Folkerepublikken 60 år Nu kan alle mærke Kina

Folkerepublikken 60 år Nu kan alle mærke Kina

30.09.2009


Politikens journalist Flemming Ytzen har besøgt  Kina og Taiwan regelmæssigt siden 1978. I fjor  udgav han den anmelderroste ”Supermagten Kina – mirakel eller mareridt” på Politikens Forlag.

Af Flemming FREDELIG opstigning – peaceful rise – er den  etikette, som Kinas ledelse har anvendt om landets  udenrigspolitik i det 21. århundrede. Helt  fundamentalt handler det om, at et land med en  så markant voksende økonomi – og et effektivt  politisk styringssystem til at bakke ambitionerne  op – før eller siden tiltager sig eller kræver  indflydelse på de globale magtforhold. I Kinas  tilfælde tegner det til, at opstigningen vil ske med  fredelige midler i hvert fald et stykke tid endnu.

Morgendagens 60-års fødselsdag er kun et  symbol på de dramatisk ændrede vilkår for en  femtedel af menneskeheden. Det kinesiske  folkehav står midt i et gigantisk eksperiment, som  kun har 30 år på bagen, men udvikler sig med  imponerende hastighed. I de tre årtier, hvor Kina  har fulgt en eksperimenterende reformpolitik (læs  mere om dette i interviewet med den kinesiske  økonomiprofessor Cui, efterfølgende sider, red.),  hvis nøgleord har været åbenhed og  internationalisering, har den etablerede  akademiske sagkundskab diskuteret, om Kina kan  opretholde sit formelt kommunistiske politiske  system og samtidig fortsætte udviklingen af både  en markedsøkonomi og et aktivt civilsamfund,  hvor landets borgere træffer flere og flere  beslutninger uafhængigt og individuelt.

Den særlige kinesiske model er blevet kaldet  ”markeds-leninisme” eller ”kongfutsiansk  leninisme”. Vi har også hørt virksomhedsvarianten:  China Incorporated. En vel nok mere  dækkende definition på reformpolitikkens Kina er  en ”civilisation, der foregiver at være en stat”, som  den amerikanske sinolog Lucian Pye engang har  formuleret det. Kina fylder 60 i denne uge, men  er så ung, sprudlende og vital som aldrig tidligere

– samtidig med at rigets 2500 år gamle kulturelle  og filosofiske fader Kongfutse (Confucius) er  genstand for en politisk besluttet renæssance. Den  gamle vismand skal legitimere Kinas forvandling  under etiketten ”det harmoniske samfund”.

Kinas økonomiske magt vokser
Vi står over for et gigantisk samfund, som  har fundet en model for vækst, velstand og politisk  legitimitet – uden at kopiere en vestlig skabelon.  Kan Vesten leve med det? Den britiske forfatter  og professor Timothy Garton Ash mener, at  verden bør hilse Kina velkommen som en stor  medspiller og fuldgyldig deltager i den åbne  verdensorden, som er blevet opbygget siden 1945.  Tidligere i år skrev han i The Guardian: ”I stedet  for at modsætte os kinesiske anmodninger om  større indflydelse i internationale organisationer  bør vi tilbyde denne indflydelse på eget initiativ.  Dernæst skal de vestlige lande, tålmodigt og  vedholdende, fremføre det argument, at indholdet  i en åben og liberal orden ikke nødvendigvis  afspejler vestlige, men derimod universelle,  værdier. Dette bliver ikke nemt, men Kina er  spækket med skarpe og åbne hjerner. Der er  meget at vinde”.

Og noget tyder på, at kineserne allerede er  ved at trænge igennem. Det nylige Pittsburghtopmøde,  der erstattede G8 med G20, blev en  illustration af hvor lidt Kina behøver at presse på  for at opnå sine mål. Riget i Midten blev inviteret  inden for i kredsen af de rige og magtfulde næsten  uden at kræve det.

For nylig konstaterede Orville Schell,  direktør ved Center of US-China Relations ved  Asia Society, at Kinas svar på finanskrisen var at  indlede historiens mest imponerende  infrastrukturprogram. ”De har også implementeret en vellykket økonomisk  genopretningspakke og bevæger sig nu frem i  forreste linje i udviklingen af miljøvenlig  teknologi, vedvarende energi og energieffektivitet.  Alt sammen aktiviteter, som vil skabe vækst i den  nye globale økonomi. Kina summer kort sagt af  energi, penge, planer, ledelse og fremdrift, mens  Vesten virker lammet”, lød hans vurdering.

Asien samarbejder
Vil lederne i Beijing andet end at beholde magten  og blive rige i processen? Den globale finanskrise,  der begyndte i sensommeren 2008, fik analytikere  til at fremrykke tidspunktet for det historiske  øjeblik, hvor den kinesiske drage lægger sig ud i  overhalingsbanen og svinger uden om den  amerikanske ørn i det globale kapløb om vækst og  velstand i det 21. århundrede. Økonomer  diskuterer, om det sker i 2030 eller 2050.  Overordnet arbejder Kina på at integrere sine  asiatiske naboer i et tættere økonomisk fællesskab.  Integration via samhandel og investeringer skal få  tidligere fjender til at se Kina som kilden til  fremtidig velstand og stabilitet. Bestræbelserne tog  fart med det såkaldte Chiang Mai Initiativ (CMI) i  2000, opkaldt efter den nordthailandske by, hvor  et østasiatisk topmøde blev holdt. CMI er blevet  kaldt et ”beskyttelsesarrangement”, der skal sikre  landene, når der indtræffer fremtidige kriser.

Det interessante perspektiv er her, at  rivaliseringen mellem Kina og Japan ikke længere  blokerer for fortsat økonomisk integration i  Østasien. Redskabet er en fond på 120 milliarder  dollars. Næppe begyndelsen til en erstatning for  Valutafonden (IMF), men et vigtigt supplement,  der på sigt kommer til at gøre fremtidige  interventioner fra IMF overflødige. I dette  samarbejde er Kina på vej til at overtage Japans  og USA’s rolle som attraktiv handelspartner,  investor og bistandsyder i Østasien.

For at ingen skal være i tvivl om Beijings  hensigter på det lange sigt er det værd at erindre  om oprettelsen af China Investment Corp (CIC) i  september 2007. Her har Beijing foreløbigt  placeret 200 milliarder dollars (omkring en  syvendedel af landets valutareserver på  daværende tidspunkt), og hovedformålet er opkøb  af virksomheder i udlandet.

Kina har siden 2006 været Afrikas  tredjestørste samhandelspartner. Kun USA og  Frankrig handler mere med Afrika, end Kina gør,  så Kina har dermed overhalet den gamle  imperiemagt Storbritannien. I 1999 beløb  samhandlen sig til godt to milliarder – seks år  senere var tallet tæt på 40 mia. Økonomen Jeffrey  Sachs, der er tilknyttet FN’s millenniumprojekt,  har sagt, at Beijing er i en bedre position til at  hjælpe Afrika end de vestlige lande, for Kina ”holder færre foredrag og giver mere praktisk  hjælp”. Og for at understrege Kina’s  selvopfattelse af at være en international magt på  linje med de vestlige stater, er Beijing begyndt at  eftergive en del af sin gæld til de afrikanske stater  og har indført en række handelslempelser for  udvalgte varer fra 25 af de allerfattigste lande.

På det meget lange sigt arbejder Kina på at  kunne reducere afhængigheden af mellemøstlig og  afrikansk olie. Det vil muligvis kunne lade sig gøre,  når Beijing er nået til enighed i den langvarige  konflikt med sine sydlige naboer om  grænsedragninger i det Sydkinesiske Hav. Der er  et stykke vej endnu, men for det gode naboskabs  skyld taler alle parter med hinanden i disse år.  Kina har næppe råd til at lægge sig ud med sine  sydlige naboer omkring dette store og lovende  havområde og arbejder derfor målbevidst i disse  år på at opbygge politisk tillid og  samarbejdsstrukturer.

Autoritære reformer og borgerindflydelse
Mens Kinas økonomiske vækst og  udenrigspolitiske dynamik har sat håndgribelige  aftryk i verdenssamfundet, er det for omverdenen  noget mere uklart, hvor langt de kinesiske  reformpolitikere er nået på hjemmefronten. Eller  sagt på en anden måde: hvor langt de i  virkeligheden har bevæget sig, siden Mao Zedong  etablerede en meget sovjetmarxistisk virkelighed i  sit land i 1950’erne.

Alt taler for, at Kinas reformstrateger har  vejet den vestlige demokratimodel – og fundet den  for let. Når officielle parti- og statsrepræsentanter  taler om demokrati mener de noget ganske andet  med ordet end det, vi forstår ved det. Sagt i kort  form handler en ”demokratisering” i Kina om, at  kommunistpartiet med sine flere end 75 millioner  medlemmer skal blive bedre til at rekruttere de  mest egnede til at styre riget – efter uddannelse og  kvalifikationer og ikke som i Maos tid efter  ideologisk og politisk loyalitet ’. Ganske som  Kongfutse og hans kejserlige efterfølgere tilsigtede  det, er Kina med andre ord i gang med en  kulturel og politisk genopfindelse af sig selv.

Kineserne taler om ”demokrati”, men  mener meritokrati. Det betyder et politiskadministrativt  system, hvor kun the best and the  brightest får lov til at komme til tops. Ganske som  hvis det havde været Novo eller Mærsk. Derfor er  betegnelsen China Incorporated ganske  rammende. Et politisk styresystem byggende på  meritokratiske principper er selvsagt autoritært,  men betyder ikke nødvendigvis, at hele  befolkningen gøres til lydige undersåtter.  Partistaten har skabt nye måder at skabe  borgerindflydelse på, f.eks. ved at udpege  borgerpaneler, der får til opgave at prioritere mellem forskellige udviklingsprojekter i  lokalsamfundet.

Professor i kinesisk ved Århus Universitet,  Stig Thøgersen, har beskrevet, hvorledes disse  projekter præsenteres af eksperter i  offentligheden, og at projekterne efter grundige  diskussioner bliver sat til afstemning blandt  borgerne. På møderne udformes prioriterede  lister, som sendes videre til den lokale  Folkekongres. Den forventes at følge panelets  indstillinger, når den formelt vedtager budgettet  for det følgende år.

Modellen kaldes deliberativt demokrati og  blev bragt til Kina af den amerikanske professor  James Fishkin. Det kan netop accepteres af de  kinesiske myndigheder, fordi demokratiets  spillerum er nøje afgrænset. Staten sikrer sig, at de  lokale beslutninger afspejler befolkningens  holdninger, men beholder magten til at afgøre,  hvilke sager borgerne skal spørges til råds om.  ”Der er således ingen fare for beslutninger, der  fører til større omvæltninger, men det er værd at  lægge mærke til, at staten faktisk afgiver reel magt  til borgerne gennem disse høringer. Normalt er  den slags prioriteringer mellem projekter en  oplagt mulighed for embedsmænd til at modtage  bestikkelse fra entreprenørerne, men det er  sværere, når beslutningerne lægges ud til åben  debat”, pointerer professor Stig Thøgersen.  ”Andre eksperimenter går på at få skaffet sig af  med upopulære embedsmænd, der kan være  belastende for staten og partiet, gennem  popularitetsafstemninger. Men de fleste af disse  afstemninger foregår inden for partiet. Hvor det  tidligere var en fast regel, at lokale stats- og  partiledere blev udpeget af det umiddelbart  højere niveau, holder man nu nogle steder reelle  afstemninger på lokale partikongresser, når der  skal findes en ny partisekretær. Formelt har det  godt nok altid været kongressen, der var  besluttende myndighed, men det er noget nyt, at  man eksperimenterer med at tage denne regel  alvorligt”, forklarer professoren i en særudgave af  Kinabladet, der udkommer her i oktober.

Det afgørende spørgsmål i bedømmelsen af  Kinas fremtidige interne reformkurs er ifølge  Thøgersen, om kommunistpartiet kan udvikle en  bæredygtig autoritær model. Er det realistisk at  komme korruptionen til hjælp uden demokratiske  reformer? Hvis det lykkes, er det svært at se, hvad  der kan rokke en autoritær politisk model, hvor  man løbende sørger for at afstemme kursen med  de mest magtfulde befolkningsgrupper og  enkeltpersoner.

Dette er kernen i den neo-autoritære  kinesiske model: Partiet med sine 75 millioner  medlemmer – tilstrømningen stiger stærkt i disseår – har allieret sig med rigets nye middelklasse,  der sandsynligvis tæller en kvart milliard.

De underprivilegerede – industriarbejderklassen  og bønderne – har blot at rette ind i denne  orden, fordi middelklassen vil fortsætte med at  høste frugterne af reformpolitikken.

Ventiler for lokal frustration
Men selvfølgelig er der risici ved denne  eksperimenterende reformpolitik. Partiet bliver i  stigende grad udfordret på sit magtmonopol.  Millioner af borgere protesterer årligt mod  overgreb og uretfærdigheder. Der er typisk tale om  lokal korruption og magtmisbrug, hvor borgerne  anmoder de centrale myndigheder om at gribe  ind. Af ren og skær nødvendighed har partistaten  derfor tilladt tusinder af sociale organisationer,  der kan tjene som ”ventiler” for lokal frustration  og varetagelse af nye interesser, herunder  miljøbeskyttelse og erhvervsinteresser. Enhver ny  organisation i Kina kræver statens tilladelse, men  den gives ofte. Hertil kommer de mange uformelle  netværk, der markerer sig på enkeltsager. De  bliver i høj grad hjulpet på vej af de sociale  medier som Internettet og mobiltelefonien.

”Realiteten er, at det kinesiske samfund  aldrig tidligere har været så frit under et etableret  regime, og at grænserne for ytringsfrihed og  politisk artikulation bliver stadig videre. Det sker  ikke som resultat af en stor plan, som  kommunistpartiet kunne have ønsket sig, men  nærmere som følge af både kamp og dialog  mellem stat og samfund, som konstant får  grænserne for aktion og interaktion til at flytte  sig”, konstaterer professor i kinesisk ved  Københavns Universitet, Jørgen Delman. Han  pointerer, at Kinas civilsamfund udvikler sig i  sfæren mellem stat, økonomi, samt familie og  klaner – i princippet et åbent område, hvor  borgerne kan samarbejde og organisere sig  uafhængigt af deres øvrige tilhørsforhold for at  forfølge interesser, som de deler med andre, over  for myndigheder, institutioner og virksomheder.

Gennem århundrederne har Kinas  magthavere aldrig accepteret uafhængig  samfundsorganisering. Det har ikke forhindret  civilsamfundet i at agere, dog oftest i fælles  forståelse med magthaverne og med sanktion fra  statsmagten. Men de historiske organisationer i  civilsamfundet har aldrig været demokratiske  institutioner, forklarer Delman.

Tilbage står, at det kinesiske civilsamfund  om ti år, når Folkerepublikken runder de 70,  sandsynligvis vil have fået afgørende indflydelse på udformningen af den variant af ”demokrati”,  som reformstrategerne tumler med i det  gigantiske laboratorium. De bliver ikke vores vestlige model, men deres egen.