Norge: Den evige underdog

09.09.2009

Hver fjerde nordmand regner med at stemme på Fremskrittspartiet, når Norge går til valg på mandag. Det skyldes ikke venstrefløjens manglende blik for indvandrer-problematikken, men derimod at Arbejderpartiet ikke længere fører en politik til gavn for de svageste i samfundet, mener journalist og forfatter til bogen “Frp-koden” om Fremskrittspartiet, Magnus Marsdal.

Af Kasper Ly Netterstrøm

Norge går til valg på mandag og endnu engang ser Fremskrittspartiet ud til at gå frem. Hvorfor?
Fremskrittspartiet har eksisteret i over 30 år og har opbygget en solid vælgeropbakning. Samtidig har partiet aldrig været i regering, og det gør, at det konstant fremstår som et folkeligt alternativ til det bestående og til eliten. Og i Norge kommer man langt med modstand mod eliten.

Hvorfor?
Norge har en meget stærk antiautoritær tradition og en svag elite. Oslo og central-administrationen blev grundlagt som en del af et kolonistyre, og den politiske elite i Oslo har altid været set i det samme skær. Folkelighed er derfor meget vigtigt i norsk politik. Derfor har Fremskrittspartiets antielitistiske retorik så stor gennemslagskraft.

Arbejderpartiet har opbygget velfærdstaten i Norge med alle dens sociale ordninger for den brede befolkning. Er det ikke folkeligt?
Vælgerne har også gennem mange år været meget loyale overfor Arbejderpartiet netop på grund af partiets indsats for at opbygge velfærdsstaten, men man kan ikke som parti kræve evig loyalitet. Man kan ikke forlange, at folk skal stemme efter hvordan Norge så ud i 1960’erne, da velfærdstaten blev skabt. Kontrakten mellem parti og vælgere må genskabes hele tiden.

Hvorfor har Arbejderpartiet ikke formået, at genskabe den kontrakt med de vælgere, som nu stemmer på Fremskrittspartiet?
Problemet for Arbejderpartiet er, at man er rykket for meget til højre i den økonomiske politik. På områder som udlicitering, pension og skat er der i dag konsensus mellem de borgerlige partier og Arbejderpartiet. Derfor kommer værdipolitikken og indvandrer-spørgsmålet så meget i fokus. Hvis aviserne ikke kan skrive om forskellene i den økonomiske politik, så må de jo skrive om de værdipolitiske forskelle og om problemer med indvandrere.

Så det er Arbejderpartiets liberale økonomiske politik, der har gjort indvandrerspørgsmål så centralt? Når nogle emner ikke længere bliver diskuteret politisk, så åbner man op for, at andre emner kommer til at dominere dagsordenen. De vælgere, der stemmer på Fremskrittspartiet, er optaget af velfærdsforbedringer og sociale rettigheder, men de er samtidig kulturelt konservative. Derfor er Arbejderpartiets chance for at mobilisere disse vælgere at have en klar social orienteret politik. Hvis man ikke har det, så tager vælgerne stilling ud fra andre ting, som for eksempel indvandring. Og så stemmer de på Fremskrittspartiet i stedet for Arbejderpartiet.

Men er der ikke reelle problemer med indvandrere, som venstrefløjen ikke før har taget alvorligt?
Ingen i det norske samfund har været forberedte på de problemer, som integrationen af indvandrere skaber. Det gælder bade højre og venstrefløjen. Det er klart. Politikerne skal håndtere indvandrerproblemerne med en realistisk og hverdagsnær tilgang. Men det er jo ikke realisme, Fremskrittspartiet har ikke bragt ind i debatten. Tværtimod. Partiet har pustet integrationsproblemerne op til apokalyptiske forestillinger om sharialove og ”snigislamisering”.

Men er de andre partier ikke også selv skyld i, at debatten om indvandrere er overladt til Fremskrittspartiet?
Fremskrittspartiets racistiske agitation har bidraget til, at venstrefløjen har lukket sig om sig selv i dette spørgsmål. Tag for eksempel spørgsmålet om, at indvandrere skal lære norsk. Hvis Fremskrittspartiet stiller forslag om det, så opfatter venstrefløjen det straks, som det mest racistiske forslag, fordi det bliver leveret sammen med alle partiets skrækscenarier. Selvom det er indlysende, at indvandrere skal lære norsk. Det har været kontraproduktivt for venstrefløjen.

Selvom Fremskrittspartiet står til fremgang, så bliver det svært for partiet at få indflydelse, da de andre borgerlige partier har et dårligt forhold til partiet. Hvad skyldes dette dårlige forhold?
Fremskrittspartiet understreger hele tiden, at de er pragmatiske og gerne vil samarbejde, men samtidig kommer de bevidst med meget kraftige udmeldinger, for eksempel om at Norge ”snigislamiseres”, som de andre borgerlige partier ikke kan acceptere. Det er partiets strategi, at blive holdt ude. De vil gerne fremstå som en underdog, så de kan vedblive med at være et folkeligt alternativ til eliten. Partiet tænker slet ikke så meget på dette valg. De sigter mod valget i 2013, hvor de håber på at blive endnu større, så de selv kan diktere hvilken regering, de vil indgå i.

RÆSON