Kirken ud af folketinget

Kirken ud af folketinget

07.10.2009


Under Folketingets åbningsgudstjeneste havde tre folketingsmedlemmer indbudt til debatmøde i Proviantgården med oplæg fra Tøger Seidenfaden og Martin Krasnik.

Reportage af Lisbeth Vasiljev

På Folketingets åbningsdag er det traditionen, at politikerne kl.10 – inden åbningstalen – deltager i en gudstjeneste i Christiansholms Slotskirke. I går sang de med på Nu vågner alle Guds fugle små, Til himlene rækker din miskundhed, Gud og Hil dig, Frelser og Forsoner! Men en gruppe af oppositionspolitikere havde slået sig ned i Proviantgårdens lokaler og inviteret Politikens chefredaktør Tøger Seidenfaden og Weekendavisens Martin Krasnik til at holde oplæg. “Du kan godt kalde det et protestmøde. Håbet er på længere sigt, at der slet ikke bliver afholdt gudstjeneste,” havde Simon Emil Ammitzbøll (LA) fortalt Berlingske Tidende. Initiativet til mødet har han taget sammen med Anne Marie Geisler Andersen (R) og Kamal Qureshi (SF) – og meningen er, at der hvert år under gudstjenesten skal indkaldes til et møde (med skiftende temaer). Med på debatmødet var 30-40 deltagende Christiansborg-medarbejdere, politikere, studerende og andre interesserede.

Når folk enten taler om eller forsvarer religion og religiøse dogmer, så daler det intellektuelle niveau meget, meget hurtigt hos ellers normalt virkeligt begavede mennesker,” åbnede Martin Krasnik mødet. Han kritiserede det, han mener, er de to hovedargumenter for åbningsgudstjenesten: ”Det har vi altid gjort” – og ”Sådan højtideligholder vi vigtige begivenheder i Danmark”. Og kaldte det for intellektuel dovenskab og et dovent hykleri på Slotsholmen. Krasnik henviste til USA, hvor man i forfatningen har adskilt stat og kirke i en wall of separation, hvor det står meget klart, at staten ikke må støtte en bestemt religion over andre. Modsat den danske model, hvor folkekirken er statsunderstøttet og indskrevet i grundloven – hvorfor en dansk adskillelsesvæg kræver en grundlovsændring. Simon Emil Ammitzbøll og Kamal Qureshi støttede op om disse grundlæggende argumenter. Helt enig var Tøger Seidenfaden, der ellers ofte er hans debatmodstander:”Jeg kan berolige med, at det meste af den enighed, jeg har med Martin Krasnik, fylder cirka den første side af mit manuskript”. Hans indlæg handlede blandt andet om, at det var kirkeministeren og ministeriet – og altså politiker- og embedsstanden – i Danmark, der løste religiøse konflikter, fra de organisatoriske til teologiske og liturgiske spørgsmål. Her mindede han om Thorkild Grosbøll – præsten, der hævdede ikke at tro på en skabende gud – hvor Bertel Haarder i egenskab af kirkeminister måtte gå ind som en ’lutheransk pave’ og løse konflikten for at forhindre en fyringssag. Men i modsætning til Krasnik ser Seidenfaden dog den største trussel som værende ikke den religiøse, men den undertiden meget voldsomt artikulerede sekularisme, som udviser intellektuel intolerance over for religionerne. En aggressiv undertrykkelse af religionen finder man efter hans mening i lovgivningen imod religiøse symboler i det offentlige rum. En sekularisme, som blandt andet har været gennemtrumfet i Tyrkiet.

I salen sad også imam Abdul Wahid Pedersen, der ikke uventet henviste til Muhammed-krisen. Han kunne tilslutte sig Seidenfadens indlæg om intolerance: ”Den største udfordring, (…) ser vi ikke [i hinandens religiøse miljøer], men hos den galopperende anti-religiøsitet og nærmest hadefulde retorik i forhold til religionen.” Det undrer Abdul Wahid Pedersen, at Martin Krasnik ikke kunne få øje på det som repræsentant for, hvad Wahid anser for at være en meget hård sekularistisk linje og direkte mobning. For i imamens optik er de meget brugte udtryk om ”hån, spot og latterliggørelse” netop mobning.

Af politiske reaktioner på dagens alternative folketingsåbning og debatmøde var blandt andre statsminister Lars Løkke Rasmussens på spørgsmålet om den kirkelige åbning overhovedet hører hjemme i et moderne, demokratisk samfund: ”Jeg elsker at komme i kirke, og jeg synes, at det er en rigtigt god måde at starte folketingets arbejdsår på.” Regeringens støtteparti, Dansk Folkeparti, var også repræsenteret ved Pia Kjærsgaard som gæst ved åbningsgudstjenesten i Slotskirken og svarede på det alternative møde i Provianthuset også på spørgsmålet om, hvorfor den kirkelige handling skal indgå i et moderne demokrati: ”Jeg har været medlem af Folketinget i 25 år, og jeg har været med hver evige eneste gang, og jeg synes, at det er en rigtigt god tradition. Og fordi vi lever i et kristent samfund,” sagde hun.

Det Radikale Venstres Margrethe Vestager deltog i åbningsgudstjenesten i Christiansborg Slotskirke og var i denne sammenhæng enig med Pia Kjærsgaard. Også muslimske, nu konservative, Naser Khader fandt den kristne åbning for en god tradition og kaldte det alternative debatmøde for en provokation. Sammenfattende faldt de politiske kommentarer nogenlunde ud, som Martin Krasnik indledte dagens debatmøde med: Tradition og højtideligholdelse.

De samme argumenter kom fra Folketingets 2. næstformand i præsidiet, Søren Espersen, der tog imod regentparret og kronprinseparret ved ankomsten til Christiansborg. Når Dansk Folkeparti nu ønsker at holde islam ude af det offentlige rum – skulle kristendommen så ikke også ud?

Nej, det skulle den sørenspilleme ikke. Folkekirken har en særstatus i Danmark og understøttes af grundlovens paragraf fire. Vi har en sekulær stat nu. Men at folketingsmedlemmer skulle stå og sværge på Biblen, som man gør i USA, ville jeg være stærk modstander af”. Han slår fast: ”I et moderne samfund hører kristendommen slet ikke hjemme. Det gør kongehuset heller ikke. Men det er kontinuiteten i det danske samfund, som man har bygget på i tusind år.”