Mellemøsten: Derfor skal Vesten prøve at forhandle med Hamas

Mellemøsten: Derfor skal Vesten prøve at forhandle med Hamas

28.10.2009


Hamas’ kompromisløse islamistiske ideologi bliver i disse år udfordret af en ny og mere pragmatisk linje vis-a-vis Israel. Derfor bør det internationale samfund teste Hamas’ reelle ståsted – og det kan kun ske ved at gå i dialog uden forudgående betingelser.

Af Heini í Skorini, MA i religion med speciale om Hamas ved King’s College, University of London

DET gik ellers så godt for den aldrende palæstinensiske præsident, lederen af Fatah-bevægelsen, Mahmoud Abbas. Sikkerhedssituationen på Vestbredden er forbedret. Det økonomiske opsving har forvandlet fortvivlelse og frustrationer til spinkle håb om en lysere fremtid. Og sommerens meningsmålinger viste en folkelig opbakning til præsidentens Fatah-parti, som øjner hævn over ærkerivalerne i Gaza, den islamistiske Hamas-bevægelse, efter det ydmygende valgnederlag i januar 2006. Valgdatoen er ikke fastlagt endnu, men præsidenten har udtrykt ønske om at afholde valgene både til præsidentposten og til den lovgivende forsamling allerede i januar 2010.

Men så begyndte et mislykket efterår. I september måned begyndte tingene at udvikle sig i den forkerte retning for Abbas. Til stor glæde for de hårdt pressede Hamas-ledere, som i øjeblikket ellers ser ud til at have mistet grebet om befolkningens tiltro til en bedre fremtid i den militært belejrede, politisk isolerede og økonomisk strangulerede Gaza-stribe langs Middelhavets kyst.

Først brød Abbas sit gentagede løfte om ikke at mødes med den israelske premierminister Benyamin Netanyahu, før israelerne indstiller alle udvidelser af jødiske bosættelser på Vestbredden. De to herrer mødtes, trods Abbas’ højrøstede erklæringer, med Barack Obama ved FN-generalforsamlingen i New York i slutningen af september. Naturligvis uden de fjerneste resultater.

I befolkningens øjne opnåede ærkerivalen Hamas dernæst en stor sejr, da det lykkedes bevægelsen først i oktober at presse den israelske regering til at løslade 20 palæstinensiske kvinder fra israelske fængsler. Prisen for de kvindelige fanger var et livstegn i form af en video fra den israelske korporal Gilad Shalit, som har været gidsel i Gaza siden sommeren 2006.

Og for det tredje kom præsident Abbas i voldsom modvind efter hans håndtering af den såkaldte Goldstone-rapport i begyndelsen af oktober. En FN-rapport om israelske og palæstinensiske krigsforbrydelser under Gaza-krigen fra den 27. december 2008 til den 18. januar i år, der kostede omkring 1400 palæstinensere livet – og 13 dræbte israelere. Rapporten fra FN’s Menneskerettighedsråd i Geneve, som i høj grad vender skytset mod Israels aggressioner i Gaza, giver parterne seks måneder til at iværksætte egen efterforskning. Hvis det ikke sker, anbefaler den sydafrikanske chefanklager Richard Goldstone, at sagen via FN’s Sikkerhedsråd tages op af Den Internationale Straffedomstol i Haag. Rapporten er et nederlag for Israel og en sejr for palæstinenserne. Men hårdt presset af både Israel og USA opfordrede Abbas til at lægge den Israel-kritiske rapport på is indtil marts næste år. Og så var fanden løs i de palæstinensiske gader og blandt palæstinensiske politikere, også i Abbas’ eget parti. De anklagede præsidenten for at håne Gazas mange ofre og har stået i kø for at tage afstand fra beslutningen. ”Abbas samarbejder med fjenden”, tordnede Hamas-lederen Khaled Meshal fra sin eksiltilværelse i Damaskus. Abbas selv har siden haft travlt med at tage afstand fra sin egen beslutning, men forløbet har fornyet hans image som en korrupt kollaboratør i lommen på den zionistiske fjende og dens allierede.

Efter Abbas’ turbulente uger er udsigterne til en valgsejr for Hamas bedre, end de har været længe. Præsident Abbas’ folkelige opbakning er nemlig styrtdykket ifølge den nyeste meningsmåling, som blev offentliggjort den 18. oktober af Jerusalem Media and Communication Center. Meningsmålingen viser en tilbagegang på 12 % for Abbas, som nu står lige med Hamas’ premierminister i Gaza, Ismael Haniyeh, på omkring 16 %, når det gælder præsidentposten. På partiniveau fører Fatah stadig over Hamas.

Skal fredsmæglerne i dialog med Hamas?
Uanset om Hamas gentager den chokerende valgsejr fra januar 2006, vil bevægelsen fortsat spille en fremtrædende rolle i palæstinensisk politik. Hamas vil fortsat have midlerne til at forpurre ethvert fremskridt i den kuldsejlede israelsk-palæstinensiske fredsproces, ligesom bevægelsen var i stand til at torpedere Oslo-processen i halvfemserne med utallige angreb på civile såvel som militære israelske mål.

En fredsaftale mellem Israel og det palæstinensiske selvstyre uden Hamas’ underskrift kan derfor ikke imødekomme Israels sikkerhedshensyn. For en aftale uden Hamas’ involvering – direkte eller indirekte – vil helt enkelt mangle den politiske opbakning og ikke mindst den hårde militære magt for at sikre dens praktiske implementering og bæredygtighed.

Det ubehagelige spørgsmål om Hamas’ eventuelle involvering i fredsprocessens diplomatiske spil er derfor stadig mere påtrængende for Dennis Mitchell (USAs Mellemøstudsending, red.), Tony Blair og de andre Mellemøstudsendinge blandt verdens stormagter i den såkaldte Mellemøstkvartet (USA, EU, FN og Rusland).

De sidste 20 år har opfattelsen af Hamas som en kompromisløs islamistisk terrororganisation uden for pædagogisk rækkevidde været den herskende doktrin i vestlig mellemøstpolitik. Men igennem det sidste årti, og især efter Hamas’ valgsejr i 2006, har et snigende opgør med denne doktrin vundet indpas i den offentlige diskussion, især i Europa. Argumentet fra flere akademikere og Hamas-eksperter lyder, at Hamas ikke længere er den samme organisation som i 90’erne. At Hamas har distanceret sig fra det radikale charter fra 1988, som blæser til væbnet kamp mod den zionistiske besættelsesmagt på hellig islamisk jord indtil dommedag. Ifølge dette argument har Hamas gennemgået en træg transformation væk fra uforsonlige teologiske dogmer i retning af politisk realisme, som indebærer en de facto anerkendelse af en to-stats-løsning, dvs. en palæstinensisk stat i Gaza og på Vestbredden, som forudsætter en israelsk tilbagetrækning til grænserne før Seksdageskrigen i 1967.

Både Israels og det internationale samfunds betingelser for dialog med Hamas har hidtil været: 1) en anerkendelse af staten Israel, 2) en anerkendelse af alle tidligere aftaler mellem Israel og det palæstinensiske selvstyre og 3) afkald på terror.

Men argumentet for dialog med Hamas uden betingelser vender Mellemøstkvartettens logik på hovedet. I stedet for at opstille ultimative krav før en dialog overhovedet kan komme i gang, burde kvartettens tre betingelser i stedet blive omformuleret til politiske målsætninger efter at forhandlinger er kommet i gang. Modsat det nuværende status quo er denne strategi i stand til at teste Hamas’ sande intentioner og reelt afprøve, i hvilken grad Hamas er parat til at opgive den væbnede kamp til gengæld for politiske indrømmelser. Logikken bygger på den simple antagelse, at enhver konflikt er fastlåst, før de involverede parter mødes og fremlægger deres positioner for derved at se, om der er en vej fremad.

Men for mange kommentatorer og eksperter er selve idéen om dialog med de palæstinensiske terrorister himmelråbende naiv. Og strategien er absolut ikke uden risiko. Derfor må de ovenfornævnte målsætninger til enhver tid være en uadskillelig del af dialogens strategi, så Hamas har nogle klare standarder at leve op til.

Strategien virkede i Nordirland, da IRA endelig opgav den væbnede kamp. Men den såkaldte fredsaftale mellem den pakistanske regering og Taleban-bevægelsen i Swat-dalen i februar i år mindede også verden om, at kompromisser med militante bevægelser er risikofyldte og kan gå gruelig galt. Taleban nægtede nemlig at lægge våbnene efter fredsaftalen og dannede i stedet en ny front, som den pakistanske hær efterfølgende måtte nedkæmpe. En offensiv, som fordrev flere hundredetusinder ud i tilværelsen som flygtning.

Mellem ideologi og pragmatisme
Indstillingen til forhandlinger med Hamas afhænger af, hvorvidt man køber tesen om Hamas’ udvikling fra en kompromisløs til en pragmatisk bevægelse. Er Hamas virkelig reduceret til en forsamling skæggede nationalister i stand til at indgå kompromisser à la Fatah? Eller er organisationen stadig styret af en kompromisløs islamistisk ideologi, som befaler hellig krig, indtil staten Israel er slettet fra verdenskortet?

Sandheden ligger et sted imellem disse to positioner. Samtlige Hamas-medlemmer er enige om, at afskaffelsen af staten Israel er den eneste retfærdige moralske løsning på det palæstinensiske folks uretfærdige lidelser. Men 60 år efter al nakba, katastrofen i 1948 (Israels grundlæggelse, red.) er Hamas’ forskellige fraktioner dybt uenige om, hvorvidt det ideologiske udgangspunkt stadig kan og skal oversættes til konkret politik.

Hamas’ nyere skriftlige materiale og offentlige retorik, især siden valget i januar 2006, afslører en gennemgående politisk disharmoni og dybe interne uenigheder i bevægelsen. Hamas’ institutionelle struktur består af regeringen i Gaza, politbureauet i Damaskus, som er organisationens formelle overhoved, og den paramilitære ledelse for Hamas’ væbnede fløj, al-Qassam-brigaderne. Mens dele af den hårdt trængte regering i Gaza synes villige til at gå langt for en langvarig våbenhvile, en åbning af Gazas grænser og en ophævelse af den internationale boykot, så holder Hamas’ eksilledelse i Damaskus, under stærk indflydelse af Syrien og Iran, fast i en stringent ideologisk og militaristisk linje og har ikke i sinde at nedjustere modstanden mod Israels eksistens på profetens eget territorium. De uafbrudte raketangreb ind i det sydlige Israel er i denne optik ikke udelukkende et udtryk for den ideologiske kamp mod Israel, men også en politisk respons på den militære belejring og den økonomiske boykot.

Hamas’ officielle politik over for Israel har i mange år været at tilbyde en langvarig våbenhvile til gengæld for israelsk tilbagetrækning fra Gaza og Vestbredden. Ifølge Hamas’ ubestridte åndelige autoritet, den afdøde sheikh Ahmed Yassin, som en israelsk helikopter fik ramt på i marts 2004, er våbenhvilen og tilbagetrækningen det første skridt på vejen imod den totale befrielse af hele Palæstina fra Jordan-floden til Middelhavets kyst. Derfor talte Yassin aldrig om en permanent to-stats-løsning, men altid om en midlertidig to-stats-situation.

Men grænsen mellem en midlertidig to-stats-situation og en permanent to-stats-løsning er de sidste fem år blevet stadig sværere at få øje på i Hamas’ offentlige retorik. Ønsket om israelsk tilbagetrækning til 1967-grænserne og en palæstinensisk stat i de besatte områder har gradvist afløst det gamle råb om Israels udslettelse. Flere og flere Hamas-politikere taler om en våbenhvile med Israel, der kan vare op til 20, 30 eller 40 år. Og spørgsmålet melder sig, hvad den praktiske forskel egentlig er på en våbenhvile i flere årtier og en permanent fredsaftale.

Da undertegnede for nylig mødte en rådgiver for Hamas’ eksilledelse i Damaskus, forfatter og professor Azzam Tamimi, bekræftede han Hamas’ dilemma, som har skabt interne stridigheder. På den ene side vil organisationen ikke anerkende Israels legitime eksistensberettigelse. Men på den anden side undergraver organisationen sig selv i befolkningens øjne, hvis den ikke er i stand til at udarbejde løsningsmodeller, der forholder sig til de faktiske forhold anno 2009. Azzam Tamimi forbereder i øjeblikket et nyt charter, som skal afløse det dybt antijødiske charter fra 1988. Og han bekræfter, at den store udfordring er at nå til enighed om formuleringerne vedrørende Israel. Skal den gamle utopi om Israels udslettelse præsenteres som en konkret policy-erklæring? Eller snarere som en trossætning uden praktisk relevans?

Foreløbig har idéen om den langvarige våbenhvile været Hamas’ forsøg på at forene en virkelighedsfjern ideologi med nødvendigheden af realiserbar politik. På denne måde har organisationen præsenteret en formular for fred uden at anerkende Israel. Og vedrørende det store spørgsmål om anerkendelse af Israel kom Hamas’ seniorrådgiver Ahmed Yousef med den opsigtsvækkende udtalelse i et interview i 2006, at anerkendelsen af fjenden lige så meget er et taktisk som et ideologisk spørgsmål: ”Anerkendelse af Israel er Hamas’ bedste forhandlingskort, som vi ikke skal forære væk gratis, sådan som Arafat gjorde tilbage i halvfemserne. Det skal bruges i en kommende forhandlingssituation.”

Hvem har magten?
Spørgsmålet er så, hvem dominerer organisationen i dag? Er det de kompromisløse chefideologer? Eller de politikere, som plæderer for en ny og mere pragmatisk strategi?

Valgkampagnen i 2006 var en indikation af, at pragmatikerne sad ved roret. Både valgprogrammet, udkastet til en ny samlingsregering og regeringsgrundlaget stod i skærende kontrast til det gamle charter fra 1988. Borte var de klassiske apokalyptiske proklamationer om Israels udslettelse. Og sammen med andre mellemøsteksperter kaldte den palæstinensiske Cambridge-professor og Hamas-forfatter Khaled Hroub bevægelsens nye linje for intet mindre end et ”paradigmeskifte”, en ”overset transformation” og ”et nyt Hamas”. Kort efter valgsejren underskrev de fire palæstinensiske fraktioner – Hamas, Fatah, PFLP og DFLP – et nationalt forsoningsdokument, det såkaldte Prisoner’s Document, som indeholdt en implicit anerkendelse af staten Israel. Og da Hamas og Fatah underskrev den såkaldte Mekka-aftale i februar 2007, som var begyndelsen på den mislykkede samlingsregering, anerkendte Hamas igen princippet om en to-stats-løsning og gav Abbas grønt lys til fredsforhandlinger med Israel.

Disse signaler om et mere pragmatisk Hamas blev mere eller mindre overset i Vesten, selv om de relativt nye signaler ikke var et pludseligt brud med fortiden, men en forlængelse af talrige memos og offentlige udsagn. Den afdøde Hamas-leder Ismail Abu Shanab, dræbt af Israel i 2003, opsummerede dette ståsted kort før sin død: ”Lad os være ærlige. Vi kan ikke udslette Israel. Den praktiske løsning er en palæstinensisk stat ved siden af Israel”.

Men de kræfter, som aktivt arbejder for at nedtone Hamas’ vision om et Mellemøsten uden Israel, har fået kamp til stregen. Med jævne mellemrum, og især efter voldsomme israelske angreb, genopblusser den gamle retorik, som forkaster enhver idé om fred med Israel og forsikrer verden om, at Hamas’ raison d’etre er og bliver den væbnede modstand mod Israel. Som f.eks. da Hamas’ udenrigsminister Mahmoud al-Zahar før valget i 2006 udtalte: ”Nogle mener, at når Hamas’ retorik er begrænset til Vestbredden og Gaza, så har vi opgivet vores historiske krig. Dette er ikke tilfældet”.

Selv om al-Zahar er en del af ledelsen i Gaza tyder meget på, at den ideologiske ”renhed” trives bedst i Hamas’ eksilledelse i Damaskus, ledet af Khaled Meshal, samt i ledelsen for Hamas’ væbnede fløj. Den voldelige overtagelse af Gaza i juni 2007 var et eksempel på, at Hamas’ militser tog sagen i egen hånd og udraderede Fatahs militser uden et klokkeklart samtykke fra den politiske ledelse.

Det er med andre ord en nem sag at underminere tesen om Hamas’ udvikling til et pragmatisk parti, for der findes et væld af udtalelser, der peger i den modsatte retning.

Og konklusionen? At Hamas er et usammenhængende politisk fænomen præget af modsætninger og inkonsekvente udmeldinger. På den ene side står de kræfter, som forbliver tro mod det oprindelige kald om at bekæmpe Israel ”indtil dommedag”, sådan som charteret proklamerer. På den anden side står den fløj, som advokerer for et varigt forlig med Israel, såfremt dette kan medføre politiske indrømmelser og ophæve belejringen og isolationen af Hamas’ bastion i Gaza-striben.

Det internationale samfund skal teste Hamas
At den interne splittelse er blevet synligere skyldes i høj grad den kollektive internationale boykot efter Hamas’ valgsejr, som efterlod organisationen i et konkret dilemma. Internationalt pres har medført politisk isolation, økonomisk depression, umådelige humanitære fataliteter og forværrede chancer for en ny valgsejr. Men at imødekomme kvartettens betingelser for dialog ville være en kapitulation når det gælder Hamas’ mest grundlæggende ideologiske principper og ville sandsynligvis medføre en total organisatorisk splittelse.

Foreløbig har opfordringerne til dialog og de tøvende signaler om en ny kurs ikke manifesteret sig i forbedrede relationer med omverdenen. Men med bevidstheden om Hamas’ interne stridigheder burde det internationale samfund kombinere den kompromisløse boykot med en eller anden form for motiverende belønning, når Hamas’ relativt pragmatiske elementer med jævne mellemrum signalerer, at politikken ikke er fastlåst i ideologiske dogmer. At ignorere disse spæde signaler vil med tiden demotivere den pragmatiske fløj og styrke de kræfter, som ikke ønsker dialog. Derfor bør det internationale samfund i de kommende måneder afprøve Hamas’ interne magtbalance og teste organisationens sande natur ved at gå i dialog. En dialog, hvor de ultimative forhåndsbetingelser i stedet bliver konverteret til afsluttende målsætninger, således at Hamas også må levere. Hvad enten bevægelsen taber eller vinder næste års valg.