Danmark: Arbejdsløsheden bliver langvarig

Danmark: Arbejdsløsheden bliver langvarig

16.09.2009


De danske politikere har endnu ikke vedkendt sig deres medansvar for krisen. Og de skal i øvrigt ikke regne med, at ny økonomisk fremgang løser arbejdsløshedsproblemet. Danmark har brug for væsentlige reformer – ikke mindst, når det gælder uddannelse.

Af Christen Sørensen Professor, Syddansk Universitet, Odense

DET nye folketingsår, der starter om 3 uger, vil – ud over klimatopmødet i december – handle om krisen. Den officielle ledighed, der allerede er over 100.000, vurderes at stige til mellem 150.000 og 200.000 i 2010 – og arbejdsstyrkestatistikken tyder faktisk på, at ledigheden allerede nu er over 170.000, når de, der ikke kan få dagpenge eller kontanthjælp, medregnes. Hvad kan der gøres for at modvirke den igangværende meget negative udvikling? Hvad må der ikke gøres, hvis de langsigtede vækstmuligheder og den finanspolitiske holdbarhed ikke skal undermineres på sigt?

At der er stor usikkerhed om, hvor længe krisen vil vare, kan man ikke undgå at stifte bekendtskab med, når man læser dagspressen. Snart forudses bunden at være nået, snart forudses det, at der kommer en ny bund efter et kort opsving. Årsagen til denne forvirring er ikke alene betinget af, at det altid er svært at spå om fremtiden. Forvirringen skyldes også, at det ofte ikke eksplicit anføres, hvilken indikator/hvilke indikatorer vurderingerne bygger på:

Der er grundlæggende to sæt af indikatorer, som hhv. peger på produktions- eller beskæftigelses/ledighedsudviklingen. For at illustrere problemstillingen: fra 1973 til 1993, hvor ledigheden efter de to olieprisomvæltninger toppede med 12,4 pct. eller med 349.000 ledige efter kun 22.000 ledige i 1973, steg produktionen med 1,8 pct. om året i en 20-årsperiode indtil 1993, mens beskæftigelsen stort set var den samme som i 1973 (kun 10.000 større). Dette betød naturligvis, at ledigheden steg til næsten 350.000, fordi arbejdsudbuddet samtidig voksede. Dette eksempel viser to afgørende forhold:

For det første stiger beskæftigelsen ikke vedvarende i samme tempo som produktionen – fordi stigende produktivitet over tid betyder, at produktionen bliver stadig mindre arbejdsintensiv.

For det andet er det ikke givet, at beskæftigelseskriser og dermed arbejdsløshed er et kortsigtet fænomen.

Hvad betyder det? At en ny økonomisk fremgang, når den begynder, ikke pr. automatik driver arbejdsløsheden ned i det tempo, politikerne håber på. Med andre ord: konjunkturen kan vende uden at tage arbejdsløsheden med sig.

Politikernes glemte ansvar
Jeg vil ikke lægge skjul på, at jeg vurderer, at beskæftigelseskrisen bliver langvarig – men forhåbentlig ikke 20-årig, selv om jeg ikke anser det for sandsynligt, at der skulle komme en ny krise (også kaldet double-dip eller W-forløb i produktionen). Dette skyldes ikke blot, at den nuværende globale krise vurderes at være den værste siden 1930’erne. Men også de modsætninger, der er i den økonomiske politik mellem hhv. USA, EU og Kina – tre økonomiske stormagter. Det er min opfattelse, at givet den økonomiske politik i EU og Kina bliver USA tvunget til at bruge valutakursinstrumentet for at opnå en holdbar fremgang i produktion, der kan betyde at , at ledigheden, der nu er næsten 10 pct., kan nedbringes. Det vil igen ramme euro-landene og dermed også Danmark, da kronen er låst fast til euroen (dette har jeg nærmere uddybet i RÆSON fra december 2008).

Hvis denne vurdering holder, hvad der nu er flere og flere indikationer af, bør regering/folketing tage afsæt i det faktum, at man står foran en langsigtet ledigheds-/beskæftigelseskrise. Politikerne bør også være opmærksomme på, at der en stigende skepsis over for, om det nu er muligt at føre en ansvarlig økonomisk politik – især finanspolitik –i Danmark. Denne skepsis er begrundet i, at der finanspolitisk ikke blevet grebet ind for at dæmpe en overophedet dansk økonomi – især var det galt i 2006-07 – men at der tværtimod blev ført en ekspansiv finanspolitik – dvs. ligefrem hældt benzin på bålet! Siden slutningen af 1970’erne (hvor det blev teknisk muligt at anvende retvisende mål for den finanspolitiske effekt) er der ikke ført en så uansvarlig finanspolitik som i disse år:

Ledende embedsmænd taler nu mere eller mindre åbent om, at det kun er muligt at føre ansvarlig finanspolitik, når der både i regeringspartierne og i oppositionspartierne hersker dyb krisestemning. Dét er måske heller ikke realistisk at forvente – idet kampen om den politiske magt centreret om medianvælgeren i de senere år er blevet intensiveret. På denne baggrund må det betragtes som lidt af et under, at der i 1998 ved den såkaldte Pinsepakke blev gennemført en finanspolitisk stramning.

Også Nationalbanken har mistet tillid til politikerne. I Kvartalsoversigt for 2. kv. 2009 anføres således: ”Erfaringerne viser, at det er vanskeligt at føre konjunkturmodløbende finanspolitik i gode tider. Det viste sig bl.a. under det seneste opsving fra 2004-07, hvor finanspolitikken var ekspansiv trods tegn på overophedning i flere dele af økonomien med høje lønstigninger og tab af konkurrenceevne til følge. Det er ikke hensigtsmæssigt vedvarende at føre ekspansiv finanspolitik …”. Det kan vist ikke siges mere tydeligt – når urbane udtryksmåder anvendes – at Nationalbanken har tabt tillid til regering/folketing.

Som Nationalbanken anfører, er det finanspolitiske råderum nu betydeligt mindre, end det havde været, hvis finanspolitikken var blevet strammet i den seneste opgangskonjunktur, som regering/Folketing også blev opfordret til (netop af bl.a. Nationalbanken). Det er trist at måtte konstatere, hvor forblændet ikke mindst regeringen var af, at overskuddet på de offentlige finanser nåede op på omkring 80 mia. kr. i de overophedede højkonjunkturår 2005-07. Regeringen valgte bevidst at se bort fra, at når de offentlige overskud er store, skal de faktisk være endnu større (for at opbygge reserver til dårlige tider), idet penge fra skatter og afgifter jo automatisk fosser ind i de offentlige kasser, når der er højkonjunktur, samtidig med at udgifter til dagpenge, kontanthjælp m.v. automatisk falder. Og omvendt i dårlige tider.

Nu hvor der forventes et underskud på 86 mia. kr. i 2010 (og det bliver større, også fordi pengene nu automatisk fosser ud), er der ikke grænser for henvisninger til udefrakommende kriseårsager. Glemt eller bortgemt er, at man tillod byggeriet at eksplodere. Blandt OECD-landene var det kun Irland og Spanien, der tillod et relativt større boligbyggeri i forhold til BNP end Danmark. Glemt eller bortgemt er den uansvarlige finanspolitik. Så det er ikke blot de andres skyld, at vi ligger, som vi gør.

Byggeri for mindst 10 mia.
Jeg finder det nødvendigt, at krisens længde og den manglende politiske ansvarlighed bør inddrages, både når det overvejes, hvad der kan gøres for at modvirke den igangværende meget negative udvikling, men også hvad der ikke skal gøres, hvis man ikke skal underminere de langsigtede vækstmuligheder og den finanspolitiske holdbarhed på sigt.

Hvis finanspolitikken skal bruges til at modvirke den stærkt stigende ledighed, bør der som udgangspunkt kun vedtages skattelettelser, såfremt der samtidig hermed sikres – helst lovfæstes – en troværdig inddragelse heraf inden for en rimelig frist (ved via lov at gennemføre finansieringstiltagene, hvor det fremtidige ikrafttrædelestidspunkt indgår, samtidig med genemførelsen af skattelettelser). Der er allerede i vidt omfang gennemført skattelettelser i forbindelse med den skattereform, der træder i kraft næste år: Men om aftalerne om den fremtidige finansiering gennemføres er uklart, hvilket i bedste fald giver et troværdighedsproblem. På udgiftssiden bør der kun gennemføres tiltag (dvs.: byggerier o. lign.), der alligevel skulle gennemføres inden for de nærmeste år, og hvortil der er knyttet ingen eller minimale driftsudgifter. Er der øgede driftsudgifter knyttet hertil, bør der vedtages/lovfæstes – som også på skattesiden – de nødvendige finansieringstiltag samtidig hermed. Gøres dette, forringes den langsigtede finanspolitiske holdbarhed næppe synderligt, ja, der kan endog argumenteres for, at holdbarheden forbedres, idet færre så bliver udstødt fra arbejdsmarkedet. Føres finanspolitikken på denne måde, vil der heller ikke være anledning til ekstra bekymringer om udviklingen i den offentlige gæld.

Der er som anført allerede i vidt omfang foretaget midlertidige skattelettelser og andre tiltag – som frigivelsen af SP-midlerne – der øger borgernes disponible indkomst og dermed skulle forøge forbrugsmulighederne. Men skattelettelser og frigivelse af SP-midler muliggør kun øget efterspørgsel – der er ingen sikkerhed for, i hvor høj grad midlerne anvendes til privat forbrug. Det gælder især i den nuværende situation, hvor stigende ledighed og udsigt til endnu større ledighed naturligvis får folk til at holde igen med det private forbrug. Dette er det fagligt set afgørende argument for, at indsatsen fremover bør koncentreres om det offentliges udgiftsside. Hertil kommer, at forringelsen af de offentlige finanser bliver mindre for en given beskæftigelsesvirkning ved offentlige investeringer frem for ved skattelettelser, idet en del af skattelettelserne opspares i den private sektor og ikke øger efterspørgslen. Derfor er beskæftigelsesvirkningen pr. krone skattelettelse mindre end pr. udgiftskrone til offentlige investeringer og forbrug.

De typer af offentlige udgifter, der opfylder de anførte kriterier, er ifølge sagens natur alene offentlige anlægsinvesteringer. Som eksempler herpå kan nævnes investeringer i nye kloakker, nye veje til biler, jernbaner, herunder nye broer som Fehmern-forbindelsen, renovering af en række offentlige bygninger som skoler, daginstitutioner, veje mv. Vismændene har vurderet, at der i hvert fald er plads til ekstra investeringer på sådanne områder for op til 10 mia. kr. i både 2010 og 2011 – altså 10 mia. mere end, hvad der er indeholdt i det fremlagte finansforslag. Med den forringelse i de økonomiske udsigter for Danmark, der er indtrådt siden denne vurdering, især i bygge- og anlægssektoren, er disse skøn at betragte som minimumsskøn (under de her angivne forudsætninger om fuld langsigtet finansiering af de heraf følgende øgede driftsomkostninger).

Den slags initiativer vil dog kun tage toppen af stigningen i ledigheden, idet det ikke alene er bygge- og anlægssektoren, der er hårdt ramt. Den bratte nedgang i eksporten har ikke mindst ramt industrien, og eksportnedgangen kan ikke opvejes af hverken danskeres privatforbrug eller offentlige investeringer. Det eneste middel er fremgang på vore eksportmarkeder, som vi imidlertid er uden indflydelse på. Så uanset hvordan finanspolitikken tilrettelægges, vil ledigheden i de kommende år blive meget høj, præcis som det også fremgår af de økonomiske prognoser.

Nødvendigheden af reformer – ikke mindst på uddannelsesområdet
Udsigten til en længerevarende og høj ledighed i hvert fald i fem år bør også føre til, at der gennemføres strukturændringer. Jeg vil ikke her opholde mig ved evt. strukturændringer på arbejdsmarkedet. Dette er også et af ofrene for den uansvarlige finanspolitik.  For al erfaring viser, at der i hvert fald på arbejdsmarkedet skal være fremgang, hvis der skal ske opstramninger. Så det er vanskeligt at pege på et dårligere timet initiativ, end det har været tilfældet i relation til Arbejdsmarkedskommissionen: krisen betyder simpelthen, at der ikke nu er politisk overskud til at foretage afgørende reformer på dette område.

Men forandring er nødvendig. Det danske samfund og især det danske arbejdsmarked vil se anderledes ud, når den igangværende krise engang er overstået. Hvis vi blot skal bevare vor nuværende – og i forvejen forringede – position på nationernes produktionsskala, bør der gennemføres en række gennemtænkte strukturreformer.

Lad mig fokusere på ét felt: uddannelsesområdet. Den officielle målsætning lyder, at 95 pct. af de unge i 2015 skal tage en ungdomsuddannelse. Siden 2000 har vi fjernet os fra denne ambition, idet vi nu kun er på omkring 80 pct. Der er givetvis en række årsager til denne fejludvikling. Men jeg synes, det er svært at komme uden om, at også erhvervsuddannelserne er blevet mere bogliggjorte/intellektualiserede. Der bør i ungdomsuddannelserne være to hovedspor: ét, der er indrettet til de bogligt stærke, og ét, der er afpasset efter, at der sker læring/uddannelse gennem praktisk arbejde – dvs. erhvervsuddannelserne, som imidlertid er præget af et meget stort frafald. Også gymnasieområdet må gentænkes: De videregående uddannelser er således ikke imponeret over de gymnasieelever, der er blevet udklækket efter gymnasiereformen, der i øvrigt allerede flere gange har måttet justeres.

I det hele taget er der behov for en helt anderledes kvalitet på det vigtige uddannelsesområde, end vi har set fra ministeriets side i de senere år. De vedvarende fiaskoer omkring blot implementeringen af de nationale obligatoriske it-test er det mest synlige eksempel herpå (og det selvom systemet blot tester paratviden – i en Google-tid!). Tanken om, at vi kan få verdensklasse på undervisningsområdet med et taxametersystem, der ifølge sagens natur opfordrer til at sænke beståelseskravene, er mere end naiv. Ikke mindst på uddannelsesområdet er der behov for gennemtænkte strukturreformer – og ikke fritsvævende høje mål.