Breve fra Bruxelles: Føderalisternes plan er stadig: Europas Forenede Stater

Breve fra Bruxelles: Føderalisternes plan er stadig: Europas Forenede Stater

09.09.2009


“Siden EU-valget d. 7. juni har alle medlemmer af Europaparlamentet haft travl med finde sig en partigruppe og med at tilkæmpe sige positioner i parlamentets udvalg for at kunne gøre deres indflydelse glædende de næste fem år. Den største danske stemmesluger ved dette parlamentsvalg MEP Morten Messerschmidt er indtrådt som næstformand for den nystiftede Gruppe for Europæisk Frihed og Demokrati og for udvalget for konstitutionelle anliggender. RÆSON har bedt Messerschmidt tage os med bag kulisserne og fortælle, hvordan han har oplevet at komme til Europa?

EU er i færd med at udstede ’garantier’ til de irske vælgere, så de endelig stemmer ja til Lissabontraktaten. Men ingen ved hvad disse garantier juridisk set er værd – og EU vil ikke undersøge det. Den irske modstand skal bare ryddes af vejen. For kolleger til Bendt Bendtsen, Dan Jørgensen, Jens Rohde og Margrethe Auken planlægger stadig – i fuld åbenhed – et føderalt Europa. Ganske uagtet hvad disse gæve parlamentarikere lovede danskerne i valgkampen

Af Morten Messerschmidt, MEP (Dansk Folkeparti) og cand.jur.

AT komme til Europa? Det lyder næsten som om Europa er et nyt fænomen, en ny konstruktion. Eftersom jeg er opvokset i Danmark, en del af Europa, var det med en vis undren, at jeg så den titel, som RÆSON havde udstukket i forbindelse med denne beskrivelse af mine første måneder i Europaparlamentet. Alligevel giver det mening at tale om jeg er ’kommet’ til ’Europa’ – et nyt Europa, som nogle af mine kolleger planlægger. Den første forudanelse sås under Strasbourg-ugen i juli. Under afspilningen af  Karajans omskrivning af Beethovens ”An Die Freude” så man langt hovedparten af medlemmerne i højtidelig stemning rejse sig og lade følelserne få frit løb, med højre hånd på hjertet. Nok er Europa gammelt som kontinent. Men som en nation, en føderation er projektet endnu kun på vej.

Vær ikke i tvivl om, at jeg skam er helt klar over, at alle mine gode kollegaer fra de unionsbegejstrede partier vil falde over mig, når jeg nu påstår, at parlamentets flertal vil skabe et Europas Forenede Stater. Lad mig derfor tage det i opløbet og allerede nu nævne, at man i det udvalg, der tager sig af konstitutionelle anliggender (AFCO), og hvor jeg er medlem, slet ikke som her blandt danske politikere lægger bånd på sig selv. Man er ganske åbenhjertig om, hvad projektet går ud på og taler rent ud af posen: ”Vi vil skabe en føderalt EU”, erklærede socialdemokraten Luis Yanez-Barnuevo García allerede på det første møde i udvalget. Næppe et synspunkt, man ville få mange socialdemokrater til at erklære som officiel politik i Danmark. Han er siden blevet fuldt op af Bendt Bendtsens ordfører på området, Íñigo Mendez De Vigo, der erklærer sig som tilhænger af ’et nyt Europa’ og i øvrigt ved sidste udvalgsmøde fandt, at den tyske højesterets afgørelse over Lissabontraktaten var forkert, hvorfor man simpelthen skulle vende det døve øre til de tyske dommere og eventuelt finde en måde at oplære dem i europæisk retsorden. Manden er i øvrigt Jean Monnet-professor i jura, men har tilsyneladende svært ved at respektere juridiske instanser, hvis de erklærer sig uenige i projektet om et forenet Europa. Det er han langt fra ene om. Således fremkom socialdemokraten Adrian Severin i samme debat med den betragtning, at man ikke bør lade dommere få det sidste ord. Det er ellers sådan, det fungerer i et retssamfund – hvor det dog selvfølgelig er befolkningen, der får det allersidste ord. Ikke overraskende er der blandt føderalisterne  en slående enighed om, at netop folkeafstemninger bør undgås.

Så respekt for RÆSON, der så forudseende indbød mig til Europa. Det nye Europa. Det føderale Europa, som Bendt Bendtsens, Dan Jørgensens, Jens Rohdes og Margrethe Aukens kollegaer – uagtet hvad disse gæve danske parlamentarikere lovede i valgkampen – har hede drømme om at skabe. Om det lykkes, at naturligvis svært at sige. Men indtil videre er det jo lykkedes at forhindre folkeafstemninger i alle lande på nær Irland, hvor man til gengæld lader irerne stemme lige så mange gange, de ønsker det – indtil de stemmer ja, forstås. Så er spillet lukket.

I den forbindelse bekræftedes Europas totalitære tendenser i øvrigt af, at man i samme udvalg valgte at nedstemme mit forslag om en juridisk undersøgelse af hvad de irske garantier i grunden er værd for irerne. Disse garantier er dem, som Det Europæiske Råd har lovet den irske befolkning, dvs. en række præciseringer af Lissabontraktaten forud for den anden afstemning. Gad vide, hvad man kan opnå ved at stemme nej en tredje gang? Uanset hvad, var det min tanke, at irerne var bedst tjent med at kende det juridiske – og ikke kun politiske – indhold af disse garantier. Den opfattelse delte ingen af parlamentets øvrige grupper. Her fandt man, at en sådan udredning ville være forvirrende og skabe uklarhed inden den vigtige afstemning 2. oktober.

Alle disse forhold har ikke været fremme i den danske presse. De føderale kræfter i parlamentet er ellers ikke noget nyt fænomen. Og man kan derfor undre sig over, at ingen danske journalister tidligere har dækket disse spørgsmål. Møderne bliver trods alt transmitteret live på internettet, så alle kan følge med. Men måske mener man også her – ligesom i EU – at for meget information bare forvirrer og forplumrer debatten?

Ingen forhandling Torierne
Forplumring har der i hvert fald været tale om – i hvert fald da det gjaldt dækningen af de indledende gruppeforhandlinger. Umiddelbart efter valget 7. juni drog jeg til Bruxelles og havde en række indledende møder med repræsentanter fra flere forskellige partigrupper. Tingene tegnede lyst og jeg vendte med en vis tilfredshed tilbage til Kastrup Lufthavn, hvor jeg til min forundring kunne konstatere, at de danske kommentatorers eneste interesse var, hvorvidt Dansk Folkeparti var blevet afvist af de britiske konservative (the Tories). Det paradoksale var, at der aldrig har været nogen forhandlinger. Hvordan kan man i dagevis få sig selv til at plastre avissider til med forhandlinger, der aldrig har fundet sted? Et par uger efter offentliggjorde vi så den gruppe, Dansk Folkeparti rent faktisk har forhandlet om og endte deltage i. Nemlig gruppen ”Europa for Frihed og Demokrati” (EFD) med partierne UKIP og Lega Nord som de to største delegationer.

Straks fik kommentatorer ny grund under fødderne og kunne juble over muligheden for at degradere Dansk Folkeparti til at sidde i en højrenationalistisk gruppe. UKIP ønsker nemlig UK ud af EU. Men er det et højrenationalistisk synspunkt? Det vil Folkebevægelsens medlemmer nok blive kede af at høre. I hele det politiske landskab findes folk, der ønsker Danmark ud af EU. At kalde det ”højerenationalistisk” er ganske enkelt tåbeligt. Men hvis ikke UKIP er ekstremt, må Lega Nord jo være det, lyder så kommentatorernes dom. De ønsker nemlig mere selvstyre i Norditalien og en konføderation med det øvrige Italien. Men hvis ønsket om selvstændighed i sig selv er ekstremt, har vi et ekstremt flertal på Christiansborg: Her har alle partier uden for Dansk Folkeparti givet Kosovo selvstændighed fra Serbien. Det er langt mere vidtgående end, hvad Lega Nord ønsker – nemlig en konføderal model efter Schweizisk forbillede.

Man må stille spørgsmålstegn ved pressens retorik. Er der ikke forskel på at være national og nationalistisk? Nationalisme er at gøre nationen til et ideologisk formål. Alligevel har Politikens chefredaktør endnu ikke tilstillet undertegnede den udredning, hans journalister har lovet som forklaring på, hvorfor avisen konsekvent bruger udtrykket ”nationalistisk”. Utvivlsomt smart – at en chefredaktør, der foragter Dansk Folkeparti, udsender dekret til sine journalister herom. Men langt fra journalistisk hæderlighed.

Den nye gruppe er utvivlsomt det bedste udgangspunkt for i hvert fald tre af Dansk Folkepartis mærkesager. Gruppen er enig om, at 1) EU skal have mindre indflydelse på medlemslandenes love og ikke stå i vejen for bedre dyrevelfærd, bedre fødevaresikkerhed og mere grænsekontrol; at 2) Tyrkiet skal aldrig være medlem af EU og 3) at EF-domstolens magt – blandt andet på udlændingepolitikken – skal begrænses. Men i stedet for at fokusere på, at vi har en gruppe, der holdningsmæssigt ligger tæt på Dansk Folkeparti, kastede kommentatorerne sig nu sig over mig med påstanden om, at gruppen slet ingen indflydelse får. Jeg imponeres altid over folk, der kan se ind i fremtiden. Og jeg forundres over, at ingen har spurgt Bendt Bendtsen, hvordan han som ene mand i PPE-gruppen på næsten 300 medlemmer vil realisere sine løfter? Jeg forundres over, at ingen har spurgt Bendt Bendtsen, hvordan han har det med at sidde i gruppe med erklærede homofobe partier fra Polen og Italien. Men sådanne spørgsmål kunne jo forstyrre billedet af, at Det Konservative Folkeparti er et ordentligt parti, mens Dansk Folkeparti ikke er mainstream. Derfor stilles de ikke.

Det kan godt være, at EFD-gruppen ikke er den største i Europaparlamentet. Til gengæld indtager Dansk Folkeparti en central og magtfuld position, efter at jeg som led i forhandlingerne er blevet næstformand for gruppen. Jeg ser frem til at høre, hvordan Jens Rohde og Bendt Bendtsen vil slå igennem i grupper, hvor deres kollegaer tilsyneladende dårligt har opdaget, at de er valgt.

I løbet af valgkampen er der blevet talt meget om, hvorfor de tidligere MEPere har været usynlige i pressen. Samtlige nyvalgte har givet tilsagn om at være bedre til at kommunikere. Men det kræver, at pressen også spiller med. På få måneder har jeg klart oplevet, hvordan flertallet af Europaparlamentets medlemmer tænker i forhold til kontinentets fremtid. Det er muligt, at mine danske kollegaer er uenige med deres partifæller. Men så må forskellen klart drages frem. Det glæder jeg mig til at høre mere om i årene, der kommer. Og jeg glæder mig til at være den demokratiske vagthund, som trækker virkeligheden fra Bruxelles udvalgsmøder med hjem til den danske debat.

Fra Bruxelles skriver I RÆSONS UGEMAGASIN: Dan Jørgensen, Morten Messerschmidt, Emilie Turunen og Jens Rohde