”Løkke er ikke borgerlig i nogen forstand” Tre borgerlige kommentatorer om åbningstalen

07.10.2009

Af Nikolaj Vitting Hermann, daglig redaktør RÆSON

Pia Kjærsgaard har inden talen krævet, at statsministeren træder i karakter. Har han gjort det nu?

David Gress: Talen afslørede ingen ny Lars Løkke Rasmussen. For så vidt må Pia Kjærsgaard føle sig skuffet. Man kan kun spekulere om, hvad hun mente; det er vel nærliggende at tro, at hun efterlyste klare udmeldinger om indvandrerkriminalitet og ytringsfrihed. Lars Løkke berørte de emner, men på en blød og undvigende måde. Det er imidlertid illusorisk at kræve mere karakter (i den forstand) af Lars Løkke. Han er en typisk konsensussøgende dansk magthaver, ingen ildsjæl.

Martin Ågerup: Ja, i det omfang man kan træde i karakter blot ved at holde en tale. Løkke har klart markeret regeringens målsætninger på vigtige områder. Han har været lidt mindre klar med hensyn til, hvordan en række af disse mål skal nås, men sådan er det jo med åbningstaler.

Christian Bjørnskov: Næppe. Det er en ret neutral tale, der placerer sig midt i en borgerlig lejr, men ikke så borgerligt, at de fleste socialdemokrater ikke kan være enige i det meste.

Er statsministeren ambitiøs nok for det kommende år?

DG: Jævnfør det netop sagte. Talen er for så vidt vældigt ambitiøs – vi skal blandt andet have verdens bedste skoler og verdens bedste hospitaler

- men det har vi ligesom hørt adskillige gange før. Ambitioner er billige for politikere. Man kan frygte, at han ingen anelse har om, hvordan de skulle indfries, og man kan frygte, at han egentlig er ret ligeglad, bare ordene lyder fine. Endelig må jeg som liberal sige, at politikere slet ikke skal være ambitiøse ift. at udvide formynderiet og statens magt, men derimod om at begrænse begge. Det er ikke tanker, der strejfer Lars Løkke. MÅ: Statsministeren har på flere områder sat endog meget ambitiøse mål. For eksempel målet om at ”erobre væksten tilbage”, som han udtrykker det, og kæmpe imod lav produktivitet og for forbedring af erhvervslivets konkurrenceevne. Det er en meget ambitiøs, men også en helt nødvendig målsætning. Siden 1997 er Danmark med hensyn til velstand dumpet ned ad ranglisten, fra en 6. til en 12. plads. OECD vurderer, at vi vil fortsætte med at have en af de laveste vækstrater overhovedet blandt de velstående lande. Skal vores vækst blot op på niveauet i det øvrige Skandinavien skal vi tredoble væksten i vores produktivitet og yderligere få flyttet 180.000 af de 1,9 mio., som er parkeret på passiv forsørgelse ud på arbejdsmarkedet. Det er faktisk en meget ambitiøs opgave, som kræver betydelige reformer.

CB: På den ene side ja – i hans mål. På den anden side er han forbløffende uambitiøs, når det kommer til midlerne. Der er meget lidt konkret snak om reformer af det danske samfund.

Lever han op til rollen som borgerlig statsminister?

DG: Lars Løkke er ikke borgerlig i nogen forstand, jeg kan forbinde med ordet. Så svaret er selvfølgelig nej. Men jeg kan nu heller ikke få øje på nogen anden dansk politiker i dag, man kan kalde borgerlig uden at tømme ordet for al mening.

MÅ: Det var på mange måder en fin åbningstale, som også satte fokus på de skadelige effekter ved stigende skatter og farerne ved overdreven gældsætning under krisen.

CB: Det korte svar må være, at han lever lige så meget op til det, som Fogh gjorde. De to regeringspartier har befundet sig solidt på midten af dansk politik i mange år, hvilket også afspejles i åbningstalen.

Hvordan positionerer talen Løkke Rasmussen i forhold til Fogh Rasmussen?

DG: I indhold er de to i dag fuldkommen ens. Talen skal imidlertid overbevise midtervælgeren (en offentligt ansat kvinde) om, at Lars Løkke i hvert fald ikke vil slanke den offentlige sektor, således som mange desværre med urette frygtede, at Anders Fogh Rasmussen ville.

CB: Han positionerer sig som en rundere statsminister, der på overfladen er klar til at lægge mere initiativ ud til den enkelte.

Hvad synes at blive Løkke Rasmussens styrker og svagheder som statsminister?

DG: Hans styrke er den jævne, middelmådige folkelighed, han bestræber sig på at udstråle, og man må sige, det lykkes ham. Ingen vil finde på at beskylde ham for at tænke dybe tanker eller have visioner. Det danske politiske liv bevæger sig på et pænt sagt yderst beskedent idémæssigt og principielt plan. Det passer mange, tror jeg, ikke mindst embedsmændene, som er vore egentlige magthavere. Dermed har jeg også defineret hans svaghed. Han hverken kan eller vil rokke ved nogen af de dårligdomme, der er ved at gøre danskerne fattigere, dummere og mere utrygge.

MÅ: Jeg forholder mig til regeringens politik, ikke til dens medlemmers personlige styrker og svagheder.

CB: Løkke virker umiddelbart bedre til at lade sine ministre om at formulere politikken på de enkelte områder. Omvendt er det en indlysende svaghed, at han slet ikke åbner den pinligt nødvendige reformdebat, men blot fortsætter Claus Hjorts passive linje.

Løkke Rasmussen undskylder i talen, at regeringen har overbebyrdet de offentlige ansatte med regler og ikke haft tillid til deres virke. Markerer det et nybrud i regeringen ønske om kontrollere den offentlige sektors ydelser?

DG: Øregas. Godt nok sagde han, at nu skulle det være alvor med at tynde ud i regeltyranniet og nævnte endda et konkret forslag hertil. Jeg er foreløbig skeptisk. Ingen regering i nyere tid har været mere kontrolfikseret end den såkaldt borgerlige, og det bliver uhyre svært at lave om på, selv om Lars Løkke personligt måtte ønske det.

MÅ: Nej, ligeså længe jeg kan huske, har regeringer talt om at mindske kontrol og administrative byrder i den offentlige sektor. Der er imidlertid to vigtige grunde til den megen kontrol: for det første er mange ydelser skattefinansieret. Det betyder, at borgerne har et retskrav på ydelserne, og det skal derfor dokumenteres, at ydelserne er blevet leveret, og det er kommunens opgave som myndighed at kontrollere, at leverancen har fundet sted til den aftalte kvalitet. For det andet er der ikke i den offentlige sektor helt så mange naturlige incitamenter som i den private til at arbejde så effektivt som muligt. Derfor er det ønskeligt og ofte nødvendigt med mere kontrol. Man kan sige, at tillid er godt, kontrol er bedre, men incitamenter er bedst.

CB: Udmeldingen markerer i en vis forstand et brud med mange års kontrolfokus. Man mangler blot at se, om der følger incitamenter med, hvis man vælger at slække detailkontrollen.

Statsministeren understregede, at “vi – det danske folk” har skabt Danmark. At det er ingeniøren, håndværkeren, skolelæren og den frivillige, der har gjort Danmark til, hvad det er i dag. Hvordan skal man forstå denne udmelding fra statsministeren?

DG: Det var det bedste i talen. Igen billige ord, kan man sige, men dog med et centralt borgerligt budskab: Velstand og uddannelse kommer ikke fra staten, men fra borgerne. Man kunne godt have ønsket en klarere tale om, at staten kan blive en møllesten om halsen på de opfindsomme og produktive, men som sagt, meget bør man ikke forvente.

MÅ: Det er en fremragende værdipolitisk melding, som jeg straks lagde ud på min Facebook-side. Hvis jeg skal udlægge den, skal den forstås sådan, at man ikke skal overvurdere, hvad politikere kan gøre. Det er ikke politikerne, der har skabt Danmark, og vi er ikke velstående på grund af politikerne. Politikere kan kun flytte rundt på velstand, ikke skabe den. De bør koncentrere sig om at skabe rammevilkårene for, at borgerne selv kan tage ansvar, uddanne sig, opdrage deres børn osv. Og det handler primært om at gå mindst muligt i vejen for borgerne: undgå høje skatter, regulering og love og regler, som kvæler det fri initiativ.

CB: Det er et af de få svagt ideologiske elementer i talen, der sandsynligvis skal forstås som et brud med mange års retorik, hvori det var det danske ”samfund” – underforstået velfærdsstaten – der skabte danskerne. På dette punkt vender Løkke tilbage til en mere borgerlig tone, omend det er en udmelding, som sandsynligvis nyder bred opbakning selv langt ind på venstrefløjen.

David Gress, ph.d. i historie i 1981, samfundsdebattør og forfatter af bl.a. “Demokrati eller?” (1978), “A History of West Germany” (1993), “From Plato to NATO” (1998) og “Velstandens kilder” (2007).

Martin Ågerup er direktør i tænketanken CEPOS og forfatter til bøgerne ”Dommedag er aflyst” (1998), ”Enerne” (2001) og ”Den retfærdige ulighed” (2007). Han har tidligere blandt andet arbejdet i konsulentbranchen og på Instituttet for Fremtidsforskning. Martin Ågerup er MA i økonomi fra universitetet i Exeter og Bachelor og Science i økonomi og økonomisk historie fra universitetet i Bristol.

Christian Bjørnskov er lektor i nationaløkonomi ved Handelshøjskolen, Aarhus Universitet med fokus på politisk økonomi. Han er også redaktør af bloggen Punditokraterne.dk

RÆSON