14.10.2009

Ateisten og socialisten Kåre Bluitgen, der indirekte startede Muhammed-krisen i 2005 ved at fortælle om sine vanskeligheder med at skaffe illustrationer til en bog om Muhammed, er netop udkommet med en oversættelse og gendigtning af Koranen, som han har studeret i adskillige år. Er Bluitgen ude på ballade eller brobygning?

Af Jakob Jessen, RÆSON

Hvad er Koranen?
Koranen er muslimernes hellige bog. Og det er Koranens idé at fortælle araberne, at der kun er én Gud. Derudover er det ideen at dele alle op i os – dvs. de troende og de frelste – og dem – som er de vantro og de fordømte.

Har det nogen betydning for, hvordan muslimer forholder sig til ikke-muslimer i dag?
Ja, det har det naturligvis. Der findes jo muslimer, som tager Koranen meget alvorligt og ligefrem prøver at leve efter dens regler, og så er det selvfølgelig – set med neutrale øjne – uheldigt, at der står, at en muslim aldrig må tage fx en kristen som ven. Nu er jeg selv fra indre Nørrebro, og der kan vi da se, at det i mange tilfælde lykkes at skabe venskaber. Men vi kan også se, at det i en del tilfælde bestemt ikke lykkes.

På debatfora og blogs undrer danske muslimer sig over, hvorfor du gider at bruge seks år på at gendigte noget, du egentlig bekæmper. Hvorfor har du lavet den her gendigtning?
Jeg har beskæftiget mig meget med den tredje verden, og der er man simpelthen nødt til at forstå religion. Også selvom man ikke selv er religiøs. Man kan ikke arbejde politisk i mellemøstlige lande, hvis man ikke er godt inde i islam. Man kan ikke forstå kulturerne, og man kan simpelthen ikke forstå folks måder at reagere på.

Vil det sige, at man skal forstå den her gendigtning som et forsøg på at opnå forståelse og måske endda forsoning?
Ja. Forståelse for hinandens kultur eller religion er en forudsætning for, at man kan møde hinanden. Der er jo ingen dialog, hvis ingen aner, hvilken platform man taler ud fra.

Men det vil så omvendt betyde, at man ikke skal forstå gendigtningen som et forsøg på at provokere eller kritisere?
Hvis jeg skulle være kritisk, så skulle jeg jo inddrage alle de vestlige forskere – de kristne forskere – og deres behandling af koranen. Det var nok blevet en anden bog.

Men kan du ikke godt forstå, at man som muslim forholder sig skeptisk til, at du med din forhistorie oversætter bogen?
Nej, det kan jeg egentlig ikke. Godt nok er jeg socialist, men jeg mener ikke, at det kun er socialister, der må fortolke de socialistiske skrifter. Jeg tror faktisk på udveksling af forskellige ideer, frem for at man kun må lytte til sine egne.

Er du ikke bange for, at du som person kommer til at stå i vejen for det projekt?
Nej, det er jeg ikke. Det er første gang i verdenshistorien, at Koranen er blevet gendigtet, og derfor aner vi ikke, hvad der vil ske. Men noget må der jo forsøges. Det går jo ikke vældig godt overalt med forståelsen af hinandens synspunkter.

En moderniseringsproces inden for islam behøver altså ikke at vokse indefra?
Jeg har selv været tilhænger af det dogme om, at alle ændringer skulle komme indefra. Men man kan se på Muhammed-sagen, hvor meget det nytter at skubbe på udefra. Tryk tegningerne i dag, og ingen ville gø. Det viser jo, at man udefra – i et meget, meget stort omfang – kan påvirke islam. Og nu er det her jo som sagt den første gendigtning nogensinde. Var den kommet for ti år siden, så havde det formentlig udløst en forfærdelig ballade. Men der er allerede blevet skubbet så meget til islams moderniseringsproces, at den nu udkommer under stille og rolige forhold.

Bringer provokationerne os nærmere hinanden i det lange løb?
I det lange løb tror jeg bestemt, at det vil bringe os nærmere. Tænk på, hvor meget mere danskere i dag kender til islam i forhold til før Muhammed-sagen. Nu læser vi meget mere om det, vi ved pludselig noget om sunnier og shiaer, vi ved pludselig noget om billedforbud og imamer osv. Det tror jeg faktisk, er en god vej frem.

Du er ikke bange for, at det kendskab vi får til hinanden vil være koncentreret om de emner, hvor der er en hel klar konflikt at søge?

Jeg mener, at en del af forståelsen for hinanden også udgøres af et kendskab til forskelligheder. Vi skal lære hinandens grundlag at kende. Og så mener jeg ikke på nogen måde, at vi nødvendigvis skal acceptere hinandens grundlag. Hverken fra deres eller vores side. Vi snakker om rent kendskab, og dét tror jeg kan øge forståelsen.

Jeg har set dig citeret for at sige, at islam fylder for meget i debatten. Er det rigtigt?
Ja, jeg synes islam fylder helt vildt meget i forhold til, hvilken indflydelse det sådan set har på samfundet. Jeg mener, man skulle snakke noget mere trafikpolitik for eksempel.

Men er det så ikke paradoksalt, at du udgiver bog efter bog om islam? Du lægger vel selv op til yderligere debat?
Det gør jeg ganske vist, men det må ses ud fra mit historiske forløb. Jeg har jo beskæftiget mig med den tredje verden og fx med hinduernes tekster. I forhold mit politiske livsforløb og mit forfatterskab, så er det jo en naturlig udvikling. Men derfor kan jeg jo godt mene, at det nogle gange fylder for meget. Burka-debatten synes jeg fx er helt overflødig. For at bruge et pænt ord.

Hvorfor?
For det første har jeg den politiske holdning, at staten ikke skal blande sig i, om folk har tøj på eller ikke har tøj på. Og for det andet fordi problemet nærmest kun er et Nørrebro-problem.

Men det er vel stadigt et principielt spørgsmål?
Jo, men det er da også på nogle områder. Jeg mener fx ikke, at en, der udøver offentlig myndighed, kan gå i burka. Vi kan ikke have en politimester i burka.

GUD FORTÆLLER
Du har både oversat, kommenteret og gendigtet Koranen. Hvad er en gendigtning?
Gendigtningen er koranens tekst, hvor forståelseshullerne er fyldt ud. Hvis man bare læser Koranen, uden noter, er der ingen danskere, der forstår noget som helst. Men sådan har muslimerne jo også haft det, og derfor har de udviklet en tradition omkring Koranen, hvor der er knyttet en masse historier til stort set hvert eneste vers. Og de mest autoritative af dem har jeg indskrevet i Koranen, således at man får en flydende prosafortælling. Det er det grundlæggende. Det andet er, at jeg har arrangeret kapitlerne kronologisk. Og for det tredje har jeg lavet det hele om til en jeg-fortælling. Det er islamisk princip, at Koranen er udelukkende Guds ord henvendt kun til Muhammed. Og det har jeg altså taget alvorligt og lavet det om til en jeg-fortælling.

Hvor meget digter du, og hvor meget oversætter du?
Jeg digter ikke. Jeg digter ikke noget. Jeg udvælger. I nogle tilfælde vil der være flere traditioner omkring et enkelt vers, og der er endda eksempler på, at nogle af dem er modstridende. Der har jeg så valgt den mest almindelige sunni-islamiske fortolkning.

Hvert eneste vers i bogen er forsynet med oplysende mellemrubrikker. Er det nogle, du har lavet eller er det oversættelser?
Nej, det er mine egne. Koranen operer jo i meget, meget hurtige temaskift. Og der har jeg sat mellemrubrik ind, hver gang det ligesom skifter til et nyt tema.

Jeg studsede over en mellemrubrik, der hedder ”De vantro fatter intet”. De her mellemrubrikker styrer læsningen?
Ja, det er det vigtigste. Jeg har brugt min erfaring fra journalistikken, altså de skal være korte, og de skal være dækkende for indholdet, og de må godt lede videre i læsningen og vække en smule nysgerrighed.

Men du risikerer vel lige præcis at farve din ”pædagogiske oversættelse”, altså gendigtningen?
Nu vil jeg jo ikke kalde det en oversættelse. Fordelen er jo, at jeg hele tiden har den anden (oversættelsen, red.). Hvis man slår op i gendigtningen og læser et eller andet og tænker; ”kan det virkelig passe, hvordan står det rigtigt?”, så kan man hele tiden skifte over og se nøjagtigt, hvorledes det står.

Så i gendigtningen har du kunne gøre med stoffet, hvad du havde lyst til, og så kunne du altid referere tilbage til den kommenterede oversættelse?
Ja, det har givet mig større frihed simpelthen at have den.

Betyder det så, at der i gendigtningen er blevet mere plads til ateisten Kåre Bluitgen?
Nej, det er der ikke, for jeg har jo ikke været inde og ændre på – skal vi sige Guds budskab. Mellemrubrikkerne er absolut ikke tænkt som et ateistisk indslag.

De fleste anmeldelser og interviews jeg har set – og det gælder sådan set også det her interview – har interesseret sig mere for, hvorfor du har gendigtet Koranen frem for at interessere sig for, hvad det er for en gendigtning. Betyder det at operationen er mislykkedes?
Altså, det skal jo helst handle om bøgerne. Vil jeg nok sige. Et eller andet sted så er en forfatters motiv ligegyldigt. Det vil jeg grundlæggende mene. Det må være værket, der skal tale.

Har det været værket, der har talt?
Det har været en blanding, vil jeg sige. Hvis vi tager anmeldelserne, så har to af dem anmeldt bøgerne, mens en har lavet motivforskning. Og det er jo et problem, for jeg tror da ikke, der er nogen potentielle læsere, der kan bruge det til noget. Jeg tror ikke nogen ville være interesserede i Koranen for at lære Kåre at kende. De er interesserede i Koranen for at lære Koranen at kende. Derfor er det lidt mislykket kan man sige, når det ikke handler om bøgerne.

Men er det ikke fordi du igen står lidt i vejen for projektet?
Det vil jeg jo aldrig nogensinde kunne komme ud over.

Irriterer du dig over det?
Jamen det er da rigtigt, at hver sammenhæng jeg optræder i, så er det jo som ”ham, der startede Muhammed-sagen”. Og det vil jo hænge ved mig resten af livet. Men jeg kan jo ikke gøre noget ved det.