EU-topposter: ”Jeg har ikke bedt om dette job”

EU-topposter: ”Jeg har ikke bedt om dette job”

25.11.2009


I sidste uge blev Herman Van Rompuy og Cathrine Ashton udpeget til henholdsvis ”EU-præsident” og ”EU-udenrigschef”. Ingen af dem havde bedt om jobbene – og begge er ukendte navne på den internationale scene. Valget faldt på de laveste fællesnævnere, og nu står to bureaukrater uden gennemslagskraft i spidsen for EU. Kommissionsformand Barroso står tilbage som eneste sejrherre, han beholder sin magt og bliver ikke – som han måtte have frygtet – overskygget af de to nye.

Af Marlene Wind, ph.d., professor, Statskundskab, KU.

VAR det virkelig det, der var meningen? Var det meningen, at EU’s første præsident skulle ende med den laveste fællesnævner i form af en digter-burekrat-type, der tilsyneladende helst havde været jobbet foruden, og som har til hensigt at holde sig to skridt bag Europas øvrige ledere ved enhver offentlig sammenkomst?

Nej, det var helt sikkert ikke hvad EU-forfatningens oprindelige arkitekt, den tidligere franske Præsident Valery Giscard d’Estaing havde forestillet sig.

Herman Van Rompuy – den belgiske regeringsleder – der løb af med posten som EU’s første præsident er ganske vist kendt for sine forhandlingsevner, men har ingen international erfaring og ligner mest af alt en krydsning mellem en franciskanermunk og den græske superskurk Rastapopulus fra Tintin. ”Europa har med dette valg nået den absolutte bund”, udtalte den flamboyante Daniel Cohn-Bendit fra de Grønne i Europa-parlamentet med slet skjult henvisning, ikke bare til Rompuy, men også til udpegningen af EU’s nye udenrigschef Catherine Ashton. At Van Rompuy går ind til jobbet med meget fodslæbende skridt blev tydeligt, da han ved pressebriefingen, der fulgte offentliggørelsen af navnene på indehaverne af EU’s nye topposter, konstaterede: ”Jeg har ikke søgt dette job, jeg har ikke bedt om det eller på anden måde gjort noget for at få det”. Det var lige før, man ventede, at han i næste sætning ville sige, at han så heller ikke vil have det. Det sagde Herman Van Rompuy så ikke. Han nøjedes blot med at konstatere, at han var ydmyg over for opgaven, og i øvrigt havde tænkt sig at holde lav profil. For ham handler det nyerhvervede topjob primært om at agere mødeleder og kompromismager i Det Europæiske Råd og i det hele taget sørge for trivsel på EU’s indre linjer.

Selvom jobbeskrivelsen var uklar, og alle vidste, at meget ville komme til at afhænge af, hvem der i sidste instans kom til at beklæde præsidenttaburetten, så var skuffelsen stor hos mange iagttagere. Giscard selv udtrykte det på følgende måde i Financial Times: ”Det er uambitiøst. Folk havde forventet mere end dette”. Der er ingen tvivl om, at den tidligere britiske premierminister Tony Blair havde levet bedre op til den præsidentrolle, man forestillede sig i den oprindelige forfatningstraktat, som senere blev til Lissabon-traktaten. Pointen var netop at få et stærkt europæisk lederskab. At EU skulle kunne tale med én stemme, og at ingen skulle være i tvivl om, hvem der skulle telefoneres til, hvis man gerne ville vide, hvad EU mente om dette eller hint. Med udpegningen af Herman Von Rompuy og EU’s nye udenrigschef Cathrine Ashton er man imidlertid ikke blevet klogere på netop dette. Mest af alt kan man vel sige, at EU regeringsledere ved IKKE at pege på Blair eller en anden af hans støbning har sendt et meget klart signal om, at de slet ikke er interesserede i den form for politisk lederskab, som såvel forfatnings- som Lissabon-traktaten lagde op til.

Man kan sige, at der yderligere er mindst tre årsager til, at præsidentposten er landet, som den er. Dels er der noget, der tyder på, at EU-koordineringen i det G20-samarbejde, som Europas middelstore lande deltager i, fungerer nogenlunde. Der er derfor ikke det helt store behov for én europæisk stemme. Dels betyder den almindelige træthed efter otte års traktatforhandlinger, at antallet af store europæere er til at overskue – altså få med store ambitioner om EU på verdensscenen. Endelig er der demokratiaspektet. At sætte en karismatisk leder i Europas top, uden at vedkommende samtidig er demokratisk valgt, ville kunne øge EU’s såkaldt demokratiske underskud. En europæisk Obama, der er udpeget af EU’s ledere uden noget folkevalgt mandat, ville måske ikke sende de bedste signaler. Samtidig har dagens europæiske ledere ingen interessere i en demokratisk valgt EU-topledelse, da det i så fald ville kunne forrykke legitimiteten fra medlemslandene til EU-systemet. Så længe EU består af mere eller mindre anonyme embedsmænd og bureaukrater sker en sådan forskydning med garanti ikke. Derfor har det fx heller aldrig været på tale at vælge formanden for EU-Kommissionen på almindelig demokratisk vis.

Men hvad så med udenrigschef-posten? Er det valg faldet heldigere ud? Lady Ashton, som hun kaldes i de britiske medier, var tydeligvis dybt forbløffet, da hun i sidste uge blev udpeget som EU’s nye udenrigschef og boss for EU’s nye 5000 m/k store diplomatiske korps. På pressemødet, hvor hun præsenterede sig sammen med Van Rompuy, sad hun uden manuskript. Det fremgik med andre ord tydeligt, at pressemødet var blevet udskudt flere gange af den simple grund, at man ikke kunne finde baronessen på sin bopæl, da man skulle overbringe hende nyheden om jobbet. Ashton havde nemlig heller ikke søgt sin stilling og var derfor på vej i lufthaven for at nå et fly hjem til ægtemanden i London. Læser man de britiske medier, er valget af Ashton et udtryk for desperation. Miliband – Storbritanniens ellers stærke kort – kunne ikke overtales til at tage jobbet som udenrigschef, selvom Brown forsøgte. Han ser tydeligvis en større prestige i at efterfølge Brown som leder af Labour.  Og hvem kunne Brown så ellers diske op med, når han nu ikke fik placeret Blair på EU præsidentposten? Brown lavede jf. Financial Times en liste med potentielle navne, og Catherine Ashton var en af dem. Hendes store fordel var ikke blot, at hun havde det rette køn og partifarve, men også at hun havde gjort det godt i det år, hun havde været EU-handelskommissær. En god og charmerende forhandler, siger man. Ulempen er, at hun aldrig har været folkevalgt og er uden anden international erfaring end den, hun har som – ja – netop handelskommissær.

Ude i verden har Kina og Japans ledere sagt pænt tillykke, men ellers trukket på skuldrene. I Bruxelles gnider Barroso sig imidlertid i hænderne. Barroso er nemlig den store vinder af kongekabalen. Van Rompuy udgør ingen fare, og Ashton kommer i realiteten under Barrosos egne vinger. Som udenrigschef refererer hun nemlig ikke kun til EU’s udenrigsministre og regeringsledere, men også til Barroso selv, da hun også bliver næstformand i Kommissionen og ansvarlig for den bløde sikkerhedspolitik.

Naturligvis kan såvel Ashton som Van Rompuy vise sig at overraske positivt. Når man starter på bunden, er der kun én vej frem.