemerne i kulissen. Her er alle de ømme punkter, som Obama ikke ønsker at tale om.

Velkommen til kreditorrundrejsen. Obama tager til Kina, Japan og Korea som besidder størstedelen af amerikanske statsobligationer. Det er en fattig mand, der rejser rundt til sine kreditorer og beder om tålmodighed samt om at smide flere penge i den – måske – permanent lækkende skude. Men køb flere dollars-budskabet skal nok vække genklang alligevel. Obama vil således hellere give indtryk af, at der er tale om fælles genoprejsning, selvom USA definitivt er svækket – særligt i Asien.

Obama kommer til at væve rundt mellem G-2 – dvs.: USA og Kina – og traditionelle alliancer. Obama skal indgå en ny strategisk aftale med Kina, der ventes offentliggjort under besøget i Kina. På den ene side skal Obama forklare, hvordan USA har brug for Kina til at løse fælles udfordringer fra klima til Iran. På den anden side skal han ikke sætte Kina op på en “G-2-piedestal”, for så bliver traditionelle allierede som Japan fremmedgjorte. Det er stadigvæk i Japan og i Korea, at de amerikanske tropper i Asien er placeret. Her er fundamentet for USA’s militære magt i Asien. Turen bliver en retorisk balancegang. Og hvis den ikke lykkes helt, kan eftervirkningerne ramme hårdt senere.

Handel: Vent på os. APEC-topmødet i Singapore samler størstedelen af verdens økonomier. USA er fortsat storebror, men hvad har Obama reelt med på bordet af nye og igangsættende initiativer? Intet. Asien har samtidig gang i et større netværk af frihandelsaftaler, hvor konkurrencen om politisk indflydelse også spiller ind blandt andet mellem Kina og Japan. USA står uden for dette spil.

Og WTO-forhandlingerne har brug for mere end kunstigt åndedræt. USA’s eneste adgang er den færdigforhandlede frihandelsaftale med Korea, som afventer den amerikanske Kongres’ godkendelse. Men Obama tør ikke teste Kongressen på den aftale, fordi han i øjeblikket også forsøger at få sin sundhedsreform igennem.

USA håber på, at frihandelstoget i Asien blot afventer, at USA faktisk er klar til at forpligte sig på handel, men da kan det være for sent. Og for én gang skyld – og det er virkelig sjældent – kan det være, at EU overhaler USA i Asien med en frihandelsaftale med Korea.

Pragmatikken omkring menneskerettigheder og situationen i Tibet: Obama følger sikkert i fodsporene på Hillary Clinton, der ved sit besøg i Kina bevidst nedprioriterede menneskerettigheder ud fra devisen om, at resultater bedst opnås ved stille diplomati. Eller ud fra devisen om, at det er uhøfligt at bide den hånd, der fordrer én. Noget lignende kan ventes fra Obama også i forhold til Tibet. Problemet er blot, at det har Obama allerede prøvet uden held. Eksempelvis brød Obama i oktober en langvarig tradition for, at amerikanske præsidenter mødes med Dalai Lama, da denne var i USA. Hensigten var at få Kina til virkelig at engagere sig i dialogen med Dalai Lamas udsendinge. Men i stedet for fornyet engagement har Kina stillet nye krav til Dalai Lama – herunder, at han ikke må rejse til udlandet for at mødes med fremmede politikere. Et ret umuligt krav til en religiøs leder, som besøger lande for at tilse sine religiøse trosfæller. Kina har altså allerede indkasseret Obamas indrømmelse – uden at give noget igen.

Tibet er en målestok for, hvordan Kina vil behandle de svage, når landet bliver rigtig stærkt. Og her er der brug for, at Obama markerer sig som leder af den frie verden. Obama-situationen taget i betragtning, kommer dette sandsynligvis ikke til at ske under opholdet i Kina.