RÆSON - Danmarks internationale nyhedsmagasin

RÆSON udkommer på tryk 2 gange årligt og løbende på nettet, hvor udvalgte artikler er gratis. Et årsabonnement indeholder det trykte magasin samt fuld netadgang: 250 kr. Køb abonnement »

Folketingets åbning: Åbningstale for Dummies

Folketingets åbning: Åbningstale for Dummies

07.10.2009


7. oktober 2009 Kommentar af Henrik Dahl

Lad mig først slå fast, at Danmark er blevet så utrolig rigt og trygt og retfærdigt på grund af traditionen for konsensus. På grund af traditionen for at deltage i foreninger. Og ikke mindst på grund af gammeldags dyder som flid og rettidig omhu. Der er ikke meget, vi isoleret kan gøre ved krisen. Men jeg håber ved Gud, at vi kan holde fast ved de gamle politiske traditioner. Ellers er Fanden løs.

Det har nu vist sig, at krisen ikke var en and, som jeg og flere andre i regeringen først troede. Derfor har vi allerede brugt en masse penge på at stimulere økonomien, og vi har tænkt os at bruge endnu flere. Men ingen Djævel aner, om det vil virke. Lad os nu se.

For ikke helt at tabe modet (eller valget) har vi tænkt os at se lidt nærmere på ungdomsledigheden. Den vil helt sikkert stige, specielt for de drønnerter, der ikke tager en uddannelse. Både min egen og et par af de forrige regeringer har uden held ønsket sig, at 95 procent af en ungdomsårgang tog en eller anden ungdomsuddannelse. Nu prøver vi én gang til.

Så vil jeg gerne lige oplæse et telegram fra DI. Jeg skulle hilse og sige, at lønnen skal ned og produktiviteten op. Nu går den simpelthen ikke længere. Og hvad skal S og SF’s syge idé om at hæve skatterne for de rige til for? De skal NED! Det burde enhver kunne sige sig selv. Men ellers skal vi med glæde gøre det én gang til.

En anden ting, DI har bedt mig berøre, er subsidier. Det er jo noget bras, og jeg skammer mig over at sige det. Men der kommer nok lidt målrettet erhvervsstøtte til grønne industrier. Ellers bliver vi totalt udkonkurreret af Kina og Indien. Nå. Grønt er kønt. Det synes de fleste. Så lad os se, om vi ikke kan slippe af sted med det i nogle år, i det mindste. Og så ikke mere fra DI.

Det vil jo blive valg før eller siden. Og sådan et kan man tabe med et brag, hvis folk får indtryk af, at velfærdsstaten ikke fungerer. Derfor vil vi bygge nogle store hospitaler der, hvor der bor mange mennesker. Og hente de syge, der har valgt at bo i ødemarken, med helikoptere eller noget andet smart. Bare rolig.

Af hensyn til marginalvælgerne bliver det op til valget også sådan, at vi vil tale lidt pænere om de offentligt ansatte. Så kan det være, at nogle af

dem stemmer på os. Måske kan man skære lidt ned på alle de regler, der følger af vores tanker om new public management samt – ikke at forglemme

– vores egne hovsaløsninger. Men det er nu ikke så sandsynligt. Så skulle vi også indrømme, at vi har spildt halvandet årti på noget, der ikke duer. Det kan hverken jeg eller Socialdemokraterne gå med til. Men nu kigger vi på det. Sådan skal det heller ikke være. Så har jeg også nogle telegrammer fra vores samarbejdspartnere. Dansk Folkeparti kunne tænke sig, at der virkelig bliver klasket til de kriminelle indvandrere. Så det bliver der. De konservative kan til gengæld deres Tony Blair. Det var ham, der sagde, at hans regering ville være tough on crime – and tough on the causes of crime. Så vi prøver også med lidt forebyggelse og den slags.

Jeg forestiller mig, at både oppositionen og dele af pressen vil falde over mig for dette. Men for det første har vi altså, som man kan se, lånt et koncept fra Tony Blair. Og for det andet bør man huske, at Dansk Folkepartis linje på mange måder har båret frugt. Det kan godt være, den ikke lyder køn i kulturradikale øren. Men helt ærligt: hvordan synes I selv, det gik, dengang I havde ansvaret? Så gider I ikke lige?

Klimakonferencen. Jeg orker næsten ikke mere. Siden jeg blev statsminister, har jeg rendt fra Herodes til Pilatus og snakket med alverdens mennesker om, hvad der vil kunne vedtages. Svært at blive klog på. Men tak til oppositionen for, at den ikke laver mere ballade, end jeg kan overse. Og lad os håbe og bede til, at der ikke kommer til at udspille sig skandaløse eller borgerkrigslignende scener i Københavns gader. Det ville ikke være til at bære.

Andre lortesager? Jo. Krigen i Afghanistan. Vorherre bevares. Og de fire forbehold, som Dansk Folkeparti overhovedet ikke vil diskutere. Heldigvis sejler alting i EU lige for tiden. Så gør fire forbehold fra eller til ikke så meget.

På Grønland og Færøerne har de valgt at sejle deres egen sø, selvom de selvfølgelig altid gerne vil have nogle penge. Tja. Det er ikke meget anderledes end at have teenagere, og derfor har jeg også en vis forståelse og overbærenhed.

GUD BEVARE DANMARK!