Med Lissabon kobler Unionen nationalstaterne fra

Med Lissabon kobler Unionen nationalstaterne fra

14.10.2009


I forrige uge stemte irerne ja til Lissabon-traktaten og bragte den hermed tæt på at kunne træde i kraft inden udgangen af 2009. Det vil bl.a. betyde, at EU-borgeres rettigheder bliver juridisk bindende – så EF-domstolen kan henvise til dem i sine domme – samt at EU får et officielt fælles værdisæt. Dansk Folkeparti stemte imod Lissabon-traktaten, og RÆSON har derfor spurgt MEP Morten Messerschmidt: Hvad bliver konsekvenserne af traktaten? Kan den endnu nå at blive stemt ned af de britiske vælgere, som Tory-lederen David Cameron næsten har lovet en folkeafstemning?

Med Lissabon kobler Unionen nationalstaterne fra

Af Morten Messerschmidt (MEP, DF)

I 26 af de 27 medlemslande lykkedes det som bekendt EU at undgå folkeafstemninger om traktaten – og i det eneste land, hvor befolkningen blev spurgt, blev svaret nej. Men et nej kan ikke bruges – det er grus i maskineriet. Derfor måtte vælgerne spørges igen.

Men det irske ja ændrer ikke på, at Lissabon-traktatens demokratiske grundlag er papirtyndt. Tre steder har befolkningerne sagt fra. Og det må naturligvis undre Lissabon-traktatens tilhængere, der betragter traktaten som den helt store demokratiske reform af EU-samarbejdet. Det er den ikke. Traktaten, hvis hovedindhold er sammenfaldende med den hedengangne EU-forfatning, som blev skudt ned af de hollandske og franske vælgere, indeholder flere reguleringsmuligheder for EU, mindre indflydelse for medlemsstaterne – samt et charter, som gør alle anliggender til mulig genstand for EF-domstolens vurdering. Det er ikke en demokratisk forbedring – og havde traktaten været det, ville man ikke have tøvet med at sende den til afstemning overalt. Men EU blev skræmt af de 3 x nej.

Påstår at styrke nærhedsprincippet
Den nye traktat påstår at lægge større vægt på nærhedsprincippet [at politiske beslutninger i EU altid skal træffes så tæt på borgerne som muligt, red.]. Og det er rigtigt, at den giver de nationale parlamenter øget mulighed for at kontrollere, at det overholdes. Det er bare ikke så meget nyt i. Alle institutioner har siden nærhedsprincippets indførelse kunnet påberåbe sig, at dette ikke blev overholdt. Det afgørende problem med nærhedsprincippet har bare altid været, at der ikke er nogen konsekvens forbundet med dets overtrædelse. Dét problem løser Lissabon-traktaten ikke. Hvis en tredjedel af de nationale parlamenter klager over brud på nærhedsprincippet, har Kommissionen alene pligt til at genoverveje sit forslag. Kun hvis Ministerrådet og Europa-Parlamentet støtter klagen, er Kommissionen forpligtet til at tage forslaget af bordet. Men det er kun en gentagelse af eksisterende regler: Det er nemlig i forvejen Ministerrådet og Europa-Parlamentet, der har lovgivningskompetencen – og derfor er de allerede før Lissabon-traktaten bemyndigede til at skrotte et forslag fra Kommissionen. Reformtraktaten er derfor gammel vin på nye flasker. Godt nok har det aldrig før direkte stået i traktaterne, at de nationale parlamenter skal føre denne kontrol, og dette må da også betragtes som et udtryk for øget fokus på nærhedsprincippet – men om det også rent faktisk fører til mere nærhed er højst tvivlsomt.

Parlamentet sikrer ikke demokrati
Et andet argument for traktaten er tanken om, at forøget magt til Europa-Parlamentet er lig med mere demokrati. Til gengæld skal staternes indflydelse reduceres – og det er et dårligt bytte. For det første er valgdeltagelsen markant højere til de nationale parlamenter end ved europa-parlamentsvalget. Og for det andet er spærregrænsen for Europa-Parlamentet uacceptabelt høj: Da Danmark i 2004 havde 14 mandater, krævede et mandat 7 % af stemmerne – og ved det kommende valg, hvor Danmark får reduceret sit antal medlemmer, kræves der næsten 8 % af stemmerne. Tesen om, at Europa-Parlamentet skulle være garantien for demokrati, holder derfor ikke. Det ægte og velfungerende demokrati ligger i medlemslandene. I Ministerrådet repræsenterer regeringerne deres befolkninger – og her hviler demokratiet. Det er derfor ikke en styrkelse af demokratiet, at Europa-Parlamentet med den nye traktat får øget indflydelse. Det er tværtimod en svækkelse, fordi det sker på bekostning af de nationale regeringer.

Rettighedschartret er ikke uskyldigt
Mest bekymrende ved den nye traktat er imidlertid chartret om grundlæggende rettigheder, som nu gøres juridisk bindende. Det lyder naturligvis besnærende, at EU’s borgere får flere rettigheder. Men selvom Lissabon-traktaten foreskriver, at chartret ikke udvider EU’s beslutningskompetence, er det allerede i dag en kendsgerning, at Kommissionen i række af direktiver og forordninger henviser til netop chartret som begrundelse og hjemmel – eksempelvis Kommissionens forslag om forbedring af effektiviteten af klageprocedurerne i offentlige kontrakter. Derfor er retspraksis allerede længere fremme end ordene i traktaten, og skulle striden mellem de to hensyn en dag blusse op og finde vej til prøvelse ved EF-domstolen, er der næppe tvivl om, at den teleologiske fortolkningsstil (dvs. den konkrete retsakts fortolkning lægges til grund, red.) vil føre til det resultat, at chartret kan anvendes aktivt.

Chartret giver kort og godt EU rig mulighed for at ændre på de enkelte medlemslandes egne love. De danske ja-partiers medlemmer af Parlamentet forholder sig langt mindre kritisk til denne udvikling, end den danske regering ellers har foregøglet Folketinget. Det så vi i sidste Strasbourg-samling, hvor Venstre stemte FOR at anvende chartret til at ændre en litauisk lov om beskyttelse af mindreårige. Den litauiske lov er vendt mod homoseksualitet, idet den forbyder “offentlig information, som propaganderer for homoseksuelle forhold” fra ethvert sted, hvor børn kan få adgang til det, da det kan have en “skadelig virkning på udviklingen af mindreårige”. I sin rapport henviser Europa-Parlamentets flertal, inklusive Venstre, netop til EU’s charter om grundlæggende rettigheder som begrundelse for, at den litauiske lov må laves om. Sagen er dog, at der ikke er tale om indgriben over for en EU-retsakt, men over for en helt igennem national lov.  Dermed har ikke bare Europa-Parlamentet, men også det største regeringsparti klart modbevist udenrigsminister Per Stig Møllers beroligende formaninger om dette spørgsmål: Chartret er ikke bare et uskyldigt dokument for syns skyld. Det er den direkte anledning til, at EU’s institutioner nu kan blande sig uindskrænket i alle anliggender. Om det er børns rettigheder, arbejdsmarkedet, de grundlæggende frihedsrettigheder eller retten til asyl og uddannelse, findes der fremover hjemmel til, at EU kan blande sig direkte i den måde, landene vælger at indrette sig på. Venstre har dermed deltaget i bevisførelsen for, at Dansk Folkepartis oprindelige kritik af chartret var korrekt.

Det er helt oplagt at drage en parallel til Maastricht-traktatens introduktion af EU-statsborgerskabet (artikel 17 og 18) og loyalitetspligt (art.10). Også her blev det fra medlemslandenes side understreget, at EU-statsborgerskabet IKKE skulle føre til øget EU-regulering. Man gik endda så vidt, at man efter det danske forbehold indskrev i Amsterdam-traktaten, at unionsborgerskabet kun supplerer og ikke erstatter de nationale statsborgerskaber (artikel 17, 2.pkt.). Alligevel har EF-domstolen i et utal af afgørelser lagt vægt på unionsborgerskabet som begrundelse til fortsat mere social og økonomisk integration mellem medlemslandene.

Nationalstaterne kobles af
Det er derfor aldeles berettiget, når selvudråbte føderalister jublede efter meddelelsen om det irske ja. Lissabontraktaten er i vidt omfang en gennemførelse af den vragede forfatning, som skulle omdanne EU til én stat. Med fælles udenrigsminister, præsident, tiltrædelse til menneskerettighedskonvention, status som juridisk person, flere magtområder – og med en EF-domstol, der nu kan dømme i alle anliggender, er traktaten det dokument, der endegyldigt kobler nationalstaterne fra .

Er det demokratisk? For mig ville den betegnelse forudsætte, at man spurgte vælgerne. Tanken er utænkelig – for faren for en afvisning er overhængende. Derfor håner man Tjekkiets præsident Klaus for at tøve med at underskrive. Derfor håner man de briter, der håber, at udsættelsen kan vare helt til maj, hvor der med stor sandsynlighed kommer et regeringsskifte i England. Den forventede nye premierminister, David Cameron, har lovet briterne en afstemning, hvis traktaten til den tid endnu ikke er trådt i kraft. Derfor gælder det for føderalisterne om at få traktaten igennem nu. Det kan ikke være rart, at en så stort projekt, som det foreliggende, må realiseres i en atmosfære af ængstelse for det europæiske folk. Og i virkeligheden siger det måske mere om traktatens indhold og konsekvenser end dens tusindvis af nørklede paragraffer?

Fra Bruxelles skriver I RÆSONS UGEMAGASIN: Dan Jørgensen, Morten Messerschmidt, Emilie Turunen, Jens Rohde og Bendt Bendtsen