Ny klimaminister: Løkke: Nye ansigter og en træt politik

Ny klimaminister: Løkke: Nye ansigter og en træt politik

25.11.2009


Hvis alt går som forventet, vil Lars Løkke Rasmussen [ovenfor: på valgkampagne i Århus, red.] gennemføre en relativt omfattende regeringsrokade engang i det nye år. Godt nok er der løbende sket enkelte udskiftninger, og godt nok kan det sikkert også være vanskeligt at finde nye oplagte kandidater, hvilket kan tale for en moderat justering. Når man alligevel kan forvente sig noget drastisk, skyldes det først og fremmest et behov for ny energi og nye ansigter. Den siddende regering er nemlig af mange gode grunde lidt slidt.

Af Johannes Andersen, lektor og samfundsforsker ved Aalborg Universitet

EN siddende regering er netop siddende. Fra at være en politisk front med masser af energi, initiativer og ideer, bliver den langsomt, men sikkert til en enhed, der har travlt med at få tingene til at glide. Den forvalter tingenes tilstand og håber det bedste. Bl.a. at oppositionen er til at neutralisere. Og på den front går det nogenlunde acceptabelt for den nuværende. Meningsmålinger har nu over en længere periode vist, at der er dødt løb mellem de to regeringsalternativer. Et folketingsvalg under de nuværende betingelser kan derfor åbne til begge sider.

Når oppositionen er så nem at styre, skyldes det ikke mindst, at Socialdemokraterne har vanskeligt ved at finde offensive ben at stå på. Man har vanskeligt ved at finde de bæredygtige politiske sager, der kan holde i en længere periode, og man har vanskeligt ved at udforme en politisk retorik, der kan forankre de socialdemokratiske synspunkter i dele af befolkningen, der ikke nødvendigvis er varmhjertede socialdemokrater.

Skatteforslaget ”Fair Forandring” var først og fremmest interessant, fordi det knyttede SF tættere til S. Og på den måde repræsenterede det en interessant fornyelse. Men der er næppe mange vælgere, der i dag er optaget af indholdet i forslaget. Her afventer man, hvad der mere sker, og har formodentlig samtidig lidt vanskeligt ved at skelne de socialdemokratiske visioner fra Venstres velkendte bud på et skattestop kombineret med flere individuelle valg af velfærd og offentlig servicer.

Det er også påfaldende, så lidt Socialdemokraterne og SF taler om deres eget forslag. Men det skyldes formodentlig, at der ikke var nok luft i forslaget til, at visionerne kunne få sejlene i samarbejdet til at folde sig ud.

Det er således SF, der reelt holder oppositionen i live. Fordi man har en leder, Villy Søvndal, der med uimponeret frækhed spiller med på alle baner. Også eksempelvis de indvandrerkritiske, hvis det skal være. Der er imidlertid grund til at tro, at SF lige nu har travlt med at få tingene op at køre igen efter kommunalvalget. I udgangspunktet var der ellers lagt op til, at nu SF skulle forsøge at omsætte sin vælgermæssige succes til magt, eksempelvis i form af borgmesterposter. Uheldigvis var betingelsen for at opnå denne magt, at man lagde afstand til socialdemokratiske borgmestre rundt om i landet. Og det er i længden ikke den bedste måde at holde et nyetableret tæt samarbejde i live på. Derfor rystede SF på hånden, da det kom til stykket – og af den årsag skal man lige have tingene lidt på afstand igen.

Den luftige vision – for alle
Regeringen har altså forholdsvis let spil ift. oppositionen, men den er stadig siddende – og derfor begynder den at blive træt. Som så meget andet her i livet skal man af og til have tingene på afstand for at kunne gå til dem med ny energi og nye perspektiver. Hvis ikke der åbnes for denne mulighed, bliver man mere og mere ”konservativ”, i ordets bedste betydning. Man forvalter tingenes tilstand, og kan først og fremmest få øje på de sikre institutionelle muligheder.

Regeringens politiske linje illustrerer ganske godt denne tilstand. Ikke mindst i Lars Løkke Rasmussens landsmødetale til Venstres landsmøde den 21.-22. november. Her fremlagde han ti mål, som Danmark skulle nå inden 2020. Ambitiøse mål, der ligger så langt ude i fremtiden, at de næppe kan fylde ret meget i den kommende toårs periode frem til næste folketingsvalg. Men så har man da dem at stikke ud, hvis det skal være. Og det skal det sikkert, når nu det kniber med forslag på den kortere politiske bane, som det hedder i moderne politisk tale.

Inspirationen til de ti punkter er angiveligt den amerikanske præsident Obamas strategi, hvori der på meget kort plads fortælles om store visioner for et fremtidigt USA. Om den amerikanske drøm. Som Løkke Rasmussen på en flyvetur har omsat til ”den danske drøm”. Som paradoksalt nok viser sig at være en ret liberal vision, hvor Danmark skal være blandt de absolut bedste, når det drejer sig om rigdom målt i BNP, vækstiværksættere (et nyt ord i den danske politiske retorik, der i kraft af den knudrede sammensætning næppe lever længe), arbejdsudbud, placeringen af skolebørn på PISA-ranglisten, eliteuniversiteter, levetid, energieffektivitet, integration, begrænsning af kriminalitet og endelig økonomi generelt.

Her er der nok at tage fat på. Og i modsætning til løftet om skattestop fra 2001 er disse visioner langt mere upræcise og formodentlig også temmelig omkostningstunge. Det er altså ikke forslag, man sådan lige kan omsætte til konkret politik i morgen.

Dertil kommer, at der næppe er mange, der vil være uenige i, at de lyder ganske godt. De kan med andre ord ikke rigtigt gøre en forskel og medvirke til at skille fårene fra bukkene. Derfor er det altså ikke specielt offensive positioner, Lars Løkke Rasmussen har fået markeret  her.

Institutionelle krykker
Derfor må man støtte sig til noget mere nærliggende, nemlig institutionelle krykker og sejre. Det er endnu et træk ved en regering, der har siddet længe. Den satser på de sikre institutionelle kort, sådan som Poul Nyrup Rasmussen gjorde det i 2001. Han var en af de markante politikere, der kontant havde været med til at fordømme terroren i kølvandet på de brutale begivenheder i september 2001. Så kontant at han havde opnået en del positiv omtale, bl.a. i EU og i medierne. Derfor satsede han på, at det skulle bringe ham til en sejr ved folketingsvalget 2001. Men det gik som bekendt ikke. Anders Fogh Rasmussen vandt ved hjælp af en række meget konkrete og energiske forslag og markeringer, mens Poul Nyrup forsvandt i de fine ord og bag de internationale skulderklap.

Nu gentager Lars Løkke tilsyneladende denne historie. Som statsminister og leder af en ret siddende regering forsøger han at vinde international hæder og ære, plus en del positiv omtale i medierne ved at stå som det centrale omdrejningspunkt i forbindelse med det vigtige klimatopmøde i København i december 2009. Her er der enighed om, at der skal konkrete aftaler for fremtiden på bordet. Ellers begynder det at se rigtigt sort ud. Og det er altså det, Lars Løkke satser på. Også i forhold til EU, hvortil han sender en af de mest positivt profilerede ministre, han har.

Man han risikerer, at utak bliver verdens løn. For der er ikke så meget politik i disse institutionelle markeringer, når det kommer til en konfrontation med en hårdtarbejdende opposition. Som han så imidlertid kan håbe på ikke rigtigt kommer i omdrejninger, og så klarer han sig måske alligevel.

Helt nye ansigter
Et af en siddende regerings værktøjer er: regeringsrokaden. Hvis ikke der er nye politiske ideer og projekter, så kan man jo altid skifte ansigterne ud. Det er imidlertid heller ikke helt nemt, når man har siddet længe. Så er det nemlig ikke bare ministre, der kan blive lidt slidte. Det gælder også for ordførerne i regeringspartierne, dvs. dem i anden række. De har nemlig stået som ordførere næsten lige så længe, som regeringen har siddet. Så de kan også meget nemt være godt brugte. Derfor sker det ikke sjældent, at man henter folk ind helt uden for de politiske cirkler.

Det kort har Lars Løkke Rasmussen netop spillet, i og med at han har ansat Lykke Friis som ny klimaminister. Det er næppe noget dårligt træk at benytte en fra medierne ret kendt person, og så udnytte hendes etos – og i dette tilfælde også hendes patos – til at styrke regeringen. Hvis det kan gentages efter jul på en tre-fire poster, som også giver lidt tiltrængt nyt liv til Det konservative Folkeparti, vil det være et rigtigt godt træk.

Der er masser af politisk logik i de initiativer, Lars Løkke Rasmussen tager i denne tid. En meget siddende regering har brug for institutionelle krykker og nyt liv, hvis den skal stå distancen i forhold til oppositionen, der tilsvarende har været meget længe på afstand af magten. Normalt ville det være et sammenstød mellem en meget siddende regering på den ene side, og en opfindsom, selvsikker, kritisk og konkret opposition på den anden. Hvilket ville betyde, at den siddende regering ville komme til kort. Trods alt. Nye ansigter gør det ikke alene.

Men måske går det alligevel for Lars Løkke, for hvis ikke oppositionen kan udfylde den nærliggende rolle som en offensiv politisk blok, er udsigterne til et regeringsskifte meget små. Og det er sådan, landet ligger lige nu. Der kommer godt nok nye ansigter i regeringen i det kommende år, men de suppleres langt hen ad vejen af en ret ”konservativ” og institutionsorienteret tilgang til det politiske arbejde. Hvis vælgerne ellers synes dét er tilstrækkeligt.